Det skal du se – Weekendens 4 fede forestillinger

<strong>Det skal du se</strong> – Weekendens 4 fede forestillinger

US/THEM, Teater Katapult på Aarhus Festuge. Pressefoto

Johanne Engel Aaen:

Johanne Engel Aaen er bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet og uddannet fra Forfatterskolen i København

Billedserie

Der er lidt for enhver smag i denne weekends anbefalinger. Om du føler for poetisk musikteater, vild og hektisk dans, klassisk dansk drama eller prisvindende internationalt terror-teater, er der helt sikkert noget du kan kaste dig over. Vi anbefaler her fire forestillinger til din fede weekend!

LANDET SOM IKKE ER

Kan du huske den finsk-svenske digter og feminist Edith Södergran? Nu er hendes breve og digte sat på scenen med musik på Teatret ved Sorte Hest. Forestillingen kredser om Södergrans sidste år, hvor hun levede isoleret fra omverden, fattig og tuberkuloseramt. Digtene udfoldes i et sanseligt univers med komponist Henriette Groths nykomponerede musik og iscenesættelse af Charlotte Munksø med Rosalinde Mynster som Edith Södergran.
7. – 15. september. Teatret ved Sorte Hest

Kan du ikke få nok af Edith Södergrans værker, så lyt til sanger og komponist Anna Kruses fortolkninger af digteren

Landet som ikke er på Teatret ved Sorte hest. Foto: Robin Skjoldborg

PANIC DAY

Stresser du over studiestart, sommerens afslutning og hverdags-stressens triumftog? Det er du ikke alene om! Uppercut Danseteater er klar med en spritny forestilling om det moderne menneskes panikanfald i jagten på at gøre det hele, og gøre det perfekt. Stephanie Thomasen koreograferer de altid eminente dansere fra Uppercuts kompagni i en energisk, men også nærværende forestilling, der både sætter fokus på det skrøbelige og det komiske, der følger med det at være et moderne menneske.
7. – 22. september. Dansekapellet

Panic Day af Uppercut Danseteater. Foto: Mathias Foley

ANNA SOPHIE HEDVIG

Der er lagt i kedlen til moralske overvejelser og småborgerlig implosion med Kjeld Abells modstands-drama Anna Sophie Hedvig. Lærerinden Anna Sophie Hedvig dukker pludseligt op hos sin familie, og meddeler, at hun har slået et menneske ihjel. Det lægger fundamentet til en langsom smuldring af den ellers så glatpolerede bourgeois overflade, der afslører dybe kløfter af uenighed. Er klassisk, samfundskritisk drama det, dit weekend-humør trækker dig i retning af, så kan du opleve det på Odense Teater. Og måske overveje på hvilken måde, det trækker tråde mellem dengang og nu.
6. – 27. september. Odense Teater, Store Scene

Anna Sophie Hedvig på Odense Teater, 2018. Foto: Emilia Therese

US/THEM

I denne weekend har du en unik mulighed for at opleve prisvindende og anmelderrost belgisk dramatik, når stykket US/THEM rammer Teater Katapult i Aarhus. Forestillingen tager udgangspunkt i en hændelse fra 2004, hvor 1200 skolebørn, deres forældre og lærere blev holdt som gidsler af bevæbnede terrorister i Beslan, Kaukasus. Forestillingen sætter fokus på, hvordan børn oplever kriser. US/THEM gik sin hædersgang under Edinburgh Festival Fringe i 2016, hvor den spillede for udsolgte sale alle dage, så skynd dig at snuppe en billet, før det sker igen!
6.- 8. september. Teater Katapult under Aarhus Festuge

Del artiklen

'Det skal du se – Weekendens 4 fede forestillinger'

Facebook