Sære Selma savner psykologisk raffinement i Aarhus Teaters visuelt vellykkede forestilling

<strong>Sære Selma savner psykologisk raffinement</strong> i Aarhus Teaters visuelt vellykkede forestilling

Dancer in the dark på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Kasper Dam Nielsen:

er litteraturanmelder for Standart og Vinduet, medlem af forskningsgruppen Sexuality Studies og programredaktør for kunst, arkitektur og design på Folkeuniversitetet.

Billedserie

Dancer in the dark
30. okt - 8. dec 2018
Aarhus Teater

Billedserie

Dancer in the dark
30. okt - 8. dec 2018
Aarhus Teater

Arbejdsrytmerne er fascinerende. Som arbejdende myrer piler de ansatte rundt. Og de polyfone og noget industrielle lyde fra hallen forvandles overbevisende til musik. Pludselig er det ikke metalplader, men blomster, der transporteres ind fra snore i loftet, samlebåndet bliver til en scene for dans, og loftlamperne hænger på skrå, mens det hele forløser sig i skønsang.

Bevidst naiv

Selma (Sofia Nolsøe), en tjekkisk kvinde, er emigreret til Amerika for at helbrede sin søn for den øjensygdom, som hun også selv lider af. Om sygdommen ved kun doktoren. Og de få daglige rationer hun kan lægge til side, gemmer hun i en gammel kagedåse på en hylde i sit ydmyge køkken. Senere bliver pengene stjålet af politimanden Bill (Christian Hetland), som ellers sammen med sine kone Linda (Lise Lauenblad) elskværdigt har ladet Selma og sønnen Gene (Ernst Boye) bo billigt i en trailer i deres have. Bill er bagud på terminen og kan ikke finansiere Lindas overforbrug. Og fordi Selma for alt i verden vil forhindre sin søn i at lide samme skæbne som hende selv, slår hun Bill ihjel, fængsles og hænges.

Dancer in the dark
Dancer in the dark på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Sådan er handlingsgangen i Dancer in the dark, en fascinerende fortælling om en mors selvopofrelse. Men på Aarhus Teater skæmmes den desværre af ’læste’ replikker, uheldige betoninger og forudsigelig lærebogsgestik (a la ’stampen i gulvet betyder frustration’). Og hvor er det bare ærgerligt. For selvfølgelig har de mere at byde på. Holger Østergaard i rollen som Selmas bejler Jeff er måske den, der gør det bedst. Modsat flere af de andre, der, idet de taler, mentalt allerede synes en replik længere fremme, tør han tøve, så man næsten tror, han har tabt tråden. Det gør hans præstation virkelighedstro. En anden, der gør det godt, er Anders Baggesen – først som musicalinstruktør, så som gammel musicalstjerne. Baggesen er præcis som få i sin intonation, men de tildelte roller er her desværre meget små.

Dancer in the dark
Dancer in the dark på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

I Anne Zacho Søgaards iscenesættelse er der skabt ny musik af kunstnerduoen The Overheard med tekst af Stine Pilgaard og Patrick Ellsworth, og i en af sangene kaldes Selma ”en danser i mørket”. Det er ret præcist sagt. Selv siger hun, at ”musical er overlevelse” for hende. Og når hun overværer musicals, lister hun gerne ”ud inden den næstsidste sang” for, at den skal fortsætte inde i hende. En sådan karakter kræver stor skuespillerekspertise. For når Selma er bevidst om sin forsødnings-strategi, er hun jo netop ikke naiv og derfor heller ikke smertefri. Selma må forsøge at indbilde sig løgnen. Gøre en musical ud af livet for at udholde sit sure arbejde på metalfabrikken til den dårligt betalte løn. Alternativt kan hun ikke skaffe midler til Genes operation. Og den situation må gøre hende manisk på en måde, som Sofia Nolsøe kun momentvis formår at formidle. Selma er her ikke glad på en bevidst naiv måde. Hun siger de ting, som hun gør, men mundvigene hænger meget nedad, og det gør hende uinteressant. Vi skal kunne ane nervøsiteten bag det tvungne smil og fornemme den kun næsten totalt-indbildte glæde. Og det gør vi ikke.

Fabrikshal i metallisk blågrøn

Til gengæld er det visuelle helt i orden. Øverst er værkførerens kontor med kig ud gennem glas til gulvets folk på midterscenen, der står nær samlebånd og papkasser. Klinkerne, der udgør fabriksvæggene er holdt i en kølig metallisk blågrøn for at give en stemning af et trist, industrielt miljø, og fra loftet sender lysstofrørene deres ubarmhjertige hvide lys ned over de ensklædte ansatte, der næsten går i ét med baggrunden. Den totale udjævning er ligesom arbejdsrytmerne fascinerende. Som arbejdende myrer piler de ansatte rundt.

Dancer in the dark
Dancer in the dark på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Og de polyfone og noget industrielle lyde fra hallen forvandles overbevisende til musik – pludselig er det ikke metalplader, men blomster, der transporteres ind fra snore i loftet, samlebåndet bliver til en scene for dans, og loftlamperne hænger på skrå, mens det hele forløser sig i skønsang. Lige her får vi indsigt i Selmas metode. For at tåle livet og redde Gene ser hun de hårde autoriteter som ufarlige, dansende akrobater i en musical – en genre, hvor der, som Trier engang har sagt, aldrig rigtig sker noget forfærdeligt.

Senere forvandles midten af scenen til en retssal med gammeldags stole a la dem fra folkeskolen, og senere igen lægger den rum til hængningen. Også her integreres øverste del godt, når besøgende ’ringer’ til Selma i fængslet, og de begge kigger ud mod os fra hver sin højde og med glas i mellem. I begge sider er der desuden trapper op til rum, der på skift udgør Bills kontor, Selmas trailer, lægens konsultation og fængselscellen. Heller ikke her er der noget at sætte en finger på.

Dancer in the dark
Dancer in the dark på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Men til gengæld drukner sangen nogle gange i lydene bag. Teksten bliver utydelig, og det er smadder-ærgerligt, for musikken kan ikke bære budskabet alene. Det der kan høres, er dog heller ikke noget at skrive hjem om. F.eks. synger Jeff på et tidspunkt til Selma, at hun er som ”uldvanter” om hans kolde fingre. Her ønsker jeg mig bare en anelse mere præcision. Er det virkelig sådan, han har det med hende?

Baseret på film af Lars von Trier
Dramatisering: Patrick Ellsworth
Sangtekster: Patrick Ellsworth og Stine Pilgaard
Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard
Lydunivers: Marie Koldkjær og Morten Riis
Musik: Marie Koldkjær, Morten Riies, Klaus Q. Hedegaard og Steffen Lundtoft Jensen
Scenografi og kostumedesign: Helle Damgaard
Lysdesign: Mathias Hersland
Koreografi: Kasper Ravnhøj
Medvirkende: Sofia Nolsøe, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Anders Baggesen, Luise Skov, Holger Østergaard, Lise Lauenblad, Christoffer Hvidberg Rønje, Marie Koldkjær Højlund, Steffen Lundtoft Jensen, Aarhus Teaters kor m.fl.

Læs mere om forestillingen her

Del artiklen

'Sære Selma savner psykologisk raffinement i Aarhus Teaters visuelt vellykkede forestilling'

Facebook