Denne weekend kan du bl.a. opleve en vaskeægte operaklassiker, en ikonisk roman på scenen og en hårdtslående skildring af livet efter et terrorangreb. Læs med, når vi guider dig til de forestillinger, du skal se i weekenden!

Hændelsen

Gør dig klar til en forestilling, der er både uhyggeligt aktuel og vanvittig vigtig. Hændelsen (The Events) er skrevet af den skotske teatermand David Greig med inspiration fra Breiviks massakre i Norge, 2011.

På scenen står Youssef Wayne Hvidtfeldt og Malene Melsen og skildrer den splittelse, der opstår, når vores verdenssyn udfordres af terrorister eller massemordere. For skal vi fordømme det menneske, der har udført en utilgivelig handling, eller forsøge at forstå hvorfor? Der er nok at reflektere over, når du tager hjem fra en aften på Odense Teater.

Kan opleves på: Odense Teater, fra d. 26. april – 18. maj.

Otello

Er du til dramatik, kærlighed og store følelser? Så er det helt klart operaen Otello, du skal se denne weekend. Måske så du Det Kongelige Teaters opsætning af Shakespeares Othello sidste år, hvor kønnene var kastet op i luften og fortællingen moderniseret. Nu er det operaversionen, skrevet af den italienske komponist Giuseppe Verdi, det drejer sig om, der efter sigende er en af de mest krævende operaer både dramatisk og vokalmæssigt i repertoiret. Shakespeares store tragedie, Verdis bedste opera – mere behøver vi vist ikke at sige!

Kan opleves på: Operaen, Det Kongelige Teater, fra d. 29. april – 4. juni.

Den kroniske uskyld

Nu kan du for første gang opleve Klaus Rifbjergs ikoniske ungdomsroman på scenen. Den kroniske uskyld (1958) er en stærk fortælling om venskab, kærlighed og overgangen til voksenlivet, som du måske husker fra filmatiseringen (1985), hvor bl.a. Allan Olsen, Lisbeth Dahl og Susse Wold leverede mindeværdige præstationer.

I Det Kongelige Teaters fortolkning har den eminente instruktør Elisa Kragerup og scenograf Jonas Fly skabt et intimt rum, hvor publikum sidder placeret rundt om scenen og kan opleve begivenhederne på nært hold. Glæd dig til et klassisk værk af en landets største litterære stemmer i en ny, original opsætning.

Kan opleves på: Skuespilhuset, Det Kongelige Teater, fra d. 26. april – 8. juni.

Kvinden ved 1000 grader

Oplev skuespillerinden Solbjørg Højfeldts sidste sceneoptræden, når hun indtager rollen som den bramfri Hera i repremieren på Kvinden ved 1000 grader. Hera har bestilt tid til sin egen kremering, og mens hun venter på, at ovnen når op på de 1000 grader, ser hun tilbage på de begivenheder, der har formet hendes liv.

Forestillingen er en dramatisering af den islandske forfatter Hallgrímur Helgasons roman af samme navn, og blev opsat første gang i 2016 på Aveny-T. Snyd ikke dig selv for Solbjørg Højfeldts sidste sceneperformance, når hun ene kvinde indtager scenen på Folketeatret.

Kan opleves på: Folketeatret, Hippodromen, frem til d. 6 maj.