#MeToo afsløringer fra lukket FB-gruppe bliver til teater

<strong>#MeToo afsløringer</strong> fra lukket FB-gruppe bliver til teater

Foto: Pixabay

Rie Hammer:

Rie Hammer er chefredaktør af ISCENE.dk og tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1.

Billedserie

Afsløringer om overgreb på kvinder i den kreative branche er blevet hverdagskost i medierne efter Weinstein-sagen og #Metoo-bevægelsen har rullet på Facebook. Nu afslører en lukket Facebook-gruppe, at lige så grove overgreb har gjort sig gældende for forholdene i den danske teater-, film- og tv-branche. To kvindelige kunstnere tog initiativ til at komme til bunds i en syg kultur – og det bliver nu til en reading.

Systematiske overgreb, fornedrelse og magtmisbrug har været en del af teaterbranchens hverdagskost for mange kvinder. Sådan lyder de barske ord fra Dorte Rømer, som sammen med instruktør Lærke Reddersen har taget initiativ til den lukkede Facebookgruppe #MeToo – #Stop stilheden. I gruppen har prominente kvinder fra branchen stået frem og fortalt om seksuelle overgreb og ydmygelser, og beretningerne bliver nu samlet og sat på scenen som en reading med håb om at få ændret en forkvaklet kultur. Det sker d. 10. december på Edison Teatret.

Grafisk illustration til Facebookgruppen #Metoo #Stopstilheden. Grafik: Jette Svane

På bare en måned har gruppen fået mere end 900 følgere, som deler beretninger og heftigt debatterer historierne – og bølgerne går højt, for ligesom i andre medier er der tvivlere og ”ta dig sammen”-udsagn repræsenteret blandt de mange barske beretninger, og det er lige nøjagtig, som det skal være, hvis man spørger Dorte Rømer: ”For der skal være plads til den brede debat, og der skal være plads til, at folk kan få mulighed for at reflektere over tingene”.

#MeToo ”kampagnen” har kørt længe i medierne nu og mange holdninger har været vendt i dagspressen, så hvad kan en reading være med til at rykke ved?
Dorte Rømer svarer prompte: ”Hvor svært kan det være at forstå, at man skal ku’ sige ja til et job uden lumre underhåndsaftaler og trusler om fyring, hvis man ikke makker ret. Det er dét, som er sagens kerne. Det her handler ikke om et klap i røven for 30 år siden. Det handler om systematiske overgreb, fornedrelse og magtmisbrug – og det er dén kultur vi skal gøre op med, én gang for alle.”

Dorte Rømer er en af initiativkvinderne bag den lukkede Facebookgruppe #Metoo #Stopstilheden. Foto: PR

Dorte Rømer ved, hvad hun snakker om, for hun har selv anmeldt en instruktør for voldtægtsforsøg. Det var helt tilbage i 2008, og politiet havde tre gange tidlige haft fat i manden, fordi kvinder mente, han havde begået fuldbyrdet voldtægt imod dem, men der var ikke beviser nok til at anlægge sag i mod ham. Lignende sager er nu kommet frem i Facebook-gruppen, hvor en fællesnævner for overgrebene synes at være, at de begået med en stab af vidende kollegaer, som har valgt at vende det døve øre til – så hvad kan en Facebookgruppes beretningerne på scenen gøre i forhold til det?

Dorthe Rømer er ikke i tvivl:

”Vi vil råbe kollegaerne op og få alle med på at sige stop. Vi er en branche, hvor alt går hurtigt og ofte er man bare en enkel dag på et job, hvor der hverken er en tillidsrepræsentant eller andet netværk, som kan gribe ind. Vi vil have stramme retningslinjer. Arbejdstilsynet har udarbejdet en manual for, hvordan man håndterer overgreb på arbejdspladsen – den skal dog tilpasses vores særlige arbejdsgange i film-, tv- og teaterbranchen og den strukturelle organisering håber vi at få sat i gang ved at give historierne synlighed.”

I Sverige og Norge har skuespillere, musikere og kunstnere stået frem og fortalt om lignende overgreb fra branchen. Tusinde beretninger fra hele Sverige blev bl.a. læst op, live-streamet på Aftonbladet i en fire timers marathon-reading, men på Edison gribes iscenesættelsen af historierne helt anderledes an.

Lærke Reddersen er den anden af initiativkvinderne bag Facebookgruppen #Metoo #Stopstilheden. Foto: Benny Rytter

”Vi (publikum) har hørt så mange af de her historier, og bliver immune overfor indholdet, hvis vi får den ene ulykkelige fortælling efter den anden læst højt. Derfor udvælger Lærke Reddersen nogle af de historier, som er dækkende for de overgreb, der foregår. Fortællingerne bliver bundet sammen af en historisk bue og bliver fortalt af fem forskellige skuespillere, som er castet, så de repræsenterer forskellige aldre og typer. På den måde bliver beretningerne fokuseret og nærværende for publikum, og kan afspejle de tendenser og problematikker som er i stedet for kun at fokusere på den personlige historie.”

Der er mulighed for at fortælle din historie i gruppen senest 1. december - eller send den i en PB eller på mail til Dorte Rømer: romer@soul-o.com eller Lærke Reddersen: laerke_reddersen@hotmail.com
Herefter udvælges de pågældende beretninger, der kan ses i en staged reading og debat på Edison d. 10. dec. kl. 15.00 - 17.00.

ISCENE vil være til stede til arrangementet og følge debatten efterfølgende. Arrangementet er offentligt og billetter til 50.- kan købes på www.dkbetal.dk

Se 1000 svenske beretninger på Aftonbladet her 

DET SKER DER NU:
I kølvandet op #Metoo-bølgen og afsløringer om seksuelle krænkelser indenfor teater- og filmbranchen, går 11 organisationer inden for branchen sammen for at sikre et bedre arbejdsmiljø.

De 11 organisationer som er gået sammen om initiativet, er Producentforeningen, Dansk Skuespillerforbund, FAF, Danske Scenografer, Danske Filminstruktører, Danske Sceneinstruktører, TIO, Danske Teatres Fællesorganisation, Danske Dramatikere, Projektstøtteudvalget for Scenekunst og Det Danske Filminstitut.

FAKTA:
Facebookgruppen #MeToo – Stop stilheden blev stiftet af Lærke Reddersen (instruktør) og Dorthe Rømer (skuespiller) for at skabe synlighed og indsamle historier fra kvinder i den danske film-, tv- og teaterverden, som har oplevet én eller anden form for seksuelt overgreb i forbindelse med deres arbejde.
Historierne bliver samlet og redigeret af Lærke Reddersen som gør dem til anonymiserede fortællingerne, der udmøntes i en staged reading og debat på Edison d. 10.12.2017.

Del artiklen

'#MeToo afsløringer fra lukket FB-gruppe bliver til teater'

Facebook