Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

Det er ligesom Laudrup, han skyder bare – Portræt af Linda P og Martin Brygmann

Martin Brygmann og Linda P er aktuelle som ridderne Sir Lancelot og Sir Bedevere i Tivolis opsætning af Monty Python-musicalen Spamalot. Vi satte dem i stævne til en snak om humor.

T1: Hvor godt kender I hinanden?

LP: Vi er ikke så tætte, at jeg har ringet til Martin og grædt ud ved hans skulder.

MB: Det kan vi blive.

LP: Vi er stødt på hinanden i branchen.

MB: Vi er ikke fjender.

T1: Hvad synes I selv er sjovt – hvad får jer til at grine?

LP: Det er svært, for jeg har ikke noget med, at bananer er sjovt.

MB: Skrællen er sjov.

LP: Det afhænger af situationen. Jeg er lige blevet spurgt, om jeg synes, det er sjovt at gøre grin med muslimer. Altså – måske – hvis hun går ind i en glasdør, fordi hun ikke har set den …

MB: Fordi hun har en burka på?

LP: Jeg har ikke sådan noget med, at én bestemt er sjov. Men der er nogle, jeg bedre kan lide end andre. Jeg kan gode lide Monty Python. Og jeg kan godt lide Ricky Gervais. Men det er ikke så sort-hvidt. Jeg synes også, det er meget skægt, hvis folk tager sig selv alvorligt eller bliver for selvbevidste. Så kan jeg nok meget godt lide at knække dem lidt.

MB: Det er også et spørgsmål om timing. Den samme vittighed kan være forskellig alt efter komikerens mund.

T1: Afhænger det også af publikum?

LP: Jeg har lige været på tour med mit nye show, og jeg kan godt høre forskel på lydniveauet af grinene. Hvis de i Aalborg har sagt hmhm, så er det det sjoveste, de har hørt. I København tror jeg, folk er mere umiddelbare, men man giver ikke ved dørene i Aalborg. Sådan tænker jeg det; at de lød, som om de grinede mindre, men de grinede bare på en anden måde. Efter sådan et show i Aalborg har jeg mødt folk, der har sagt, det var vildt sjovt. I København kan jeg opleve at have væltet salen, og bagefter siger folk bare, at der var da fint.

MB: Ja…”Flot lys”. Det er rigtigt. Det er meget forskelligt. Jeg har stået med nøjagtig det samme materiale i julen, hvor jeg lavede nogle shows. Der var to haller lige ved siden af hinanden. Først gik jeg ind i den ene hal, hvor der sad 1.500 mennesker, og så ind i den anden, hvor der også sad 1.500 mennesker. Der var ingen forskel på indholdet, men det var to helt forskellige shows. Publikum er en muskel.

T1: Hvordan fungerer den muskel?

MB: Det er en kollektiv symbiose, de går i. Nogle gange tillader folk sig at grine højt, fordi der er nogen, der har grinet for på et meget afgørende tidspunkt. Så tør folk også godt grine. Men hvis der er kommet en hæmmende stemning, sidder de bare der og kigger på hinanden og tør ikke grine. Så bliver der helt stille.

T1: Er der andet end latter, der kan være udtryk for, at det er sjovt?

LP: Nu vil jeg ikke nævne hvor, men jeg har haft et show, hvor taget var blæst af af latter, men hvor stemningen var ubehagelig. Og så var jeg i Birkerød – det kan jeg godt sige – hvor de grinede meget lidt, sådan at jeg i starten tænkte ’pyha, er mikrofonen tændt?’. Det er sådan nogen, der tydeligvis har hørt om Linda P, men er blevet tvunget derind. De skulle lige lære mig at kende, og der kom kærlighed, efterhånden som aftenen gik. Så kærligheden i rummet kan være noget helt andet end grinene, og en stemning kan være noget helt andet end lyden af grinet.

MB: Mmm ja. Jeg kender det også fra mig selv. Jeg griner sjældent højt, når jeg sidder dér. Jeg kan godt have haft en virkelig god aften, uden at der er kommet en lyd fra mig. Det bruger man også som alibi nogle gange, når man har lavet et virkelig dårligt show. ’Altså, de grinede ikke, men de syntes, det var enormt interessant’.

LP: Ja. ’De lyttede. De havde travlt med at tage det ind’.

MB: ’De havde så meget at arbejde med derinde, at de slet ikke havde tid til at grine’.

LP: Men tror du ikke også, det er en arbejdsskade? Det lyder helt banalt, men jeg gider ikke se standup mere. Det er jo ikke, fordi mine kollegaer ikke er sjove. Det er bare, fordi jeg keder mig. Fordi jeg kan læse takterne i det og tænker ’okay, lige om lidt …”. Hvis noget er rigtig sjovt, tænker jeg, ’hold kæft, det var godt skrevet’, men hvis jeg skal bryde ud i grin, skal det være så dumt, at guderne må sig forbarme, så åndssvagt, at jeg ville være flov over at indrømme det.

MB: Humor har for mig 90 procent at gøre med, at jeg kan blive overrasket. Der skal siges eller gøres noget, som kommer bag på mig. Meget sjovere end sådan en tænkt joke, hvor man lige skal bruge lidt tid og sige ’aha, så var det ham, der var butleren’.

Martin Brygmann og Linda P. Foto: Emilia Therese

T1: Hvordan arbejder I med det overraskende?

LP: Nu var det jo Martins holdning …

MB: Nej, du skal svare på det …

LP: Jeg kan også godt lide at overraske. Det seneste show, jeg har lavet, handler også om at turde sige, hvis man er røvkedelig nogle gange. Det var min måde at overraske på. Folk forventede at komme ind og høre fjappe og mere fjappe, og så endte jeg med at fortælle, at jeg havde levet i en offerrolle i ti år. At nu skal jeg lære at leve med at have det godt med at have det godt, i stedet for at have det godt med at have det dårligt. Jeg kunne godt mærke, der var nogle, der tænkte: ’Hvad er det, vi er gået ind til?’

MB: Uha.

LP: Men de endte med at gå derfra med noget. Jeg er blevet for gammel til, at det ikke skal handle om noget. Det er også en måde at overraske på. Jeg har lavet en masse jokes, hvor jeg på en overraskende måde fik tvistet noget – om det så var jyden, der var den sjove i baren eller … Nu skulle der overraskes på en anden måde.

MB: Så kan man overraske ved ikke at overraske.

LP: Lidt måske? Jeg tror, det var Ulf Pilgaard, den gamle snegl – ham har jeg altid holdt meget af – han sagde, at for humoren gælder det, at der ligesom er det, der er. Der er ikke så meget, man kan gøre. Man kan ikke opfinde den dybe tallerken så mange gange. Men det kan man i alvoren. Det er sværere at blive ved med at overraske i humoren. Og når det ikke må blive for tænkt, for det synes vi er irriterende, hvad fanden skal man så gøre? Det er der, hvor der næsten skal glides i en banan, før jeg synes, det er sjovt. Jeg skal næsten back to basics. For det hele bliver så fortænkt, når det skal være nyt med nyt på. Nej. Altså. Badehotellet holder stadigvæk.

T1: Skelner I mellem, hvad der er mere raffineret humor, og hvad der er komisk a la at glide i en bananskræl?

MB: Mit pejlemærke er altid, om jeg selv ville synes, det var sjovt. Når jeg sidder og skriver noget, tænker jeg, at det kan komme til at fungere, hvis jeg giver det en bestemt timing. Og et millisekund ved siden af, så er det ikke sjovt. Det er helt vildt følsomt. Men hvis materialet er godt nok, skal man bare sørge for at aflevere det rigtigt. Jeg bruger også, at jeg er skuespiller og kan arbejde ekstremt meget med timing. Men det gør standuppere jo også.

LP: Ja, jeg har aldrig tænkt over det. Jeg tror, det ville blive dårligt, hvis jeg tænkte over det.

MB: Uh, nej, det skal du ikke. Det er ligesom Laudrup, han skyder bare – det er en intuition, man har. Det er i virkeligheden det, jeg mener. Længden fra, at man har lagt op til en joke, pause, og så kommer den. Dér ligger den for mig.

LP: Netop der synes jeg, der er meget stor forskel på at være sjov og så sige ting, der er sjove. Jeg synes, Martin er et grundsjovt menneske. Jeg er mere sådan en, der siger ting, der er sjove. Hvis jeg nu skal rose mig selv, og det må jeg godt, når jeg nu lige har sagt, jeg ikke er grundsjov, så synes jeg, at jeg er en god menneskekender. Jeg ved, hvor jeg skal trykke. Jeg ved, hvilken joke der vil tage kegler – det kan jeg fornemme. Men jeg er ret kedelig privat.

MB: Jeg er også kedelig privat.

LP: Du skal ikke gøre ret meget, før du er sjov. Det kan være en bevægelse. Jeg nyder at kigge på det, der er grundsjovt.
MB: Funny bones – hedder det sådan?
LP: Det er ikke ment sådan, at jeg griner, bare jeg kigger på dig.
MB: Nej, nej.
LP: Men der skal ikke så meget til. Du tænker ikke så meget over det. Som standup-komiker tænker jeg på, om en bestemt formulering får folk til at grine. Men det kan også handle om en stemning og en vane. Jeg ved jo ikke, hvor sjovt folk synes, det er. Jeg tror fx ikke, nogen synes, det er sjovt at gå og sige ’det er boller fra Kohberg’ efter ti år eller ’det er en ommer’.
Det er bare blevet en vane for folk. Så har vi noget sammen. Det er trygt, det er dansk.
MB: Ja, det husker vi.
LP: Netop dér synes jeg, at Monty Python og britisk humor har format. De lefler ikke og har en holdning til humoren. Det svarer til at sige: ’Jeg laver maden, og dem, der har lyst til at spise den, må gøre det’. I Amerika eller Danmark arbejder man ofte mere ud fra et: ’Vi har en ide om, hvad folk vil kunne lide’.
MB: Og så propper vi det ned i halsen på jer. Og så har I bare at grine. Her har I en pointe! Men nej, man vil gerne selv gå på opdagelse i humoren, og det er Monty Python rigtig gode til.
LP: Det handler om at have hjertet med og ikke tænke for meget over, om folk vil grine.
MB: Der er en balance mellem at være ligeglad med, hvad publikum tænker, og alligevel hele tiden have en tråd derud.

T1: Skal humoren gå til kanten og prøve grænser af i forhold til, hvad man kan tillade sig?

MB: Ja, for guds skyld.

LP: Det har jeg selv gjort i utrolig mange år. Jeg synes godt, det kan være sjovt. Men jeg tror også, det er begyndt at kede mig lidt, hvis det er at gøre grin med noget bare for at gøre det.

MB: Man skal opføre sig ordentligt. Man må ikke mobbe folk. Det vil jeg ikke.

LP: Jeg har i mange år sagt: ’Okay, jeg skal lave en set-liste, hvad skal det handle om … voldtægt, Afrika, handicappede – alt det, jeg ikke må, skal jeg gøre’. Det er jo netop for fortænkt. I dag synes jeg, det er mere interessant at vælge et emne, fordi jeg har oplevet noget med det, som er skægt. Ikke at man skal være tandløs, men det er en balancegang.

Martin Brygmann og Linda P. Foto: Emilia Therese

T1: Hvordan har I det med plat humor?

MB: Man må ikke begynde at lave noget humor finere end andet.

LP: Jeg synes ikke, man kan sige noget er klassisk eller plat. Det er også et definitionsspørgsmål. Monty Python er i sin helhed genialt, selvom der er platte scener. Hvis det virker, så virker det. Plat i mine øjne er, hvis man ikke giver sig tid til humoren.

MB: Så er plat det samme som dårligt?

LP: Ja, det er det, jeg selv har bestemt, det betyder.

MB: Måske er det platte bare det, der er enkelt.

LP: Der er fx mange, der ser mig og – fordi det er mig – siger: ’Linda, hvad er forskellen på …’ og allerede dér ved jeg, at jeg ikke kommer til at grine. Eller den der med ’To jyder går ind på en bar’. Man ved bare, når noget starter sådan, så er det ikke sjovt.

MB: Eller hvis det begynder med: ’Aj, jeg hørte den sjoveste historie’. Man vil ikke høre videre, for man ved, der kommer noget sjovt, man skal tage stilling til.

LB: Hvis jeg ved, folk forventer, jeg skal grine, bliver jeg allerede angst dér.

MB: Dengang vi lavede Lex & Klatten og Det Brune Punktum var det et oprør mod den pointesøgende humor. På det tidspunkt var der næsten ikke andet. Jeg kan ikke finde på noget mindre sjovt end det her med, at man starter en tur, og så ved man, at der for enden af turen kommer noget, man skal grine af. Bare det pres.

LP: I lavede også grin med standup på den ondeste, sjoveste måde. Det var virkelig skægt.

MB: Vi var lidt trætte af humoren på det tidspunkt og ville gerne have noget humor, hvor turen derhen er sjov – og så er det lige meget med pointen. Uden nogen sammenligning i øvrigt, så kunne Dirch Passer fortælle en joke på den måde. Det er hans måde at fortælle det på, der er sjovt, og nogle gange droppede han bare pointen og gik i gang med en ny historie.

T1: Er det forskellen på at sige noget sjovt og være grundsjov?

LP: Jeg sad lige og tænkte på Lex & Klatten og første gang, jeg så Martin. I sagde ikke til seerne: ’Nu skal I grine’. I havde jeres egen fest, og det var det, der var fantastisk.

MB: Man kan sige, vi sked på publikum. ’Nu vil vi bare gerne selv have det sjovt, og I må gerne grine med, hvis I har lyst’. På en måde føler man sig som publikum holdt udenfor, men samtidig er man inviteret ind, fordi det er inde i fjernsynet. Man kan bare gå på opdagelse i det. ’Hvad er det, de har det så sjovt med? Det rum vil vi gerne ind i’. Og for nogle er der låst. De kan ikke komme ind og ved ikke, hvornår de skal grine.

LP: Jeg tror, der er mange, der har det sådan. Alle har fx det familiemedlem, der sidder og griner til 90-års-fødselsdagen, hver gang han falder over hovedet. Det er trygt. Det er det, vi kender. Især for mange i den lidt ældre generation.

MB: Jeg kender det godt lidt selv. Jeg har den her ’One cross each’-scene med Michael Palin i Life of Brian, hvor jeg griner hver gang. Det er min 90-års-fødselsdag.

LP: Så er det, fordi han også er sjov.

Martin Brygmann og Linda P. Foto: Emilia Therese

T1: Hvordan har I det med at skulle forløse et materiale baseret på Monty Python?

MB: Det er lidt oldschool humor. Jeg var en lillebitte dreng, da jeg så det første gang sammen med mine forældre. Jeg var helt opslugt – det var fantastisk, for det var sygt, og der var ingen pointer. Jo, han slog ham med en fisk.

LP: Jeg levede af gode grunde ikke i slut 60’erne, hvor det slog igennem, men jeg har fulgt det siden genudsendelserne. Det første, jeg så, var fra Life of Brian, og det var så sort. Eller den scene fra Monty Python and the Holy Grail, hvor de har en ko-katapult. Det er dumt og plat, men det er det sjoveste i hele verden.

MB: Det var så nyt. Nu er det jo blevet en lille smule oldschool at smide med en ko…

LP: Lidt oldschool er heller ikke dårligt.

MB: Det synes jeg heller ikke. Vi skal kun gå med det.

LP: Spamalot-musicalen starter med 10 meget alvorlige munke, der slår sig selv i hovedet med en fisk. Jeg tænker, jo mere alvorligt vi kan tage, at vi har en scene, hvor vi slår os selv i hovedet med en fisk, jo bedre. Faktisk nærmest blive fornærmet, hvis nogen ville grine af det.

MB: Der var en installationskunstner engang i 1980’erne, der gik nøgen ind i et rum og slog på en dåse makreltomat. Det var det hele.

LP: Det er sjovt. Det er meget pointeløst.

MB: Det måtte man ikke synes var sjovt. Hun tog det meget seriøst. Det gør det ekstra sjovt, at man ikke må grine.

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #178 2017 under overskriften: Det er ligesom Laudrup, han skyder bare

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...