Kulturradikalismens møbelklassikere bruges som symboler på humanismens krise i forestillingen Fritz Hansen folket. Men en ellers fræk og frisk forestilling når aldrig frem til det vigtige: tolerancens deroute og tidens fokus på det nationale.
I september var der sommerfest for personalet i Illums Bolighus på Strøget i København. Ud på natten opstod en brand i trægulvet ved møbelmekkaets tagterrasse, ifølge politiets teknikere en såkaldt ”uforsigtighedsbrand”.
I timerne efter blev mange smukke designklassikere hærget af ild, røg og slukningsvand, og få dage efter slog bolighuset dørene op for et kæmpe brandudsalg, og Politikens udsendte rapporterede: ”En kø på en halv kilometer snørklede sig hen til Storkespringvandet, ned ad Købmagergade og helt ned til Rundetårn.”
Lasse Bo Handberg og Line Mørkeby har skrevet dette brandudsalg ind i Fritz Hansen folket – den ironiske, satiriske og sarkastiske kølhaling af den bedrevidende, kulturradikale elite, alle os med god smag, gode meninger, gode hensigter og gode møbler – men nu er der ikke længere tale om en uforsigtighedsbrand, men om en ildspåsættelse.
Plottet er alt i alt dette:
En ung performancekunstner får afslag på en ansøgning fra Kunstfonden samtidig med, at der kun kommer 136 mennesker til hendes forestilling. Hun konfronteres af Brigitte fra Næstved – en kvinde med folkestemme og fix, rød brille, der ikke kan forstå hvorfor samfundet skal bruge penge på kunst, som ingen gider se – og pludselig indser den unge performer, at hun ikke kan svare for sig. Kunsten har jo ingen nytteværdi, så hvordan argumenterer vi for dens nødvendighed?
Samme Brigitte fra Næstved er også den onde ånd for stykkets centrum, nemlig den kulturradikale inkarnation, Rune, der er far til performancekunstneren og fløjlsklædt kontorchef i en styrelse, der skal flyttes til fucking Esbjerg som en del af udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen. Hvad skal Rune stille op? Han bor jo så godt i sin 11 millionerkroners funkisvilla nord for byen, hvor han dyrker sin interesse for vin, jazz, kaffe og god smag.
Kontorchefen og kunstneren, far og datter, indser begge, at vindene ikke længere blæser deres veje. Samtidig er det blevet afsløret, at hendes kæreste, som er et vidunder af en jazzguitarist, slet ikke har skrevet sit gennembrudshit selv – han har plagieret det fra en polsk musiker!
De to kulturradikale drukner nu skuffelserne i dyr bourgogne sammen med endnu en af tidens tabere, en god ven af familien, der netop er blevet opsagt som teaterredaktør på Politiken (!). Hun har lige givet seks hjerter til sin gode vens datters ligegyldige forestilling, og pludselig gennemskuer den unge performancekunstner al råddenskaben i kulturlivet. Så futter hun Illum af i en radikal performance, og alle de kulturradikale designermøbler ryger på brandudsalg.
Alt ramler. Hvad gør Rune for at samle stumperne og redde den skrantende kulturradikalisme? Han fremmaner Georg og Edvard, de brillante Brandes-brødre, som i sin tid støbte kuglerne og erobrede scenen som de helt store fornyere, der slog vinduerne op for frisk luft i dansk kultur- og åndsliv. De træder ind på scenen med de gode, gamle paroler: Kritisk perspektiv! Kvalitet! Kunst som vejen til frihed! Også yngre husguder, PH og Rif, kigger forbi med deres flabede, arrogante, bedrevidende og elitære attituder.
Fritz Hansen folket hører naturligt hjemme hos Mungo Park, der har til huse i en gammel møbelmonteringshal (gaden har navn efter firmaet), hvor alle møbelklassikere blev fremstillet, og det tableauagtige stykke er friskt nok skrevet og gennemført godt spillet.
Henrik Prip præsenterer sig selv som ”en slags”. Han er en klassisk Humanist med stor H, og han rammer fra begyndelsen den privilegerede, kulturradikale kontorchefs type lige i røven med både præcision og (selv)ironi, særligt når han danser intellektuel jazz med komisk kropslighed. Samme træfsikkerhed i typebeskrivelserne har Mads Hjulmand og Anders Budde Christensen (som Brdr. Brandes), Nana Morks, Marianne Mortensen og Jonas Munck Hansen. Det er godt og morsomt, sikkert støttet af Morten Ærø som akkompagnatør.
At omformulere septembers uforsigtighedsbrand til et kulturpolitisk attentat i plottet, er frækt. Men samtidig understreger det begrænsningerne i Fritz Hansen folket. Humanismens krise i dag handler jo slet ikke om, at kvalitetsmøblerne ryger på brandudsalg. Det er et stærkt symbol, men slet, slet ikke der, hvor det brænder på. Der står jo stadig ellipseborde under PH-lamperne i hvert og hvertandet hjem her i landet, og man kan garanteret finde både Arne Jacobsens myrestole og Kay Bojesens aber hjemme hos Nye Borgerliges kandidater. Det kulturradikale møbelarvegods er velfærdssamfundets faste rekvisitter.
Nej, det som man med fordel kunne (og burde!) have taget fat på, er den immaterielle side af humanismens krise: tolerancens deroute, tidens faste fokus på det nationale, religionens stigende fylde i den offentlige debat, presset på ytringsfriheden, støjbergnismens gennemslagskraft, så vi her i verdens lykkeligste land ikke engang har en dør på klem for FN’s kvoteflygtninge længere.
Hvorfor tager forestillingen slet ikke fat på det? Hvorfor borer den ikke i det kulturradikale dilemma, når tolerancedogmet gør det svært at kritisere islams mørkemænd? Hvor står de kulturradikale, fanebærerne og fodfolket, der både elsker frisind og tolerance, mon i debatten om tørklæder og burkaer? Hvorfor får de kulturradikale ikke en opsang for at sidde med hænderne i skødet, mens præsterne taler kristendom og danskhed?
Møblerne kan sagtens være symbolerne, men i sig selv er de hverken vigtige eller i krise. Det jeg savner, er derfor et renere stykke om brandskadede idéer og principper. Alt dette er vigtigt på et helt andet niveau, for her handler det nemlig om samfundets grundlæggende værdier og vores selvopfattelse, og det rummer en fortælling om kulturradikalismens relevans, for som Edvard Brandes siger: ”Vores bevægelse har det bedst, når modstanderen er stærk”. Jeg er enig! Kulturradikalismen bør nemlig ikke være en magtbevægelse, men en oppositionsbevægelse.
Og nu vi er ved det, som forestillingen ikke er: Jeg savner bare en enkelt lille bitte akuthenvisning til disse dages stormfulde debat om sidste afsnit af DR’s Historien om Danmark, der som bekendt har fået læsterlige klø af både historikere og højreorienterede bloggere og politikere, som mener, at ”de kulturradikale” fik en urimelig central placering i episoden om besættelsestiden.
Fritz Hansen folket er en udmærket tur i troldspejlekabinettet. Men det tidsåndspolitiske materiale er væsentlig større, end forestillingen.
