Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

Lyden af magi og paranoia – Interview med lydkunstnerne bag ‘Dancer in the Dark’

Hvordan lyder det at miste synet? Det forsøger lydkunstduoen The Overheard at give et svar på, når de lægger musik og lyd til teaterversionen af Lars von Triers film Dancer in the Dark på Aarhus Teater. ISCENE har taget en snak med dem om hverdagens overhørte lyde, og hvordan de både kan skabe magi og paranoia.

De fleste kender nok til Lars von Triers Dancer in the Dark på en eller anden måde. Hvis man ikke har set filmen, kender man måske alligevel til historien eller til Björks musik derfra. Eller måske bed man mærke i alt den virak, der blussede op, om hændelser der skete under indspilningerne, da #metoo var på sit højeste. Uanset hvad, er det på mange måder en ikonisk film, som Aarhus Teater nu tager under behandling, og omdanner til teater.

Med til at skabe forestillingens univers er lydkunstgruppen The Overheard, der består af Marie Koldkær Højlund og Morten Riis. De har, udover at have skrevet helt ny musik til teaterversionen, også været ”Selmas ører”, som de selv formulerer det.

Hverdagens lyde er magiske!

I Dancer in the Dark lider Selma af en sjælden øjensygdom, der langsomt gør hende blind. Hvad det betyder for hendes oplevelse af verden, bl.a. hendes måde at høre verden på, er noget af det, The Overheard gerne vil give publikum oplevelsen af. Men det har været vigtigt for dem at fokusere på det almene i Selmas erfaringer.

”Vi kender alle sammen dét, at komme til at fokusere på en lyd, man egentlig ikke skulle lytte til, og miste koncentrationen om de andre ting der foregår,” siger Marie.

”Det er ikke kun folk, der er ved at miste synet, der oplever det, det er alle mennesker, der har den sensibilitet.”

”Og den sensibilitet har vi så forstærket,” fortæller Morten. ”Vi vil give publikum fornemmelsen af at alt er for højt og trænger sig på. Ligesom det gør for Selma.”

Kan I give et eksempel på det?

”Lad os sige at hun sidder hos lægen, og lægen banker i bordet med sin kop, eller bevæger den rundt på bordet, sådan her …” siger Morten, og demonstrerer med sin kaffekop. Marie fortsætter:

”Så holder hun op med at høre, hvad han siger, og fokuserer udelukkende på koppens lyd. Og der kommer til at være lyd fra fra alle sider, og ikke kun fra scenen og ud. Så publikums oplevelse i salen kan være mere fokuseret på hvad Selma oplever indefra.”

iscene Dancer in the Dark på Aarhus Teater. Pressefoto.

Kan lydsiden ligefrem gå ind og ”overdøve” skuespillernes replikker?

”Ja, for eksempel,” siger Morten, ”eller de lyde Selma hører kan udvikle sig til en akkord, der så efter så og så lang tid, kan blive til en sang.”

”Lydsiden og musikken vokser ofte ud af omgivelsernes handlinger og lydende i Selmas hverdag – ” fortæller Marie, og Morten fortsætter:

”- Og så forsøger vi at gøre de hverdagslyde magiske. Hvordan kan koppen, der bliver flyttet rundt på et bord blive noget magisk? Det prøver vi på at gøre ved at blande de virkelighedslag, som Selma oplever; hverdagen og de musikalske fantasier hun forsvinder ind i fra tid til anden.”

Hvad kan hverdagslydene, vi normalt overhører, give os?

”Bare det at blive opmærksom på hverdagens lyde, kan åbne for en helt ny måde at opleve verden på.” siger Marie. ”Vi er i dagens samfund meget fokuserede på information; hvad er det vi skal forstå og have ud af noget. Den sanselighed, der bliver overhørt, kan give steder et andet og mere magisk træk. Man kan opleve ting og steder på en ny måde.”

Hårde sangprøver og oversættelser

The Overheard har ikke kun lavet lydside til forestillingen, de har også skrevet helt nye sange. Man kunne forestille sig, at det kan være svært at lave musik på baggrund af et forlæg, hvor musikken fylder så meget, og som mange forbinder med Björk. Men det er ikke noget, der har fyldt særlig meget for de to kunstnere.

”Det er ikke noget, jeg rigtigt har tænkt over,” siger Marie. ”Det har ikke været et problem, fordi det blandt andet er blevet lavet helt nye tekster til sangene.”

”Vi har heller ikke lyttet til det originale album, for ikke at blive farvede af det,” fortæller Morten.

”Men vi har haft nogle sangprøver, der har været ekstremt hårde,”

”Ja. Det er en hård historie at arbejde med, det er et hårdt sted at opholde sig,” forklarer Marie.

Noget, der har været med til at gøre det hårdt at opholde sig i historien for The Overheard, er sangteksterne, som er en af de ting, de har lavet musikken ud fra. Teksterne er oversættelser af Björks originale sangtekster fra filmen. De er oversat af den danske forfatter Stine Pilgaard, og de er meget anderledes end Björks originale tekster:

”Der er en dobbelthed i teksterne. I filmen synes jeg, at det er mere opdelt, hvornår ting er happy og hvornår de er sørgelige,” fortæller Morten.

”Stines oversættelser er lidt sjovere end i filmen, men det gør på en eller anden måde det hele mere nedtursagtigt. Det sjove og det triste er hele tiden til stede på samme tid.”

”Det har jeg også tænkt over,” supplerer Marie. ”I den alder, jeg har nu, har jeg sværere ved at relatere til noget, der fremstiller enkle, rene følelser. Som voksen har man hele tiden forskellige lag kørende. Derfor virker oversættelserne endnu hårdere, fordi de hele tiden arbejder med de her indviklede, tvetydige følelser. Det tror jeg er noget af det, der gør forestillingen enormt vedkommende for mange.”

”Den tvetydighed har vi også forsøgt at få ind i musikken.”

Hvordan har I gjort det?

”Det er egentlig sket ret intuitivt, fordi det er sådan vi ofte arbejder. Måske er det også derfor historien har været så hård at arbejde med. Fordi man bare har taget alle følelserne ind, og har arbejdet på stemningen og tekstens præmisser.”

De klaustrofobiske kropslyde

Når Dancer in the Dark indtager Aarhus Teater, er det ikke kun skuespillerne, man kan opleve på scenen. The Overheard er nemlig placeret midt i scenografien, der kommer til at ligne den store industrifabrik, Selma arbejder på. Her står de bag en glasvæg, hvor de kan følge med i alt, der foregår på scenen. Og det er der en særlig grund til.

”Et tema, der er stærkere i forestillingen end i filmen, er følelsen af overvågning,” forklarer Marie. ” I takt med at Selma bliver mere og mere blind, jo mere bliver hun også overvåget af omverden: som mor, og på fabrikken, hvor hun arbejder, fordi hun ikke er god nok. Og det understreger scenografien; overalt er der nogen, der kan kigge på hende.”

Den tiltagende overvågning, gør langsomt Selma mere og mere paranoid og angst, noget der også kommer til udtryk i lyden.

”I starten kan hun bruge lyden til noget positivt. Der kan hun tage sig selv væk gennem den, ind i fantasien,” fortæller Morten, ”men den evne går mere og mere i stykker,” fortsætter Marie. ”Noget af det der sker for hende, er, at jo mere angst hun bliver, jo mindre kan hun holde lydende på afstand og bruge dem. Hun oplever at rummet omkring hende bliver mindre og mindre, og i stedet begynder hendes indre at fylde mere og mere.”

” – og hun kan ikke sætte gang i de sange, som hun kunne før,” forklarer Morten.

Er der andre måder, man oplever, at paranoiaen overtager?

”Et lydelement, der spiller en vigtig rolle i forhold til opløsningen af Selmas kontrol, er hendes egne kropslyde. De bliver langsomt alt, alt for høje, og tager næsten over henimod slutningen – vejtrækning, puls, lyden af blodet, der suser og så videre.”

Det er ikke kun i brugen af kropslyde, at det fysiske har været i fokus for lydkunstnerne. Også publikums egne kroppe har været i tankerne under arbejdet med forestillingen.

”Vi har som mennesker en vild trang til at kontrollere ting, til at putte dem i kasser, og have styr på dem,” siger Marie. ”Men det kan vi ikke, og det er noget man finder ud af hurtigt, når man beskæftiger sig med lyd.”

”Vi prøver i Dancer in the Dark at gøre teaterrummet mere ukontrolleret, og oplevelsen af lyd fysisk, så det kan mærkes i kroppen på publikum.”

Hvordan får I lydende til at sætte sig i publikums kroppe?

”Vi presser lydende vi bruger i forestillingen. Vi presser dem helt vildt, helt til det yderste.”

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Johanne Engel Aaen
Johanne Engel Aaen
Johanne Engel Aaen er bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet og uddannet fra Forfatterskolen i København
Annonce