Mød de Halfdanske hverdagshelte på Nørrebro Teater.

Fra den 2. december er livet en morgengave og sjælen et pilgrimskor på Nørrebro Teater, når den nye musikforestilling Noget om helte får premiere.

Noget om helte er bygget over Halfdan Rasmussens forunderlige og fantastiske verden og er en finurlig og billedmættet musikforestilling, som præsenterer to af Danmarks store stjerner Stine Stengade og Henrik Lykkegaard i et unikt samarbejde med skuespillerdebutanterne Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne.

Tilsammen udgør denne kvartet de Halfdanske hverdagshelte, der kalder til kamp med skarpladt kruspersille, rødbeder og pastinak. I Noget om helte giver de krop, sjæl og stemme til særligt udvalgte digte fra Halfdan Rasmussens mange Tosserier.

Samtidig er Noget om helte en nykomponeret, musikalsk hyldest til den folkekære digters muntre og poetiske univers. Et heltekvad til hverdagens små magiske øjeblikke og til alle de modige bangebukse, der bare helst “vil enes med hinanden og sig selv og ha’ det godt”.

Noget om helte. Pressefoto Nørrebro Teater

MEDVIRKENDE: Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Ida Nørby (cello), Mads Forsby (percussion) og Nørrebro Teaters Folkekor
TEKST: Udvalgte digte fra Halfdan Rasmussens Tosserier (syv samlinger, 1951-57)
INSTRUKTION OG MANUSKRIPT: Johan Sarauw
SCENOGRAFI OG KOSTUMER: Frederikke Dalum
KOMPONIST OG ARRANGØR: Adi Zukanovic
SPILLEPERIODE: 2. december 2017 – 7. januar 2018. Tir-fre kl. 20.00, lør-søn kl. 15.00
STED: Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N