Hvad skal der til for at få bøger, film og tv til at blive til teater?

Anne Liisberg:

Anne Liisberg har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner.

<strong>Hvad skal der til for at få</strong> bøger, film og tv til at blive til teater?

Forestillingen Eksil på Teater Nordkraft.
Foto: Christian Skjødt

Hvordan får man et oplæg fra en bog, film eller tv-serie til at blive til teater. Dramafronten satte fokus på adaptioner i efterårets sidste Køkken Soirée på Teater Sorte Hest i København, og ISCENE, der tidligere har skrevet om sæsonens mange opsætninger (læs HER), var derfor også med. Læs her tre dramatikeres meget forskellige bud på en vellykket transformation.

Dramafronten er et netværk af professionelle teaterfolk med primært fokus på dramatik og dramatikere, der arbejder med udvikling af ny dansk dramatik på forskellige måder, bl.a. på køkken soirées, hvor inviterede dramatikere fortæller om deres eget arbejde og om andre dramatikere, der inspirerer dem. Salonsamtalerne kaldes køkken, fordi det handler om ingredienserne. Hvordan og med hvilke elementer blander man så at sige en god dramatik?

Netværkets kunstneriske leder, instruktøren Rhea Leman, åbnede salonen med at pointere, at formålet med samtalerne er et positivt møde om faget dramatik, og selvom den åbne del af snakken sidst på aftenen næsten uundgåeligt kom til at handle om manglende støtte til nyskreven dansk dramatik, holdt Leman og de tre indbudte dramatikere, Line Mørkeby, Andreas Garfield og Claus Flygare, øjet på bolden og udfoldede positive og negative sider i adaptionsarbejdet gennem tre ret forskellige forløb med at omskrive et værk til scenen.

Line Mørkeby var først på banen med sin helt aktuelle adaption af den hyper-hypede norske multimedie-serie SKAM på Teater Aveny-T. Hypen kunne nok få enhver til at ryste på dramatikerpennen, men som Mørkeby senere pointerer, var netop genkendelighed ”… en kæmpeting i det her. Publikum kender jo figurerne oppe på scenen”. Det skabte en stemning som til en rockkoncert ved netop denne forestilling, men gælder jo også klassikere for andre publikumsgrupper. De tre dramatikere er enige om, at genkendelighed er et væsentligt parameter i teatrenes repertoirelægning. Adaptioner af kendte værker fra andre kunstarter er ligesom klassikere sikre succeser, fordi de sælges i forsalg på originalens succes, og som både Garfield og Mørkeby gentog flere gange, giver det ikke mening at ændre et mesterværk. Garfield oplevede derfor også sig selv mere som et værktøj end en skaber, da han omsatte Jakob Ejerbos Eksil til Teater Nordkraft.

Det gav ham ikke lyst til at adaptere flere bestsellers, mens Mørkeby, der pointerede at arbejdet var udviklet i samarbejde med instruktør og scenograf, synes det svære var at holde igen med at teatralisere, men senere fandt meningen i forestillingen i tilskuernes dedikation.

NRK, der har skabt serien, havde givet teatret frie hænder til reteatraliseringen, og en af de store udfordring var bl.a. at vælge nogle karakterer fra, da der var et mindre antal spillere til rådighed.
Samme spiller-begrænsning stødte Claus Flygare på, da han kastede sig ud i at adaptere Kaspar Colling Nielsens monstrøse dystopi-roman Den Danske Borgerkrig 2018-24 til Nørrebros Teater i sidste sæson.

Forestillingen Den danske borgerkrig på Nørrebros Teater. Foto: NBT Pressefoto

Romanen kører i flere tidslige spor og er desuden fyldt med enkeltstående anekdote-agtige sekvenser. Flygare skar med hård hånd i de sidstnævnte ud fra filosofien: ”Jeg gider ikke engang se den scene”. Det var der andre, der gjorde, så nogle af de fraskårne småhistorier kom ved instruktørens mellemkomst alligevel med. Flygare måtte skrive hele forestillingen om, da der med kort varsel alligevel ikke var råd til det aftalte antal skuespillere. Hans oplevelse af en mindre god proces er knyttet til den prioritering kombineret med en meget kort prøveperiode med en del omskrivninger.

I arbejdet med Eksil var temaet svigt, hvilket Garfield brugte som udvælgelsesprincip. For at undgå romanens monologiske jeg-fortæller installerede han en fjerde væg som en måde at give teksten mere krop, men da instruktør og scenograf samtidig indførte forskellige metalag, blev “det lidt en mærkelig opgave, fordi der endte med at være flere tandhjul end forventet”. Garfield oplevede, at det var svært at finde fokus og da han tilmed opdagede, at han heller ikke brød sig om hovedkarakteren eller Ejersbos stil, endte han med at arbejde sig igennem, og de to andre er helt enige med ham om, at de helst skriver egne ting, men at det kræver, at de selv tager initiativ, da i hvert fald de større teatre ikke efterspørger den økonomisk usikre nyskrevne dramatik.

Leman har bedt de tre give et eksempel på andres adaptioner, som de selv kunne lide. Garfield har valgt en omvendt adaption – altså fra scene til filmlærred – Tony Kushners prisvindende Angels in America om AIDS og homoseksualitet i 80’ernes USA. ”Same words. Different language”, siger Leman og opsummerer dermed, hvad en vellykket adaption laves af. Angels in America er et vidunderligt, ordrigt drama, som Mike Nichols i 2003 omskabte filmisk, bl.a. ved via klipning at gøre den mere visuel. Kushner og Nichols arbejdede tæt sammen om adaptionen, der også bevarer ganske teatrale elementer, bl.a. at skuespillerne spiller flere forskelige karakterer.

Mørkeby havde egentlig også valgt Angels in America, så der er bred enighed om, at den er et særligt vellykket adaptions-eksemplar. Hun måtte dog finde på noget andet og har valgt Tue Bierings adaption af Pretty Woman, som konverterede feel good-filmen til en helt anden virkelighed blandt Vesterbros prostituerede og dermed blev til et nyt værk med en noget anden præmis end originalen. Samme kunststykke, hvor sceneversionen siger det modsatte af forlægget, har Biering gentaget i ny form med denne sæsons Rocky på Husets Teater.

Flygare er så langt fra nyere amerikansk dramatik, man næsten kan komme, og peger i stedet på den italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolinis adaption af Mathæusevangeliet. Flygare taler os igennem åbningsscenen og viser, hvordan Pasolini med en reportageagtig billedstil centreret om landskab, mimik og talende blikke tilfører historien alle de menneskelige følelser og omkostninger, som kun ligger implicit i Bibelens ganske tørre tekst.

Adaptioner er altså ikke en ny foreteelse, og der er enighed i panelet om, at det kan være udmærket for dramatikere at skrive dem, men at det ikke skal være den eneste måde. Samtalesalonen afrundes med spørgsmål fra salen, der også mest retter sig mod ønsket om at få mere nyskreven dramatik på scenerne. Leman undrer sig over, at man i Danmark ikke flytter succeser fra små scener op på større scener, som man gør mange steder i udlandet, mens Flygare pointerer, at der er masser af ny dramatik i vækstlaget og på de mindre scener – og publikum til det. Krisen for ny dramatik er knyttet til de store scener, der skal have mange ind for at få fabrikken, dvs. de mange udgifter, til at køre og derfor vælger den genkendelige adaption fremfor at indgå i det langt mere usikre og tidskrævende arbejde med at udvikle et værk fra bunden.

Denne Køkken Soirée kan høres som podcast og Dramafronten vender tilbage med nye soirées til foråret. Arrangementerne er særligt henvendt til netværket, men åbne for alle, der har lyst til at blive klogere på dramatikerens arbejdsgebet.

Del artiklen

'Hvad skal der til for at få bøger, film og tv til at blive til teater?'

Facebook