Instruktør og skuespiller Hans Rønne modtager Teaterpokalen 2017

<strong>Instruktør og skuespiller Hans Rønne</strong> modtager Teaterpokalen 2017

Hans Rønne modtog Teaterpokalen 2017 for sin instruktion af forestillingerne Slagballe Banke og Lev Menneske. Foto: Søren K. Kløft / Teateravisen.dk

Rie Hammer:

Rie Hammer er chefredaktør af ISCENE.dk og tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1.

Billedserie

Det var en meget glad og ydmyg Hans Rønne, der modtog Teaterpokalen 2017 for sin menneskevarme og karakterstærke instruktion af forestillingerne Slagballe Banke og Lev Menneske.

Teaterpokalen er Danmarks ældste teaterpris som hvert år uddeles af Foreningen for Danske Teaterjournalister. Folketeatret lagde traditionen tro lokaler til prisoverrækkelsen, og der var samlet en god kerne af dansk teaters kunstnere, da priserne blev overrakt tirsdag d. 5.12.

Hans Rønne modtog Teaterpokalen 2017, der blev overrakt af Anne Middelboe. Foto: Søren K. Kløft / Teateravisen.dk

Teateranmelder ved dagbladet Information, Anne Middelboe Christensen, holdt talen for Hans Rønne og begrundelsen af valget lød:

“Der er kun en teatermand i Danmark som Hans Rønne, hvis teater ofte foregår langt væk fra storbyen. I denne kunstners verden er der kun det ægte og sublime, og han insisterer på at bruge teatret til at skildre det, der foregår mellem helt almindelige mennesker. Hans Rønne er den teaterinstruktør, der forstår os almindelige danskere bedst lige nu. Som instruktør kan han noget ganske særligt med sine skuespillere. Han kan få dem til at spille så hudløst ærligt, at man tit tror, at det er deres egne hemmeligheder, de afslører i forestillingen”.

Hans Rønne takkede for Teaterpokalen og sagde blandt andet:

“Jeg har aldrig tænkt, at Teaterpokalen kunne have noget med mig og mit teater at gøre, og efter at have set kongerækken af tidligere pokalmodtagere gør det mig ekstra ydmyg at få prisen. Tusind tak. Men det er også lidt underligt at stå her helt alene og vifte med en pokal. Vi skulle jo være et helt fodboldhold, fordi vi altid har været så mange om at skabe forestillingerne.”

Tue Biering modtog prisen Teaterkatten, der uddeles til en opsigtsvækkende sceneinstruktør. Foto: Søren K. Kløft / Teateravisen.dk

Hvert år uddeles også Teaterkatten til en opsigtsvækkende sceneinstruktør, og i år var det Tue Biering, som modtog prisen. Teateranmelder på Berlingske Anne Liisberg begrundede valget af prismodtageren med følgende ord:
”Tue Biering – for ham er det jo, har siden sin debut i 2000 alene og i markante arbejdsfællesskaber, (…) præget det danske teaterlandskab med sine skæve, vilde og magiske produktioner, der med en legesyg og påhitsom variation ofte netop blander fiktion og virkelighed. Og det på et utal af måder. Biering flytter teatret ud af de trygge scenerum, han flytter vores kroppe rundt i fremmede mennesker stuer, han lister sig ind i vores tanker med popkulturens trygge genkendelighed og vipper os derefter mentalt med sine twists på de kendte referencerammer.”

Dagens tredje pris var Initiativprisen, som i år gik til Teaterøen. Redaktør på teateravisen.dk, Carsten Jensen, begrundede valget af prismodtageren og sagde blandt andet følgende:

“For i over ti år satte det turnerende børne-og ungdomsteater Asterions Hus gang i drømmen om at skabe et kunstnerisk arbejds- og frirum for teatre og projekter inden for alle genrer. Det blev i 2013 til den selvstændige og selvejende institution Teaterøen, der nu modtager Initiativprisen. Peter Kirk, Tilde Knudsen og Martin Ammundsen har skabt et rummeligt miljø, der emmer af foretagsomhed med egne forestillinger, gæstespil fra ind- og udland, jazzfestival, filosofiske samtaler og plads til folk fra socialt udsatte grupper.”

Peter Kirk og Tilde Knudsen der sammen med Martin Ammundsen vandt Initiativprisen for projektet Teaterøen. Foto: Søren K. Kløft / Teateravisen.dk

Årets seks nominerede til Teaterpokalen 2017:
Andreas Jebro, skuespiller, Erasmus Montanus (Aarhus Teater og Sort/Hvid)
Christine Albeck Børge, skuespiller, Transfervindue (Eventministeriet Skuespilhuset)
Hans Rønne, skuespiller og instruktør, Slagballe Banke (Teatret og Teateriet Apropos) og Lev Menneske (Teatret og Odense Teater)
Kirsten Olesen, skuespiller, Frøken Julie (Det Kongelige Teater)
Line Mørkeby, dramatiker, Jeg løber (Det Kongelige Teater)
Malene Melsen, skuespiller, Lev menneske (Teatret og Odense Teater) og Den indbildt syge (Odense Teater)

Med prisen følger 50.000 kr. samt Teaterpokalen, en skål i massivt sølv designet specielt til formålet af sølvsmed Manuel Sjødahl. Vinderen udråbes på prisuddelingen, der finder sted i starten af december.

FAKTA
Medlemmer af Foreningen for Danske Teaterjournalister er teateranmeldere eller teatermedarbejdere ved danske medier.

Foreningen administrerer tre årlige priser:

Teaterpokalen, Danmarks ældste teaterpris uddelt siden 1934. Prisen uddeles en gang om året til en teaterperson eller teaterinstitution, der har markeret sig med gode præstationer eller aktiviteter i årets løb. Med prisen følger en sølvskål fra sølvsmed Manuel Sjødahl samt 50.000 kroner, som gives af Statens Kunstråd.

Teaterkatten uddeles årligt til en opsigtsvækkende sceneinstruktør. Med prisen følger en lagkagekniv af sølvsmed Manuel Sjødahls samt 25.000 kroner fra Statens Kunstråd.

Initiativprisen er en pris på 15.000 kroner, som gives til en gruppe eller person, som har udvist et usædvanligt initiativ i det danske teaterliv.

Del artiklen

'Instruktør og skuespiller Hans Rønne modtager Teaterpokalen 2017'

Facebook