Populært lige nu

Nathalie Mellbye: ”Vi skal eksperimentere endnu mere radikalt med, hvad scenekunst kan være” 

Efteråret byder på mange nye tiltag fra flere nytiltrådte teaterchefer over hele landet. Under temaet Nye chefer – nye visioner tager ISCENE pulsen på, hvad der...

Bikubenfonden søger en senior udviklingspartner

Ansøgningsfrist: 6. december 2023
Annoncespot_imgspot_img

”OG DET VAR DANMARK” – TENDENSER OG NYE TILTAG I DEN AKTUELLE SÆSON

Så kom der hul på næste sæson – og det lover godt. Her er flået ned fra hylderne af gammelt og nyt, fyldt op med de store fortællinger fra bøger, film og virkelighedens historier og krydret med det bedste fra bagkataloget af sidste års prisbelønnede publikumssucceser. De store scener spiller ”Det vi kender – men nu på teater”. Mens de nye og viltre udtræk skal findes på de mindre scener og teatre. Det sprudler af liv derude – så det er bare om at hænge på. Her kan du få et lille indblik i årets tendenser.

DANMARK OG HISTORIER FRA VIRKELIGHEDEN

For få år siden kunne man ikke se en amerikansk film uden infoteksten: Based on a true story. Det syntes som om, hver eneste fortælling skulle funderes i virkeligheden for at have en berettigelse på lærredet. Nu følger dansk teater trop – og sæsonen ser vitterligt spændende ud. ODENSE TEATER lover ”et konge-drama af Shakespearske dimensioner,” når de sætter den nyskrevne musical Leonora Christina på scenen. Historien bygger på fortællingen om den danske kongedatter Leonora Christina, som blev dømt for medvirken til landsforræderi og måtte afsone sin dom i Blåtårn. Historien foregår i midten af 1600-tallet, og den Reumertnominerede sangerinde og skuespiller Xenia Lach-Nielsen er Leonora Christina, mens dramatiker Andreas Garfield, der sidste år forvandlede fortællingen om Tvind-imperiets fald til en aktuel og samfundskritisk musical, skriver dramaet.

Leonora Christine

PÅ AALBORG TEATER holder man sig ligeledes til de historiske fakta, men går en kende længere frem i tiden. Her tages livtag med musikkanalerne Spotify
og Radio Luxembourg i forestillingen af samme navn, der lader virkelighedens unge og ældre mødes på scenen, hvor byens borgere i bogstaveligste forstand selv spiller med. Mens Vendsyssel Teater lover at lade et storslået musikdrama udfolde sig i deres imponerende formbare sal, når de runder Danmarkshistorien lidt mere lokalt og blænder op for det nykomponerede musikalske drømmespil Det tabte land. Stykket, der er en gave fra teatret til Hjørrings 775 års købstads-jubilæum, handler om den lokalfødte billedkunstner Poul Anker Bech.

Det er dog mere end musikdramatik, som former danmarkshistorien på landets scener. Man kan fx få et indblik i den første seksuelle revolution, der fandt sted i 1930’ernes København i forestillingen Sexpol – orgasme mod fascisme (Teater Grob/Aalborg Teater). Eller – hvis man har alderen til det – genopleve kontroversen mellem DR og Gladsaxes tidligere borgmester Erhardt Jakobsen og hans kamp mod ”de røde lejesvende” i Erhard mod monopolet (Mungo Park i Allerød). Mens skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum revser den politiske dagsorden med sin – formodentligt – bidende skarpe satire Corydong – Det bedste for DK (Teater Grob) om Bjarne Corydon og salget af DONG.

Erhard mod monopolet

Spørgsmålet er, hvad vi skal med al den Danmarkshistorie på scenen? Bliver vi klogere på os selv som danskere og individer af at dykke ned i nationalhistorien? Det er svært at sige så tidligt på året, men det er en bemærkelsesværdig tendens, som bliver spændende at følge og forhåbentlig stikker tilpas dybt til, at vi får mulighed for at reflektere over identitet og ophav, så det ikke ender som ren nationalkolorit og velsvingende hymner.

KVINDER OG KLASSIKERE

2017 var året, hvor kvinderne fik de krigeriske manderoller i klassikere, mens mændene løb og ikke mindst boksede sig frem i kampen for at finde fodfæste i tilværelsen. I den kommende sæson synes de stærke kvinder at være tilbage både i de traditionsbårne klassikerroller og som revsere og udfordrere af gængs moral.

PÅ ODENSE TEATER udfordrer Anna Sophie Hedvig samfundsnormen, og spørger om ”mord kan retfærdiggøres” i Kjeld Abells satiriske klassiker af samme navn. Mens man må undres over, hvad de mon tænkte i det nordjyske, da sæsonprogrammet blev præsenteret og afslørede, at både Vendsyssel og Aalborg Teater skal sætte Ibsens klassiker Et dukkehjem op.

Et Dukkehjem

Det bliver nu nok spændende at opleve dem begge. For mens den 78-årige og yderst garvede personinstruktør Kaspar Rostrup iscenesætter i Hjørring, så står den mere formeksperimenterende teaterdirektør Hans Henriksen i spidsen som instruktør i Aalborg – her vil uden tvivl være to vidt forskellige Nora-fortolkninger at følge på scenen.

DET ER SÅ DET NYE – ØSTERBRO TEATER OG BETTY NANSEN TEATRET

2018 bliver året, hvor et nyt storteater blænder op for deres åbningsrepertoire, når teatrene Republique og Østre Gasværk samles under fællesnavnet Østerbro Teater, men hver især beholder deres gamle navn. PÅ ØSTRE GASVÆRK er udfordringen at fylde de mange publikumsæder, så der åbnes med en musicalversion af Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren – et kendt forlæg, som formodentlig kan fylde salen. I det hele taget er romaner og bogforlæg rigt repræsenteret i den aktuelle sæson. REPUBLIQUE åbner med et nyt tiltag kaldet ”Revolver”, som er scenen, hvor ”lysten og legen er i højsæde”. Her vil hver sæson typisk indeholde et kunstprojekt og flere nye tekster fx forestillingen Med mig selv i mine egne arme, der er ”en lyrisk rablende tekst om det svære valg mellem moderskab og frihed.”

Mod alle odds

PÅ BETTY NANSEN TEATRET lanceres også en ny profil med instruktør Elisa Kragerup som kunstnerisk leder, der fortsætter arbejdet med kunstnerkollektivet Sort samvittighed og derudover giver stemme til otte børn i alderen 8-12 år. De står på scenen i forestillingen Mod alle odds, hvor den prisbelønnede instruktør Tue Biering lader børnene vise deres fremtid, som den ser ud – ifølge statistikkerne.

NY TEKNIK – VIRTUEL REALITY SOM SAMSPILLER

Formeksperimenter og tekniske udskejelser kan man også glæde sig til i sæsonen – de gemmer sig bare på nogle af landets mindre teatre. Her er etik og kønspolitik blandt de bærende temaer, når Virtuel Reality spiller med og giver publikum en ekstra dimension i fortællingens univers. SYDHAVN TEATER lover en tur over sundet til Sverige i den rullende og interaktive intimforestilling #Thelmatoo, der med virtuel reality-elementer udforsker Ridley Scotts kultklassiker Thelma og Louise i en verden efter #metoo.

TEATRET SVALEGANGEN sætter aktiv dødshjælp til debat i virtual reality-dramaet Mæt af dage, hvor publikum bogstavelig talt låner karaktererne Karen og Esbens øjne.

GENSYNETS GLÆDER

Blandt de mange tiltag er der en kærkommen tendens til at sætte det bedste fra tidligere op igen. Her er fx mulighed for et gensyn med Holbergs klassiker Erasmus Montanus (Aarhus Teater/Teater Sort/Hvid) i instruktør Christian Lollikes rablende morsomme nyfortolkning.

Tendenser

Et indblik i ægteskabets mørkeste afkroge, når Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl genoptager succesen Scener fra et ægteskab (Det Kongelige Teater) og et musikalsk genhør med vor tids sangskat i den prisbelønnede musikforestilling Højskolesangbogen (Det Kongelige Teater). Alt imens får ophavsmændene og -kvinderne bag avisernes kontaktannoncer deres helt egen stemme i den hjertevarme og humoristiske musikforestilling Er der nogen? på Betty Nansen Teatret.

Der er altså noget for enhver smag i den aktuelle sæson – hvor man kan blive klogere på sig selv og ikke mindst det danske riges brede historie

Seneste

★★★★★☆ Nina er sjov – queer standup med nærvær og blæret punch

Det Kongelige Teater og Blaagaard Teater er gået sammen...

★★★★☆☆ 90-årsfødselsdagen – særdeles underholdende genrehybrid

Nytårsklassikeren 90-årsfødselsdagen bliver på Odsherred Teater genskabt til en...

Nyhedsbrev

Annoncespot_imgspot_img

Udforsk videre

★★★★★☆ Nina er sjov – queer standup med nærvær og blæret punch

Det Kongelige Teater og Blaagaard Teater er gået sammen...

★★★★☆☆ 90-årsfødselsdagen – særdeles underholdende genrehybrid

Nytårsklassikeren 90-årsfødselsdagen bliver på Odsherred Teater genskabt til en...

Dramatikken findes

Holdet på Dramatikkens Hus har sendt denne replik til...
Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer er chefredaktør af ISCENE.dk og tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

★★★★★☆ Nina er sjov – queer standup med nærvær og blæret punch

Det Kongelige Teater og Blaagaard Teater er gået sammen om at producere standup-forestillingen Nina er sjov. Og Nina Rask er ikke bare virkelig sjov,...

★★★★☆☆ 90-årsfødselsdagen – særdeles underholdende genrehybrid

Nytårsklassikeren 90-årsfødselsdagen bliver på Odsherred Teater genskabt til en forrygende udgave af en juleforestilling, der både vækker genkendelsens glæde og samtidig folder sig ud...