”En lun komedie om at blive ældre” kalder Folketeatret selv forestillingen I sidste øjeblik, men hvor ”lunt” er det lige at muntre sig over tre kvinders begyndende demens og savn efter fortidens forlystelsesfulde tider? Lisbet Dahl er i særklasse suveræn som den rødvinsforslugne enke, men historien er for tynd til rigtig at fænge.
Der sidder de så, enken Marianne (Lisbet Dahl) med veninderne Solvej (Elsebeth Steentoft) og Anne-Louise (Sonja Oppenhagen), til den ugentlige mandags-bridgefrokost og bæller rødvin, mens de snakker om bridge, begravelser, sex og gamle dage. Fjerdemanden i bridge er død, og som substitut kommer enkemand Per (Joen Bille). Han kan godt nok ikke spille kort, men derimod sætte lidt fut i de aldrende kvinde-hjerter. Og det kan den unge mand fra kommunen handy-Stefan også, for en kvinde er jo intet uden en mand – eller hvad? I al fald går en stor del af snakken om fortidens afdøde mænd, som er savnet og begæret, og der er stadig knaster i venindeforholdet efter en oldgammel utroskabssag – tiden læger åbenbart ikke alle sår.
Og tiden er kun til låns, for alderen trykker og (alkohol)demensen er ved at sætte ind, så kagerne til dessert kommer aldrig på bordet, for de er blevet proppet ind i rengøringsskabet. Men er det morsomt? Forestillingen er jo ikke en farce, men en komedie med psykologiske karakterer, vi skal holde af, og hvor sjovt er det lige, at hukommelsen svigter, døtrene ikke ringer og Marianne sidder til ”lyden af en larmende ensomhed” i sin alt for store og dyre lejlighed, hun ikke har råd til at beholde? Det kunne måske være morsomt, hvis der var noget livserfaring på spil, men de luftige replikker, klichéskarpe karakterer og historien, der aldrig stikker dybere end one-liners med info a la ”jeg har ingen kontakt til min datter”, giver ikke meget stof til eftertanke.
Heldigvis er holdet på scenen nogle af dansk teaters sejeste powerkvinder, som efter livslag erfaring ikke lader sig afskrække af en lidt luftig tekst. Lisbet Dahl har rollen, som den rødvinsforslugne frokostværtinde Marianne – og tak for det, for hun er sjov.
Lisbet Dahl kan, som ingen anden i dansk showbiz, tage scenen i ejerskab og favne hele salen med sit karakterskarpe vid og satirisk stærke greb om rollen, og det gør hun også her. Marianne bliver i Lisbet Dahls fortolkning en underholdende furie, der giver veninder og ungdom kamp til stregen og heldigvis ikke helt har mistet livsmodet endnu.
Elsebeth Steentoft kæmper en brav kamp som den teenage-agtigt sexfrustrerede pensionist Solvej, Sonja Oppenhagens duknakkede Anne-Louise er øretæve-indbydende overbevisende i al sin føjelighed, Joen Billes fint afdæmpede enkemand er et underholdende modspil til Solvejs krasbørstige frierier, Jeanette Binderup-Schultz er fin i minirollen som den karrierestresse datter, og Søren Bang Jensen er charmerende sød som handymanden Stefan. Sammen er de et stærkt hold og med Lisbet Dahl som kaptajn(inde) får de sammen navigeret forestillingen fint i land.
