Limfjordsteatret giver Nykøbing Mors og hele lokalområdet kulturel merværdi. Nu kommer kronen på værket i form af en helt ny teaterbygning til 30 millioner kroner.
For 16 år siden, tog Gitta Malling en skelsættende beslutning. Hun søgte – og fik – jobbet som teaterleder på Limfjordsteatret i Nykøbing Mors og flyttede hele familien fra København til Limfjordsøen.
“I København oplevede jeg, at det var svært at få fodfæste i de omgivelser, der ikke lige handlede om teater og indgå samarbejder med kommunen, erhvervslivet og forskellige institutioner. I stedet søgte jeg en større samhørighed og interaktion og mulighed for at forankre tingene. Det har jeg fundet her”, forklarer hun.
Gitta Mallings beslutning ændrede ikke blot hendes eget liv, men også Mors, for både teaterlederen og Limfjordsteatret griber ind mange steder i kommunen. For eksempel har Morsø Gymnasium i dag som det eneste i Danmark en særskilt drama- og musiklinie på A-niveau. Teatret samarbejder også både med det lokale pædagogseminarium, skoler, børnehaver og vuggestuer. På samme måde foregår der et livligt samarbejde mellem teatret, det lokale foreningsliv og den lokale handelsstandsforening, hvor Limfjordsteatret står for forskellige events. Og Gitta Malling er blevet en efterspurgt oplægsholder, når erhvervslivet og skolerne skal høre om kreative processer.
Scenekunsten skal have noget tilbage
“Jo mere, man arbejder sig ind på et område, jo mere bliver man spurgt. For mig er det imidlertid vigtigt, hvordan jeg kan bruge alt dette til at give noget tilbage til scenekunsten, som vi ellers ikke ville have fået.”
“Det fokus har vi mere og mere også på børneområdet. På den ene side har skolerne fokus på læringsmål, lige som jeg arbejder for at få eleverne gjort mere interesserede i teater. På den anden side er vi meget opmærksomme på, hvordan det samtidig kan give noget tilbage til teatret og ændre den måde, vi arbejder med vores forestillinger”, fortæller Gitta Malling og tilføjer:
“Limfjordsteatrets primære opgave er at levere forestillinger. Alt det andet er sekundært, men det interessante er der, hvor de to ting krydser, og det sekundære får indflydelse på det primære og omvendt.”
Mors vil kulturen
Hun er ikke i tvivl om, at Limfjordsteatret har været med til at tilføre Nykøbing Mors og hele lokalområdet ekstra værdi.
“Hvis man kigger på Mors udefra, så er der kommet en hel del mere kultur ind på alle parametre de seneste 10-15 år. Mors har forandret sig. Man vil gerne kulturen. Det kan godt være, at alle ikke kommer i teatret, på museum, på biblioteket eller til koncert i musikskolen, men alt i alt er holdningen, at det er vigtigt, og at kulturen gør, at byen og kommunen får værdi på en anden måde.”
“Det kan også mærkes på tilflytningen og udviklingen i kommunen. Før var der mange lukkede butikker, men det ser man ikke i dag. Og hvor man for 10 år siden fik én egnet ansøger, når man opslog en akademisk stilling, kommer der i dag typisk 50”, fastslår Gitta Malling.
På vej mod ny teaterbygning
Et meget synligt eksempel på, at Mors er blevet langt mere kulturel, er det årlige Kulturmøde, der har udviklet sig til at blive kunstens og kulturens ”Folkemøde”, og som i år havde næsten 23.000 besøgende.
“Det er ikke os, der har startet Kulturmødet, men det, at vi har været med til at skabe større samhørighed, smitter af på mange andre ting. Og vi har lige fra starten spillet en meget aktiv rolle både før og under mødet” siger Gitta Malling.
Et andet og meget synligt eksempel på Limfjordsteatrets betydning er, at teatret står foran at få en helt ny bygning, der ikke kun bliver til gavn for scenekunsten, men for hele lokalbefolkningen.
“Det er svært at tiltrække penge til Mors, så det har været et hårdt arbejde og taget 12 år at få finansieringen på plads. Til gengæld er jeg overbevist om, at den nye bygning kommer til at betyde, at mange af vores tiltag får endnu mere fart på. Det giver os ikke mindst plads og dermed mulighed for at trække flere af vores aktiviteter ind i huset. Det kommer til at give endnu større synergi mellem Limfjordsteatret og lokalområdet” slutter Gitta Malling.
Limfjordsteatrets primære opgave er at levere forestillinger. Alt det andet er sekundært, men det interessante er der, hvor de to ting krydser, og det sekundære får indflydelse på det primære og omvendt.
Skabte liv på Kulturmødet
Hos Morsø Kommune er man også glade for at have Limfjordsteatret og Gitta Malling i byen.
“Vi mærker det for eksempel omkring Kulturmødet, hvor Limfjordsteatret altid har gjort en kæmpe indsats. Da vi fik idéen, søgte vi penge fra Region Nordjylland, og jeg er ikke sikker på, at de ville have set i vores retning, hvis ikke det havde været fordi, vi har Limfjordsteatret, fortæller formanden for Morsø Kommunes kultur- og erhvervsudvalg Lauge Larsen, der også sidder som kommunens repræsentant i Limfjordsteatrets bestyrelse”. Han fortsætter:
“Det første år, da det hele endnu var helt nyt, kom der 5-6.000 gæster. Her var Limfjordsteatret virkelig med til at skabe liv på mødet og vise kulturen frem, så folk følte, at der skete noget, og fik lyst til at komme igen. Og teatret spiller stadig en stor rolle. De er blandt andet med til at udsmykke gågaden og skabe liv og aktiviteter omkring mødet. Hvis ikke, de var der, skulle vi ud og organisere det med nogen, der hverken kender byen eller lokalområdet, så det er en stor fordel.”
Der er ingen tvivl om, at kommuner med kultur, sælger til nogle befolkningsgrupper.
Kultur trækker tilflyttere til
Ifølge Lauge Jensen har byens egnsteater også gjort både Nykøbing Mors og Mors mere attraktivt for tilflyttere.
“Som et yderområder har vi problemer med fraflytning, men de seneste år har der været en tendens til, at faldet ikke er så stort, som det tidligere var. Der er ingen tvivl om, at kommuner med kultur, sælger til nogle befolkningsgrupper. Det gælder især højtuddannede, som selv stammer fra Nordjylland, og som vælger at flytte hjem til området igen” fastslår han.
En gruppe, som også har fået mere kig på kommunen, er de unge.
“Det, at vores gymnasium har drama på A-niveau som det eneste i Danmark, har tiltrukket unge fra andre dele af landet. Det var aldrig sket uden Limfjordsteatret og Gitta Malling, som gjorde et stort arbejde i forhold til at sælge ideen over for ministeriet. De fleste på teatrets egen talentlinje kommer da også fra drama-linien”, slutter Lauge Jensen.