Publikum er underholdt fra det øjeblik, tæppet går op for denne sæsons store musical-produktion på Malmø Opera: West Side Story, det 20. århundredes største Romeo-og-Julie-fortælling. Produktionen er skabt af et stjernehold, der har krydret underholdningen med aktuel samfundskritik. Men som en forlystelse okser det strømlinede sceniske maskineri ubønhørligt derudad, så vi rent overser, hvad det er forestillingen vil have os til at tænke over.
Allerede fra første øjeblik, mens ouverturens velkendte toner traver derudaf, stormer medlemmerne af banderne Jets og Sharks rundt i en imponerende koreografi. I høj fart hvirvler drejescenen faretruende rundt med den enorme scenografi, et deformt monster af stålbjælker. Det er fundamentet til en skyskraber, der indvarsler morgendagens virkelighed i det kvarter på Manhattan, hvor de fattige ungdomsbander desperat kæmper om magten.
De to unge New York’ere Maria og Tony, historiens hovedpersoner, der hører til henholdsvis Sharks og Jets, forelsker sig ligesom Shakespeares Julie og Romeo uafværgeligt i hinanden midt i optrækket til det endegyldige og fatale opgør mellem deres to bander.
West Side Story. Foto: Katja Tauberman
Malmø Opera har ladet et stjernehold kaste sig over Leonard Bernstein, Stephen Sondheim og Jerome Robbins episke New Yorker-eventyr. Forestillingen er Kasper Holtens sidste inden han vender tilbage til Det Kongelige Teater, og med sig har han bl.a. scenograf Steffen Aarfing, kostumedesigner Anja Vang Kragh og koreograf Signe Fabricius.
Trods kravene om at West Side Story skal opføres med Manhattan som ramme, gør produktionsholdet sig umage for at betone historiens relevans for nutidige byer som Malmø: Det er stadig i dag gentrificering, ulighed og etniske konflikter, der avler gnidninger og vold i vores voksende byer. Ligesom de racistiske politifolk, der chikanerer bandeungerne, er scenografiens stålmonolit et udtryk for den fascistoidt kapitalistiske overmagt, der er deres egentlige, men i dagligdagen usynlige fjende. Til tider bliver scenografien dog for dominerende, som vil man for alt i verden holde gang i drejescenens karrusel, når nu den er blevet bygget så drabeligt op.
West Side Story, Malmö Opera. Foto: Malin Arnesson
De to bander udgøres af et hold toptunede dansere, der fyger rundt på scenen i Fabricius’ hektiske koreografi. Den voldsomme scenografis talrige muligheder og planer udnyttes til fulde, når de på parkour-vis smyger sig katteagtigt rundt mellem virvaret af stålbjælker. Især en stor spindelvævslignende net-væg, der i forestillingens mest dramatiske scener drejes frem mod publikum, fungerer perfekt som tableau for både kærlighedsudfoldelser og mord. Det er turen til Malmø værd, da Tony og Maria, spillet af Anton Zetterholm og Frida Johansson, kravler rundt på nettet i den store kærlighedsduets gribende klimaks.
Sangteksterne er hellige relikvier, når vi taler om et elsket arvestykke som West Side Story, og oversættelsen af rapperen Jason Diakité, nok bedre kendt som Timbuktu, har været ventet med spænding. For et dansk øre klinger hans ord smooth, og rimene er veldrejede, om end de ofte afhænger af forkortelser, der fungerer bedre i munden end på operahusets tekstskærm.
Kostumedesigner Anja Vang Kragh, der startede i couture-verdenen hos Galliano, Dior og McCartney og siden er blevet kendt for en stribe fænomenale kostume-koncepter på bl.a. Det Kongelige Teater, betager atter engang med blændende ideer. Især i forestillingens skæbnesvangre danse-battle, hvor en kejtet socialarbejder forsøger at mægle fred mellem de unge med en ærlig jitterbug, folder kostumeholdet sig ud. Her er der gowns og tyl for alle pengene – Jets i sart pastelfarvede 50’er-kreationer med couture-detaljer og Sharks i chikke askepot-collager af monokrome lapper og stofrester.
Sharks-pigerne og Sharks-drengene i West Side Story. Foto: Katja Tauberman
På sangerfronten er scoopet de to hovedpersoner, Anton Zetterholm og Frida Johansson, der trods deres forskellige sangmæssige baggrunde klæder hinanden godt. Hendes sødmefuldt kokette lillepigeattitude, klare tone og perlende vibrato går glimrende i spænd med Zetterholms udtryksfulde musicalklang, der fungerer lige fra et velbåret piano til de store følelsesmæssige udbrud.
Også Kitty Chan som Marias veninde Anita er overbevisende, og med hende i front sprudler Amerika-ensemblet, hvor de puertoricanske kvinder håner mændene for at længes mod det fattige hjemland. Dirigeret af det unge lys Magnus Fryklund, der deler forestillingerne med Jakob Hultberg, bringer orkestret det vanskelige partitur til live med lækkert groove. Enhver musical må gå balancegangen mellem sang og koreografi, og i denne opsætning skinner det igennem, at fokus i castingen af de mindre roller er blevet lagt på sidstnævnte, hvorfor den vokale præstation ikke altid helt slår til.
West Side Story, Malmö Opera. Foto: Katja Tauberman
Malmøs West Side Story formår ikke at blive så provokerende samfundsrelevant, som den ellers flirter med at ville være. Når forestillingen alligevel lykkes, skyldes det først og fremmest det forrygende tempo, den hvirvlende koreografi og hovedrollernes stærke stemmer. Allerede i foyerens trængsel, hvor samtaler på lige dele dansk og svensk blander sig med teaterklokken, der løfterigt ringer ind med tonerne fra Somewhere, mærker man, at det svenske operahus vil blive en stadig vigtigere aktør i dansk kulturliv.
