Crazy Christmas Cabaret er i år ikke så politisk og samfundsmæssigt skarp, som den har været nogle år. Til gengæld er den britisk, når det er bedst.
The more the merrier – eller måske ikke? Crazy Christmas Cabaret har sine traditioner, og det værste man kan gøre – både når det gælder julen og the british christmas pantomime, der har lagt grundlaget for kabareten – er selvfølgelig at pille alt for meget ved netop traditionerne. Publikum venter på dem. På vejen ud fra Glassalen er den løbende diskussion mellem folk netop, om der var lavet noget om, og sammenlignende analyser mellem i år og foregående års temaer, aktiveringen af publikum og selvfølgelig og nok så væsentligt: The Dames kjoler. For her kan det ikke blive stort og opulent nok. Her er det virkelig jo mere jo bedre.
To af de diskuterende og – fremgår det af dialogen – loyale publikummere på vej ud af Tivoli trykker dog præcist på et ømt sted i årets udgave af Crazy Christmas Cabaret. Nemlig at der ikke er lige så megen dialog med og aktivering af publikum, som der ind imellem har været. Handler det om en af de store forandringer i år, at Vivien McKee ikke selv er med i forestillingen? Hun har en helt eminent og naturlig publikumskontakt, og vi savner hendes flirtende frækhed og satiriske spanking.
Selvfølgelig starter vi med at finde årets virgin, en af de efterhånden ret få mennesker i salen, der ser en Crazy Christmas Cabaret for første gang. Vi råber også ”Foggs off” utallige gange og en sagesløs tilskuer, der viser sig at være lidt af et naturtalent, er også på scenen som sherif efter pausen. Men der bliver ikke spillet på og sammen med publikum i helt samme grad, som det har været tilfældet nogle år.
Salen bruser ellers allerede inden det første ord er sagt. Forventningerne er spændt op til alt det lir, der overhovedet kan proppes ind i forestillingen, skuespillerne vil kunne få publikum til hvad som helst denne aften.
Best of Britain
Rammefortællingen denne gang er måske ikke så politisk og samfundsmæssigt skarp, som den har været nogle år. Til gengæld er den britisk, når det er bedst.
”Fogg’s off” er skåret over Jules Vernes eventyrer-roman Jorden rundt i 80 dage, skrevet af og om en klassisk engelsk gentleman fra en svunden tid. Dengang i imperiets storhedstid, inden Boris og Brexit, Putin og pengenød.
Den ærkebritiske kostumering klæder bestemt årets forestilling. Men den havde klædt den endnu bedre, hvis London Toast Theatre havde strammet op og ikke var løbet så løbsk i nogle af scenerne fra Phillipa Foggs (Katrine Falkenberg) – søster til romanens Phileas Fogg – rejse jorden rundt. Når hun og hendes følge forsvinder helt ud, har forestillingen det med at gå i stå.
Det sker for eksempel i scenen fra Little Vegas, hvor både Trump og Putin ellers dukker op i samme saloon sammen med en håndfuld folk af meget forskellig afstamning. Men scenen er uendelig lang i forhold til det, den satirisk byder på. Den er ikke skarp eller politisk overraskende nok, og afsporer ærgerligt derfor forestillingen.
Der er genkendelsens glæde og latter, når hvert land på rejsen præsenteres med et relevant hit, for trods David Batesons ihærdige anstrengelser er det selvfølgelig ikke lykkedes ham at forhindre en vis grad af musical-element i forestillingen. Aftenens største bifald tilfalder dog Andrew Jeffers, da han som Fogg-børnenes tante dukker op som Frihedsgudinden, irret fra højt opsat hårtop til tå.
Henrik Lund er en slags afløser for McKees Bent van Helsingør – men en hel del bedre syngende og dansende! – som Foggs danske tjener, der taler et The Julekalender-engelsk som selvfølgelig giver grobund for utallige misforståelser. Mens Rikke Hvidbjerg, Bennet Thorpe, Jefferson Bond og Claus de Lichtenberg går ligesom i øvrigt hele holdet, ind og ud af utallige større og mindre roller.
Ikke det bedste år
Man er altid i hyggeligt og festligt selskab, når London Toast Theatre spiller Crazy Christmas Cabaret. Og publikum elsker det og er glade.
Men uanset hvad er det 36. år ikke et toppunkt i kabaretens historie. Ærgerligt, for når nu London Toast Theatre har valgt at fastholde deres juletradition ville man gerne gå fra Glassalen og være varm og lykkelig ved tanken om, at det bliver jul igen næste år og næste år og hvert år efter det.
