Det skal du se! Uge 5

<strong>Det skal du se!</strong> Uge 5

Det tegner til at blive stærke sager i Christian Lollikes Hospitalet, der på satirisk vis spidder det danske sundhedsvæsen. Foto: Emilia Therese.

Trine Balle:

Trine Balle er ISCENEs dygtige redaktionsassistent, der hver uge leverer spændende guides til læseren. Hun er bachelor i Film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.

Billedserie

Denne weekend kan du opleve alt fra morbid samfundssatire til hæsblæsende romantisk operatragedie – og så er der endda en lille ekstra anbefaling til dig, der er særligt glad for musicals!

Hospitalet

Den prisbelønnede stjerneinstruktør Christian Lollike har slået til igen! Denne gang med en morbid og satirisk forestilling, der spidder det danske sygehusvæsen. Hospitalet er i total opløsning, og midt i alt kaosset står Una; splittet mellem sit eget sygeplejeløfte og hospitalets effektiviseringsplaner. Det tegner til at blive en lige dele tragisk og komisk oplevelse, når Lollike og otte prominente skuespillere menneskeliggør et efterhånden umenneskeligt sundhedssystem!

Kan opleves på: Aarhus Teater, Scala, fra d. 2. februar – 10. marts og på Sort/Hvid, København, fra d. 16. marts – 14. april.

La Traviata. Foto: PR, Den Jyske Opera.

La Traviata

Hvis du ikke har oplevet opera før, synes vi, at du skal kaste dig ud i den her perle! La Traviata er en romantisk tragedie i tre akter om uforløst kærlighed mellem den prostituerede Violetta og unge Alfredo. Operaen er en af Guiseppe Verdis mest kendte og elskede, og tilmed en rigtig tåreperser, der vil rive dig rundt i hele følelsesregistret. Så er du til store følelser og hårdtslående tragedie, så er Verdis klassiker en sikker vinder! 

Kan opleves på: Musikhuset Aarhus fra d. 1.-3. februar og opføres herefter i 14 byer landet over frem til d. 23. marts. Se tourplanen her.

Vi har gjort det vi kunne. Foto: PR, Teater Grob.

Vi har gjort det vi kunne

Er du til sort komedie om dagens Danmark, så sving forbi Teater Grob denne weekend. Da en boligblok et tilfældigt sted i Danmark rammes af en omfattende vandskade, udspiller der sig et vaskeægte drama. Ulykken afslører, at viceværten har huset flygtningebørn i kælderen, hvilket sætter beboerne i en ganske van(d)skelig situation. I rollerne som de bekymrede beboere kan du bl.a. se den Reumert-nominerede Jesper Hyldegaard og den altid skønne Ditte Gråbøl.

Kan opleves på: Teater Grob, København, fra d. 3.-24. februar.

 

Skygge (Eurydike siger). Foto: PR, Aalborg Teater.

Skygge (Eurydike siger)

Kender du den tidløse, gådefulde myte om Orfeus og Eurydike? Hvis ikke, er den helt klart værd at dykke ned i, for her finder du både drama, kærlighed og store, eksistentielle spørgsmål. Eurydike mister på tragisk vis livet, men kan kan reddes op fra Hades af sin mand Orfeus – dog på den betingelse, at han ikke må se på hende! Historien er oprindeligt fortalt fra Orfeus’ perspektiv, men i Aalborg Teaters moderne fortolkning, kommer Eurydike nu endelig til orde. Det er en uafrystelig historie om valget mellem kærlighed og karriere.

Kan opleves på: Aalborg Teater, Lille Scene, fra d. 3. – 24. februar.

Psst! Kan du bare ikke få nok af den græske myte om de to elskende, kan du netop nu opleve endnu en moderne fortolkning af fortællingen. Læs mere om forestillingen her.

Forbrændt

På Odense Teater kan du komme med på en helt utrolig rejse, hvor det svære forhold mellem børn og forældre sættes under lup. Tvillingerne Jeanne og Simon har mistet deres mor og går nu på opdagelse i hendes fortid, der gemmer på en lang række barske sandheder. Midt i en rå, men blændende scenografi, står bl.a. Sofia Saaby Mehlum, Youssef Hvidtfeldt og Özlem Saglanmak klar til at formidle en stærk fortælling om smerte og håb. Med Forbrændt sætter dramatiker Wajdi Mouawad ord på nogle af de voldsomme aftryk, som krig efterlader i både børn og voksnes liv.

Kan opleves på: Odense Teater, ODEON, fra d. 1. februar – 8. marts.

Forbrændt på Odense Teater. Foto: Emilia Therese.

 

Stars of Musical – Ekstra anbefaling!

Denne uge får du en sjette og ekstra anbefaling med på vejen, da Stars of Musical søndag aften gæster Operaen i København med sit 20 års jubilæumsshow! Det er en legendarisk tribute til musicalgenren med alle de store hits fra bl.a. Lion King, Aladdin, We Will Rock You, Mamma Mia, Dirty Dancing, Cats og mange, mange flere. Et absolut must for alle musicalfans!

Kan opleves på: Operaen, Store Scene, søndag d. 4. februar kl. 19.30.

Stars of Musical 20 års jubilæumsshow i Operaen. Once in a lifetime opportunity, kun på søndag! Foto: PR.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 5'

Facebook