Dansk teater 2017 var en fortryllende tour de force af fede forestillinger, foldet ud i alskens fascinerende formater. Her blev leget med køn og klassikere, så både Holberg og Hamlet nåede nye kunstneriske højder. Klassiker-debatten fik nyt liv med Morten Messersmith som bannerfører, og det var året, hvor film og tv-serier foldede sig ud på scenen og blændede op for helt nye sider af historierne, mens dansk dramatik tog livtag med virkeligheden i rå, poetiske, sorgfulde og vildt underholdende fortællinger.
Film og tv på scenen – unge vil i teatret
Dansk teater er dritkul og nutidens unge vil gerne se med. Det var i alt fald de erfaringer som holdet bag super-succesen SKAM (Aveny-T) høstede, efter verdenspremieren på teaterversionen af årets mest hypede tv-serie.
Over hele linjen var film, tv og ikke mindst tv-serier afsæt for en hulens masse af årets forestillinger, og der var masser af forfriskende fornyelse i de gamle forlæg.
En leg med køn og klassikere
På Det Kongelige Teater, kæmpede Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov sig sofistikeret gennem ægteskabets fortrædeligheder som ægteparret Johan og Marianne i Bergmans tv-forlæg Scener fra et ægteskab. Hver et ord blev endevendt indtil sex og samliv var snakket totalt ihjel. Med et moderne greb var der blevet byttet om på rollerne, så kvinden fik mandens replikker og vice versa, hvilket betød at Marianne, modsat tv-forlægget, endte med at forlade mand og børn for egen vindings skyld. Her var den moderne kvinde, aldeles selvstændig og fuldstændig frigjort fra fordums familie-konventioner.
I Othello (Det Kongelige Teater) var der også byttet om på kønsrollerne, så Shakespeares mandlige maurer trådte i karakter som en kampklar lesbisk general i skikkelse af skuespiller Lila Nobel. Pointen med køns-rokeringen blev desværre aldrig helt klar – at kvinder og mænd er lige barske? Tja jo, hvorfor ikke, men var det bare det?
Kan #Metoo favne indholdet?
Lagt mere køns-traditionelt stod det til i musicalens verden, hvor også film-forlæg var til at spore blandt de store publikumssucceser, som på bedste blockbustermanér blændede op for skuespil, sang og dans i verdensklasse.
Silas Holst og Amalie Dollerup dansede sig lykkelige i hinandens favn, som de unge fra storby-slummen, til toner af Bee Gees gedigne popklassikere i Saturday Night Fever (The One and Only Company). Mens Maria Lucia og Carsten Svendsen sang og charmede så ikke et øje var tørt i Annie Get Your Gun (Det Ny Teater).
Begge musicals rummer et temmeligt kønsstereotypt karakter-galleri, hvilket ikke nødvendigvis er en hæmsko for den fede oplevelse eller høje kunstneriske niveau. Men i disse #Metoo-tider gibber det alligevel noget, når Saturday Night-helten Tony spørger Annette, efter en gruppevoldtaget, om: “det virkelig er sådan en pige hun vil være?”. Ah hvad?…
Og hvad med hende Annie? Kan hun ikke snart pløkke kuglen i plet, og overbevise ham charlatanen om, at ligestilling er en del af den moderne verden og han godt kan pakke sit macho-mindreværd af vejen, når nu han oprigtigt elsker hende?
Man kunne måske foreslå at #Metoo-bevægelsens ideologi også kunne favne indholdssiden i fremtiden?
Ny dansk dramatik har greb i virkeligheden
Langt fra filmens forlæg og den kønnede kamp, men med rødder i virkeligheden tordnede Fredericia Teater igennem, med deres nyskrevne blockbuster musical Seebach. Her kom mere end 100.000 tilskuere i teatret, for at se den folkekære fortælling, om familien Seebachs opgang og nedtur. Der var nærmest dømt fællessang til de fleste af forestillingens hits, hvor musikken også fungerede som fortællingens mentale bindeled mellem far og søn. Det var en hjertevarm fortælling om musik som sammenhold og troen på, at stærke familiebånd klinker alle skår.
Fortællinger fra virkeligheden var en tendens i flere af årets nye tekster.
Overvindelse af sorg var fx det bærende tema i dramatiker Line Mørkebys poetiske og rå fortolkning af Politiken-journalist Anders Legarths barske fortælling om at miste sin datter til kræft i Jeg løber (Det Kgl. Teater og Systemet). Her stod skuespiller Anders Juul hver aften på scenen og løb ni kilometer, som manden der forsøgte at flygte fra døden, mens han løb sig vej tilbage til livet.
Også Teater V tog livtag med virkeligheden i dramatiker Andreas Garfields fascinerende fortælling om magt-imperiet Tvind – the musical. Her var drømmen om at skabe en bedre verden den livgivende drivkraft for de håbefulde unge, indtil magten korrumperede, tvivlere blev ekskluderet og individer brød sammen. Men er vor individualiserede samtid et bedre valg? Forestillingen bandt elegant tråd fra fortid til nutid, med en række åbne spørgsmål om såvel samfundsstruktur som moderne moral.
På Grob var den personlige fortælling i centrum, da skuespiller Paw Henriksen boksede sig frem på scenen med den personlige monolog Mig og Tyson. Her blev skuespillernes privatliv, med en opvækst i forstads-Danmark og en bristet drøm om at blive professionel bokser, afsæt for fortællingen, som blev ekstrem intens, da han mod slut trådte ind i salens boksering og face to face med en “ægte” bokser, tog kampen op – pludselig var det ikke længere teater, men virkelig nævekamp – eller var det? Det var i alt fald en vild oplevelse.
På Holbæk Teater gik de skridtet videre, og lod i The Life Game et hold skuespillere spille en privat persons virkelige historie, mens vedkommende selv sad på scenen og kunne korrigere fortællingen undervejs.
Og i Aalborg blev virkelighedens flygtningeproblematik ekstremt nærværende, da dramatiker Julie Maj Jakobsen spejlede Europas fremtid i en fortælling fra nærmiljøet, og lod en gruppe syriske flygtninge indtage parkeringspladsen foran en motorvejscafe i Aftenlandet (Aalborg Teater).
Klassiker debatten – igen igen
Klassiker-debatten, med den udødelige diskussion af “hvem må gøre hvad med de gamle tekster”, blussede op igen med Holberg som hovedaktør, da både Aarhus- og Det Kongelige Teater pustede, liv i de gamle tekster. Aarhus Teater tonede røde lamper og Reumertpriser, mens publikum i alle aldre, skreg af grin, til Christian Lollikes hæsblæsende morsomme modernisering af Erasmus Montanus. Her var verden endimensionel og flad, i form af sort/hvide papkulisser mens Lollike brugte teksten som satirisk indspark i nutidens politiske samfundsdebat.
Mindre morsomt var Holberg på Det Kongelige Teater, hvor den tyske stjerneinstruktør Herbert Fritsch forvandlede Maskerade til et veritabelt inferno af indholds-forfjamsket falde-på-halen komik og hysterisk overspil. Det professionelle hold af toptunede skuespillere forsvarede projektet med næb og kløer, men kunne ikke redde tyskerens udsyrede ideer. DF’s Morten Messersmith, der var udsendt som anmelder for Berlingske, anklagede efterfølgende Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov for at “slå et nationalklenodie ihjel”, mens Kirkskov svarede tilbage, at: “vi spiller levende teater, som forholder sig til, hvad der er sket i verden, også inden for kunsten, siden den tid, Messersmiths nationalromantiske våde drøm foregår i.”
Holberg overlever nu nok et tysk galematias-greb, om ikke andet så beviste den aldrende komediant, at han stadig har et ord at skulle have sagt i vor moderne samtids-debat.
Film som forlæg
Mærkeligt nok ramte debatten ikke de mange brug af film-forlæg, da instruktør Tue Biering fik dekonstrueret boksefilmen Rocky i forestillingen af samme navn på Husets Teater, så folk udvandrede på stribe, mens instruktøren selv modtog hæder og priser for forestillingen. Oplægget var temmelig tro mod filmen og fortalte om Rocky, som mod alle odds sejrer over sit eget mindreværd og sociale arv, hvilket skuespiller Morten Burian fik vist ved bl.a. at tæske løs på en død svinekrop, indtil han selv hang der som et dødt stykke kød. For hvad nu hvis det er os selv, altså kultureliten, som skal bekæmpes, og ender der som en død klump kød? Spurgte instruktøren, og lod virkelighedens DF’er Cheanne Nielsen træde ind på scenen og give sit bud på indvandrernes status i dagens Danmark. Det var mere end flertallet af publikum ville lægge øre til, og mange forlod salen, bl.a. en dame med ordene “Det her har jeg ikke betalt for”.
Men hvad koster den rette mening? Dansk teater er ej blot til lyst – det er en stemme i samtidsdebatten, et ophav til eftertanke, glæde, eskapisme og kunstnerisk udfoldelse.
Og nu gælder det bare om at hænge på, for næste sæson bugner af spændende forestillinger – og det går i gang lige om lidt.
På gensyn i teatret.
