Del

ISCENEs anbefalinger er tilbage, og denne gang har vi samlet en håndfuld forestillinger til de hurtige – forestillingerne kan nemlig kun opleves i et begrænset tidsrum. Der er i høj grad noget for dem, der elsker dans; fra international dans i verdensklasse, til en forestilling, du selv kan være med til at skabe ved hjælp af din telefon. Og så har vi intet mindre end ”verdens bedste forestilling” med på programmet.

Crash

Tag til Nordvest og oplev internationalt dans, når brasilianske dansere fra DF Zulu Breakers møder Uppercut Danseteater i en forestilling om at mødes på tværs af kulturer, om at se hinanden an, og forstå hinanden på godt og ondt. Crash er fysisk teater og urban contemporary med nogle af Brasiliens og Danmarks bedste dansere inden for genren. Skynd dig ind og se den, inden den rejser videre på turné ud i verden!
Crash, Dansekapellet, 27.-28. oktober Læs mere her

Ghosting

Glem alt om at slukke din telefon inden forestillingen, og find i stedet mobilen frem. Ghosting handler nemlig om, hvordan vi kommunikerer gennem skærmene, og du får selv lov til at vælge, om du vil følge et live video feed eller høre forestillingens soundtrack på din telefon, mens du bevæger dig rundt.

I Ghosting kommer du helt tæt på og kan selv være med. Forestillingen er lavet af dansekompagniet Corpus, der er en del af Den Kongelige Ballet.
Ghosting, Det Kgl. Teater, A-salen, 26. oktober – 10. november. Læs mere her 

Liaisons

I Koncertkirken på Blågårds Plads, kan du også komme helt tæt på. Her placeres publikum i en halvcirkel på scenen rundt om danserne, og vibrationerne fra musikken kan mærkes i kroppen. Liaisons er et konceptuelt koreografisk værk, og det første i en række af forestillinger, udviklet af koreograf Marie Topp, som undersøger det politiske potentiale, der ligger i at arbejde med vores sanser. Denne gang er det synet, der stilles skarpt, eller sløret, på!

Liaisons, Koncertkirken, Blågårds Plads, 27.-28. oktober. Læs mere her

iscene anbefaler

The Body

På Odin Teatret kan man for én aften opleve Bådteatrets anmelderroste fysiske dukkeperformance The Body. The Body tager dig med på en visuel rejse gennem kroppens mange stadier; gennem ungdom, alderdom, sygdom og seksualitet. Dukker, dansere og animation går sammen om at undersøge kroppen og vores forhold til den: Hvornår er en krop fx sanselig og levende, og hvornår er den bare en skal?
The Body, Odin Teatret, Holstebro, 27. oktober. Læs mere her

Verdens bedste forestilling

Hvis du kan få lige, hvad det skal være, hvad vil du så have? I Verdens bedste forestilling er det publikum, der bestemmer, hvad der skal ske; skal Justin Bieber være på scenen? Et styks Justin Bieber coming up. Vil du se gyser og musical samtidig? Skal ske. Aalborgs befolkning er blevet spurgt, og på baggrund af svarene er Verdens bedste forestilling blevet til; eneste regel er, at alle ønsker skal opfyldes.
Forestillingen er pt. udsolgt, men der er mulighed for at komme på venteliste.

Verdens bedste forestilling, Teater Nordkraft, 26. oktober. Læs mere her