Danseduoen Don Gnu får aarhusiansk teaterpris

<strong>Danseduoen Don Gnu</strong> får aarhusiansk teaterpris

DON GNU A snowball's chance in hell Foto: Christoffer Brekne

Lene Grønborg Poulsen:

er kulturjournalist og bachelor i Dramaturgi samt Cand.Public i analytisk journalistik. Medlem af Reumert-Juryen.

Billedserie

Det blev de lokale helte Don Gnu, der løb med Publikumsprisen for forestillingen A Snowball’s Chance in Hell, da aarhusianske teaterpriser blev uddelt fredag d. 19. januar hos Performing Arts Platform. Herudover modtog Jesper de Neergaard Scenekunstprisen for sit arbejde med både Entré-Scenen og senere Bora Bora i Aarhus.

For femte år i træk uddeler Performing Arts Platform i Aarhus byens scenekunstpriser – Publikumsprisen og Scenekunstprisen – for at sætte fokus på lokale og store teaterpræsentationer.

Selskabet var fornemt i konkurrencen om, hvem der kunne kalde sig for publikumsfavoritten i byen. Her kunne aarhusianerne stemme på fire udvalgte forestillinger. Det blev dog Don Gnus A Snowball’s Chance in Hell, der løb med sejren foran Erasmus Montanus på Aarhus Teater, Teater Refleksions Gerdas Rejse samt Den Gode Vilje på Aarhus Teater.

Gerdas rejse. Foto: Christophe Loiseau

I forestillingen A Snowball’s Chance in Hell udfører de to dansere – Jannik Elkær som Don og Kristoffer Louis Andrup Pedersen som Gnu – en stilsikker sprogløs komik med imponerende kropslig balance og muskelkraft kombineret med stemningsskabende musik og præcis timing. Det er slap-stick klovnekunst på højt niveau, som makkerparret også selv har koreograferet, lød det blandt andet fra juryen i udvælgelsesskrivelsen.

DON GNU A snowball’s chance in hell Foto: Christoffer Brekne

Årets Scenekunstpris gik til teaterleder fra Bora Bora, Jesper de Neergaard, for sit store arbejde i det aarhusianske teaterliv. Et virke, der strækker sig fra år 2000, hvor han begyndte som leder af den eksperimenterende Entré-Scenen i Grønnegade. Scenen blev scenen til Bora Bora, og i dag har den til huse på Brobjergskolen.

I motiveringstalen blev Jesper de Neergaard rost for at præsentere det nye og overraskende, hvilket i sidste sæson blandt andet førte til en danseforestilling med ældre samt en international dansefestival for babyer.

”Og Jesper har knyttet Aarhus til det internationale. I kraft af sit kommunikerende væsen og internationale udblik har han opbygget et stort og tæt netværk over store dele af verden; godt suppleret af sin administrationschef, Jette Skjoldborg, der har stor danseindsigt. Det har resulteret i førsteopførelser og talrige gæstespil af en art og kvalitet, publikum ellers aldrig ville have kunnet opleve,” lød det desuden i motivationstalen.

Scenekunstprisens jury bestod af Astrid Guldhammer, dramaturg, skuespiller og dramapædagog. Dorthe Hansen Carlsen, skuespiller. Erik Farmann, kulturjournalist og tidlgiere underviser på Journalisthøjskolen. Helle Bach, koerograf og leder af Dadadans. Kasper Egelund, leder af Performing Arts Platform.

Del artiklen

'Danseduoen Don Gnu får aarhusiansk teaterpris'

Facebook