Kærlig mandehørm

<strong>Kærlig</strong> mandehørm

Hullet på Svalegangen i Aarhus. Foto: Anna Marin

Mette Garfield:

Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.

Billedserie

Hullet
frem til d. 16. dec
Teatret Svalegangen

Billedserie

Hullet
frem til d. 16. dec
Teatret Svalegangen

Forestillingen Hullet på Svalegangen i Aarhus er et vellykket nyt twist på det absurde teater og ikke mindst en rørende skildring af et venskab. Desværre er forestillingen præget af meget gammeldags kønsklichéer.

”Han har købt fransk”, råber Torben på drævent jysk til Flemming. De to har været venner, siden de var ganske små. De er gået igennem tykt og tyndt. Og nu graver de et hul sammen. Chefen har givet ordre til det. De ved ikke, hvad det skal bruges til, eller hvor dybt det skal være. Men de graver det sammen.

Referencerne til det absurde teaters sværvægter Mens vi venter på Godot (1949) af Samuel Beckett er klare i teatergruppen Von Badens opsætning Hullet på Svalegangen i Aarhus. De to mænd, iført klovnenæser for at pointere komikken, venter ikke endeløst og meningsløst på en Hr. Godot, men graver i stedet et meningsløst hul. Et arbejde, der ser ud til at kunne fortsætte i ét væk.

Forestillingen Hullet. Foto: Anna Marin

Kønsroller
De to venner taler selvfølgelig med hinanden, mens de graver, eller det vil sige flytter sække rundt, hvilket også bliver forestillingens simple scenografi. De taler om alt og ingenting, præcis som kvinder gør. De taler om følelser, relationer, arbejdet, det alvorlige ved livet og småting, der optager dem eller går dem på. De bliver både vrede på hinanden og husker hinanden på deres lange venskab. Torben fortæller fx sin bedste ven, at hans søn har købt en fransk bil. Og spørger til, hvad det mon kan betyde? For Torben kører jo selv en ’tysker’. Kan hans søn mon være til… spørger han indforstået og vifter med håndleddene.

Det er bestemt forestillingens minus, at teksten af Brian Wind-Hansen er så gammeldags i sin kønsopfattelse. Som om mænd i dag, som Torben, er homofobiske, ude af stand til at lave mad og ikke ved, hvordan, de skal være tæt på deres sønner?

Et rørende venskab
Derimod er det rørende, almenmenneskelige portræt af et livslangt venskab gestaltet af Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergard, der heldigvis får spillet sig varme halvvejs, forestillingens force. Her kan alle køn genkende sig selv. Konflikterne, den dagligdags fortrolighed, gentagelserne, misundelsen, glæden, det man kun taler rundt om, men begge ved, hvad betyder, drillerierne – de fineste kvaliteter ved at have kendt hinanden længe. Så længe at selv noget af det mest utilgivelige mellem venner generøst og storsindet afslutningsvist i forestillingen bliver forstået og godtaget.

Cellist Josephine Opsahl. Foto: Anna Marin

Gennem hele forestillingen spiller den fremragende cellist Josephine Opsahl sin egen komplekse musik. En musik, der snart er drilsk legende og snart melankolsk klagende. Musikken er ikke kun et stærkt (og klichéfuldt) billede på det kvindelige, men giver desuden endnu en eksistentiel dybde til forestillingen.

Det absurde i livet
For Hullet spørger ligesom dens klassiske forgænger Mens vi venter på Godot eksistentielt til de store spørgsmål i livet: Er der overhovedet en mening med det hele? Er det ikke bare fuldstændig absurd meningsløst?

Torben og Flemming spørger til, hvad meningen mon er med hullet? ”Hvad mon det skal bruges til?”, spørger de pludseligt skrækslagne hinanden. Hullet kunne være en grav, og døden bliver på den måde antydet. Døden, som gør livet meningsløst og ligegyldigt, men samtidig også giver mening. For så handler det om at få det bedste ud af livet, at få det bedste ud af hinanden, mens vi er her.

Von Baden kan altså også gå mere litterært, klassisk til værks modsat deres aktuelle forestillinger som fx Under Gud, over Loven, frit inspireret af skandalen om overlægers misbrug af forskningsmidler på Rigshospitalet. Men det ville klæde dem at opdatere ’manden’ lidt længere frem end til 1950’erne.

Medvirkende: Frederik Meldal Nørgaard, Henrik Vestergaard
Tekst: Brian Wind-Hansen
Instruktion: Morten Lundgaard
Scenograf: Laura Rasmussen
Musik: Josephine Opsahl
Cellist: Josephine Opsahl
Producent: Von Baden

Del artiklen

'Kærlig mandehørm'

Facebook