CPH Opera Festival – stort internationalt program og operabingo

<strong>CPH Opera Festival</strong> – stort internationalt program og operabingo

Peking Opera. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Rie Hammer:

Rie Hammer er chefredaktør af ISCENE.dk og tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1.

Billedserie

CPH Opera Festival 2018
29. juli - 12. august
Hele København

Billedserie

CPH Opera Festival 2018
29. juli - 12. august
Hele København

Så står CPH Opera Festival for døren og programmet er stort, med prisbelønnede opsætninger fra både ind- og udland, opera-talenter og verdensstjerner, Mozart i børnehøjde, morgensang i Torvehallerne og tidligere års succesrige operacykel. Her er kort sagt operaoplevelser for publikum i alle aldre og et program, hvor både nytilkomne og erfarne operaelskere kan være med.

CPH Opera Festival giver lyd til byen fra d. 29. juli – 12. august – Så tjek ISCENE guiden og bliv inspireret til, hvad du skal opleve.

Morgensang og bingo – Syng med og vind en arie i opera-bingo

Morgensang – Kom og syng med!
Her kan du selv synge med, når der traditionen tro er morgensang i torvehallerne.
Radiovært og pianist Mathias Hammer er morgenens vært, som udvælger fællessangene og tager gæster med på råd. Dem sættes der navn på hen over sommeren.

Morgensang, hvor radiovært og pianist Mathias Hammer er vært. Foto: Mathias Løvgreen

Tid og sted: Hver morgen fra mandag d. 30. juli – fredag 3. august kl. 09-09:30,
Wilhelm Scenen ved Torvehallerne.

Opera-bingo – Spil opera-bingo med Keld & Hilda og vind en arie
Operabingo og de originale Operabingo-værter, Keld & Hilda Heick, gør hele to gange comeback i Arbejdermuseets festsal søndag den 5. august. Den vokale rygdækning leveres af sopran Helene Hvass Hansen og baryton Palle Knudsen, mens Ulrich Stærk tæmmer tangenterne. Og bare rolig, førstepræmien er det mest intakte af det hele – den består således stadig af en arie ud af huset.
Billetprisen inkluderer en kop kaffe og et lille stykke kiksekage.

Tid og sted: Søndag 5. august
Kl. 13:30-14:30 og kl. 16:30-17:30
Arbejdermuseets Festsal.

CPH Opera Festival
Opera Bingo. Foto: Mathias Løvgreen

Udendørsopera – sang på cykel, i båd og grusgrav

Operettebåden – kanaltur med operasang
Om det regner eller solen skinner, er der rift om pladserne på Operettebåden, når den lægger fra kaj og duver ud på sine daglige sejladser. Det bliver næppe anderledes her til sommer, slet ikke, fordi 2018-besætningen tæller to stærkt charmerende og yderst velsmurte stortalenter, nemlig sopran Julie MeeRa Albertsen og tenor Fredrik Bjellsäter – samt selvfølgelig den evigt veloplagte kaptajn og pianist Beck.

Tid og sted:
Afgang Gammel Strand: tjek program for tid og dato HER 

Hit’n Run – Operacyklen
Denne sommer bærer Operacyklen undertitlen Hit’n’run, fordi den – læsset med et akkordeon, en akkordeonist og to udklædte sangere – tager brug af overraskelsesmomentet og dukker uventet op i det københavnske bybillede for straks efter at bryde ud i musik. Således leverer den udfarende trio et udvalg af perler fra operahistorien, og når den har gjort det, pakkes der sammen igen, hvorefter de musikalske mennesker bevæger sig videre ud i byrummet på yderligere eventyr.

Tid og sted: Oplev Hit’n Run under hele festivalen adskillige steder i København.

CPH Opera Festival
Operacyklen: Hit’n’run. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Lucia di Lammermoor – udendørs opera af international stjerneinstruktør
Opera Hedeland, der holder til i det gamle, udendørs amfiteater mellem Høje Taastrup og Hedehusene, opfører Donizetti-operaen Lucia di Lammermoor tre gange under festivalugen. Den er baseret på Sir Walter Scotts populære roman, The Bride of Lammermoor, og byder på en overflod af desperat forelskelse, utroskab, mord og opgør mellem rivaliserende klaner.

Læs også ISCENEs interview med den prisbelønnede græske instruktør HER

Tid og sted: Lørdag d. 4. august kl. 20:00-22:40, Opera Hedeland
Fredag 10. august kl. 20:00-22:40, Opera Hedeland
Lørdag 11. august kl. 20:00-22:40, Opera Hedeland

Nye greb og temaer – cyperpunk-opera, fake news, en dysfunktionel familie og erotisk frisind

The Cave – cyperpunk-opera
The Cave er en cyberpunk-opera i grænsefeltet mellem opera, film og ny teknologi og denne radikale performance kalder på kritiske refleksioner om fake news og post truth. Det er en nutidig fortolkning af Platons berømte hulelignelse: Sokrates er en robot, og mytologiske væsner passerer som skygger fra en anden verden, en verden ubekvemt lig vores egen, vel at mærke.

Tid og sted: 7. august kl. 17:00 og kl. 20:00 på Hippodromen/Folketeatret

CPH Opera Festival
The Cave. Foto: Elias Moraitis

Koncert for Lou – Suzanne Brøggers tekst om frihed og åbne forhold
Kom med tæt på en kvinde, der allerede for et århundrede siden turde udfordre den vaneramte verden omkring hende.
Suzanne Brøgger har skrevet teksten, om virkelighedens psykoanalytiker Lou Andreas-Salomé, der vendte 1900-tallets kvindesyn og de gængse opfattelser af kærlighed og ægteskab på hovedet. Hun gik ind for erotisk frihed og levede selv i åbne forhold med flere partnere. Hun var med andre ord en normafviger af de helt store for hundrede år siden.

Tid og sted: Mandag 6. august kl. 17:00 og 20.00, Arbejdermuseets Festsal

Silent Zone – gribende incestdrama
En genopsætning af et værk,, der maver sig så tæt på, som man nærmest kan komme.
En knugende tyst og intim affære venter, når Silent Zone inviterer inden for i en dysfunktionel familie. Louise Alenius skrev sin libretto efter at have indsamlet udsagn fra personer, der har haft overgrebet tæt på. Silent Zone blev nomineret til tre Årets Reumert 2018, nemlig Årets opera, Årets instruktør og Årets scenedesign.

Tid og sted: Torsdag d. 2. august
Kl. 16:00, 19.00 og 22.00
Nordisk Films studie 3

CPH Opera Festival
Forestillingen Silent Zone af Louise Alenius. Foto: Olafur Steinar Gestsson

Internationale gæstespil – Pekingopera og ny-cirkus

Satyagraha – nycirkus og opera
Svensk successtykke blander mesterkomponists opera med nycirkus-magi. Koblingen af moderne opera og nycirkus-ekvilibristerne fra Cirkus Cirkör har trukket lutter fulde huse i Stockholms Folkoperan, hvor Philip Glass’ nyklassiker til maj blev genopsat for anden gang på bare to år.

CPH Opera Festival
Satyagraha. Foto: Markus Gårder

Tid og sted:
Lørdag d. 11. august kl. 20:00-22:50, Folketeatrets Store Scene
Søndag d. 12. august kl. 15:00-17:50 Folketeatrets Store Scene

Pekingoperaen – dans, mimik, akrobatik og kampsport
Et af Kinas bedste kompagnier kommer til København med en anden tilgang til opera, end vi gør os forestillinger om. Et af de førende kompagnier er Heilongjiang Peking Opera, der siden 1950 har rejst verden rundt og til stadighed blæser publikummer bagover, mere eller mindre efter behag.

Tid og sted: Lørdag d. 11. august kl. 14:00-14:30, Pantomimeteatret i Tivoli

For børn

TRYL – Mozart for børn
En nytænkende version af Mozart-mesterværket Tryllefløjten. Handlingen er skåret ind til benet, så den kredser om forestillingens tre par – Papageno & Papagena, Tamino & Pamina samt Nattens Dronning & Sarastro.

Tid og sted: spiller flere dage, se dage og tider HER 

CPH Opera Festival
TRYL. Foto: Stanley Orwin

Kom og vær med i TRYL
En time før hver forestillingsstart tilbyder CPH Opera Festival en lille workshop, hvor børn og deres voksne kan komme ind i operaens univers og gøre sig klar til forestillingens små interaktioner mellem publikum og scene. Den erfarne singer/songwriter og sangpædagog Frida Fridriks står for indstuderingen af TRYLs populære sang, nemlig Papagenos Fuglefænger-arie, så alle børn og deres voksne kan synge med, når Papageno undervejs i forestillingen får brug for sangstøtte. Det vil også være muligt at prøve at folde en fugl – helt magen til dén, som Papageno jagter omkring efter på scenen.

Tid og sted: TRYL-workshoppen er gratis og finder sted på Snoreloftet (Folketeatrets Foyer på 1. sal), en time før hver forestilling. Tilmeld dig ved at vælge et gratis tilkøb sammen med dine billetter.

Se alle festivalens forestillinger HER

Del artiklen

'CPH Opera Festival – stort internationalt program og operabingo'

Facebook