Ovenpå påskens snapsegilder og snestorme, er det tid til at pleje dig selv med lidt god scenekunst. Her kommer vores 5 anbefalinger til forestillinger, du skal se denne uge.

Prinsen af Egypten

“There can be miracleeeeeees, when you believeeeeeee” … vækker disse ord også minder hos dig? Nu kan du opleve den ikoniske sang, (der oprindeligt er sunget af selveste Whitney Houston og Mariah Carey), og resten af den fortryllende musik fra Prinsen af Egypten på Fredericia Teater. Tegnefilmsklassikeren fra 1998 om den bibelske figur Moses og hans kamp for frihed, har endelig fundet vej til scenen, og vi kan næsten ikke vente med at se, hvordan den tager sig ud som musical. Et must-see for alle musical-elskere og dem, der er vokset op med filmen!

Kan opleves på: Fredericia Teater, fra d. 6. april – 10. juni. Til næste år kan forestillingen også opleves i København på Det Kongelige Teater, Gamle Scene.

anbefaling

Tænkepauser Live

På søndag kan du igen få dit månedlige fix af teater og videnskab med konceptet Tænkepauser Live. Hver måned udkommer en bog i serien Tænkepauser, hvor topforskere fra Aarhus Universitet sætter fokus på et givent emne. På Nørrebro Teater sættes bøgerne på scenen, og publikum får efterfølgende mulighed for at diskutere månedens emne med bogens forfatter. Tidligere har emnerne f.eks. været ‘humor’ og ‘sorg’ – denne gang handler det om ‘pessimisme’. Her kan det dog kun betale sig at være optimistisk, da aftenens performance bl.a. er skabt af den prisbelønnede dramatiker Line Mørkeby og har den altid skønne Nanna Cecilie Bang på scenen!

Kan opleves på: Nørrebro Teater, søndag d. 8. april kl. 19.00. Se de næste måneders Tænkepauser Live arrangementer her.

anbefaling

Grab them by the pussy

På Teatret Svalegangen er der kønsdebat og ligestilling for alle pengene, når den feministiske etagekomedie Grab Them By The Pussy indtager scenen. Med en række skøre, elskelige og ikke mindst lettere irriterende karakterer, sætter fem skuespillere ansigt på nogle af de problematikker, som den mangefacetterede feministbevægelse taler om. Glæd dig til en forestilling, der udfordrer, stiller spørgsmål og uden tvivl giver stof til eftertanke!

Læs også ISCENEs interview med dramatikeren bag forestillingen, Jeannette Munzert.

Kan opleves på: Teatret Svalegangen, Aarhus, fra d. 7. april – 4. maj.

anbefaling

Håbet er lysegrønt

Er du til magisk realisme og satirisk komedie? Så har vi den perfekte forestilling til dig! Måske kender du forfatter Kaspar Colling Nielsen for hans anmelderroste roman Det Europæiske Forår – nu har han sammen med Claus Flygare skabt forestillingen Håbet er lysegrønt, der på tragikomisk vis skildrer vores behov for at finde og dyrke ledertyper. Og så er der et ganske særligt twist med nogle ulve, der invaderer landet (!). Glæd dig til at opleve fire af landets sejeste skuespillerinder, Tina Gylling, Josephine Park, Lisbeth Wulff og Nanna Cecilie Bang på scenen!

Kan opleves på: Edison, Betty Nansen Teatrets anneksscene, fra d. 7. april – 5. maj.

anbefaling

Super Human

Er du fascineret af science fiction, vild med superhelte og bliver du høj af videnskabelige eksperimenter? Så er Super Human lige noget for dig! Gennem en blanding af hiphop, capoeira og nycirkusartisteri rammer den rå danseforestilling lige ind i en topaktuel debat om forholdet mellem menneske og maskine. Bag forestillingen står dansekompagniet Next Zone, der forsøger at skubbe grænserne for, hvad der er muligt for den menneskelige krop. På scenen kan du opleve nogle af verdens bedste dansere, rekrutteret fra det urbane hiphop-miljø i Frankrig!

Læs også ISCENEs interview med Lene Boel, der er koreograf og leder af Next Zone.

Kan opleves på: Teater Momentum i Odense, fra d. 6. – 14. april, og på Experimentarium i København fra d. 18. – 25. april.