Rim & Rasmussen

<strong>Rim</strong> & Rasmussen

På billedet (fra v): Anne Sofie Wanstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Stine Stengade, Henrik Lykkegaard. Foto: Büro Jantzen

Klaus Rothstein:

er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.

Billedserie

Det er et vidunderligt litterært materiale, som Nørrebro Teaters musikforestilling hviler på. For så vidt er Johan Sarauws instruktørdebut fnugfri. Men det er nok også det bedste, man kan sige. Til gengæld kan man heller ikke rigtig sige noget alvorligt vrissent. Noget om helte hverken vælter eller rejser sig.

Det handler om Halfdan. Manden, som vi alle er på fornavn med, selvom han på ingen måde fremstod folkelig. I sin levetid var han måske snarere lidt sky og tilbagetrukket fra offentligheden, men når han skrev, havde han en omverdenskontakt af guds nåde. Ingen kunne som Halfdan træffe høj og lav, barn og ung, og hans legendariske Børnerim med Ib Spang Olsens geniale illustrationer, er kanonisk folkeeje.
Side om side med børnerimene står i forfatterskabet Tosserier, primært fra 50’erne, som måske bedst kan karakteriseres som børnerim for voksne. Her går rimets tekniske mesterskab op i en højere enhed med kulørt og kuriøs fortælleglæde, kulminerende med en pointe, der gør tosseriet til mere, end blot en tossestreg, for ingen anden forfatter har som Halfdan et digterregister, der spænder så suverænt fra en angst og andagtsagtige alvorlighed til det frigjorte, forelskede og frivole fjolleri.

På billedet (fra v): Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup, Stine Stengade, Albert Stein Ankerstjerne, Nørrebro Teaters folkekor. Foto: Büro Jantzen

Det er altså et vidunderligt litterært materiale, Johan Sarauw har kunnet sammensætte sin musikforestilling af, og han har valgt klogt og godt i den generøse mængde af sjov, charmerende, satirisk poesi. I forestillingens program taler instruktøren varmt og loyalt om Halfdans digte, men en enkelt udtalelse foruroliger og irriterer mig: ”Jeg vil påstå at han var fortidens Malk de Koijn,” siger Johan Sarauw, som dermed fremstår både taktløs og fuldkommen blottet for litterær sans. Hvor Halfdan knejser på en sprogtinde, skriver de andre jo fra en afgrund.

Well, lad nu ikke det faux pas ligge forestillingen til last, for det kører jo meget muntert derudad deroppe på scenen, hvor komponist og arrangør Adi Zukanovic har sat tosserierne vellykket i musik, og Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne virker som om de er oprigtigt glade for at gå på arbejde i aften. Alle fire spillere – to sikkert spillende rutinerede og to ganske lovende debutanter med sjovhedspotentiale – er klædt som kloner af Halfdan med den markante kunstnerbrille og det stålgrå hår. Det samme er hele Nørrebro Teaters Folkekor, der synger med hist og her. Det vrimler med identiske Halfdaner, og det er fint nok, når først man lige vænner sig fra at genkende en sølvstænket Andy Warhol i mængden.

På billedet: Stine Stengade. Foto: Büro Jantzen

Påtrængende underfundighed
Det er tydeligt at hensigten er at skabe sjovhed og charme, og selvom jeg aldrig rigtig griner – det er der mange andre, der gør! – over den folkelige lethed i instruktionen, som til tider virker som en blanding af fjollet revy og gadeteater, er jeg ikke decideret irritabel, som jeg ellers har let anlæg for, f.eks. da Nørrebro Teater i fjor viste et beslægtet stykke, Benny Andersens Svantes lykkelige dag.

For et par år siden spillede Det Flydende Teater en forestilling om de unge digtere fra besættelsestiden, vennerne Morten Nielsen, Halfdan Rasmussen og deres kreds. Her fremstod Halfdan som et skvat, der foragtede sin egen tilbøjelighed til at rime – som om Morten Nielsens lyrik var finere. Den foragt er fiktiv. Halfdan kendte sine egne børnerims værd, og Tosserier, som er skrevet med et uforligneligt mesterskab, der gjorde ham fuldkommen suveræn som rimdigter i dansk litteratur.

På billedet: Anne Sofie Wanstrup. Foto: Büro Jantzen

Noget om helte pjatter mere, end nødvendigt er. Det hele er jo i teksterne, og jo mere genialiteterne skal ageres og illustreres, jo mere anstrengt bliver det. Det kan gøres elegant og godt, som i det fremragende Noget om lige og skæve, der er en rundtur i verdensbefolkningernes særegenheder, virkelig godt spillet med fremragende accenter. Men – apropos lige og skæve – er det ikke alt, der rammes med samme præcision. Måske skyldes det en ung mands overinstruktion. Måske skyldes det, at den påtrængende, villede underfundighed hænger i væggene på Nørrebros Teater. Nu har vi haft musikalsk-litterær folkelighed med Benny og Halfdan, der begge blev fælleseje, selvom de oprindelig var elitære. Who’s next? Møllehave? Med præstekrave og bowlerhat?

MEDVIRKENDE
STINE STENGADE, HENRIK LYKKEGAARD, ANNE SOFIE WANSTRUP, ALBERT STEIN ANKERSTJERNE OG NØRREBRO TEATERS FOLKEKOR SAMT MUSIKERNE IDA NØRBY (CELLO) OG MADS NØRBY (PERCUSSION)

TEKST: UDVALGTE DIGTE FRA HALFDAN RASMUSSENS "TOSSERIER"
INSTRUKTION: JOHAN SARAUW
SCENOGRAFI OG KOSTUMER: FREDERIKKE DALUM
KOMPONIST OG ARRANGØR: ADI ZUKANOVIC
KOREOGRAFISK KONSULENT: KASPER RAVNHØJ

Del artiklen

'Rim & Rasmussen'

Facebook