Det Kongelige Teater sikrer kunst på skoleskemaet

<strong>Det Kongelige Teater</strong> sikrer kunst på skoleskemaet

Det Kongelige Teater. Pressefoto.

Det Kongelige Teater er gået sammen med flere kommuner i hele landet om at give børn og unge mulighed for at stifte bekendtskab og arbejde med klassisk scenekunst i skolen.

Opera, ballet, skuespil og klassisk musik bliver sat på skoleskemaet for endnu flere børn og unge i hele landet. Sammen med 45 partnerskabsskoler rundt om i Danmark vil Det Kongelige Teater de kommende år arbejde på at gøre de klassiske kunstarter til en naturlig del af elevernes uddannelsesforløb.
Gennem mange år har Det Kongelige Teater arbejdet målrettet på at integrere klassisk scenekunst i elevernes uddannelsesforløb. I år er der indgået partnerskaber med skoler i Vanløse, Brønshøj, Vesthimmerland, Jammerbugt og Rebild, mens de første partnerskaber blev indgået sidste år med grundskoler på Amager og i Sønderborg, som stadig er med i forløbet. I alt er der indgået partnerskaber med 26 skoler i Region Nordjylland og Sønderborg Kommune, og 19 partnerskabsskoler i Københavns Kommune.

Dorthe Paulli, Outreach-chef på Det Kongelige Teater, siger om de nye partnerskabsaftaler: ”Vi glæder os over, at det igen er muligt at indgå partnerskaber med en lang række kommuner i hele landet. Ved at samarbejde fokuseret med de udvalgte kommuner og skoler bidrager vi til, at lærere, elever og samarbejdspartnere kan fortsætte arbejdet og benytte de værktøjer, de har fået gennem forløbet, når partnerskabsaftalen ophører.”

Partnerskaberne indgås for to år og består i en række aktiviteter faciliteret af Det Kongelige Teater. Der er aktiviteter for elever i både indskolingen, på mellemtrinet og i udskolingen. Aktiviteterne er udarbejdet og afprøvet over de seneste år, og er nu blevet til en del af et toårigt forløb, som tilbydes skolerne i partnerskaberne. Gennem workshops for både lærere og elever, længere læringsforløb ude på skolerne, samt børne- og ungeforestillinger får eleverne mulighed for at stifte bekendtskab med kunstarterne.

”En af Det Kongelige Teaters målsætninger er at være hele Danmarks teater og det betyder også at være relevante for endnu flere børn og unge. Det får vi i høj grad mulighed for at være med partnerskabsaftalerne, og vi glæder os over den opbakning, der er til projektet,” siger Dorthe Paulli.

Kilde: Pressemeddelelse

Partnerskabsaftalerne er en del af en samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater. I samarbejdsaftalen er der øremærket midler til at åbne husene for borgerne i København og til konkrete samarbejder med københavnske skoler, festivaler og kulturaktører.

De nye partnerskaber er yderligere muliggjort med fondsmidler fra Det Obelske Familiefond.

Del artiklen

'Det Kongelige Teater sikrer kunst på skoleskemaet'

Facebook