Når Bergmans film Persona sættes på scenen i Malmø er det med en tysk og en svensk skuespiller på scenen. Den ene person er tavs, den anden talende og de forstår ikke hinandens sprog, så når selvsamme forestilling har premiere i Berlin, bytter de roller. Men hvad betyder sprog, kultur og spille-tradition for det sceniske arbejde?
Malmö Stadsteater direktør Kitte Wagner har i disse år særligt fokus på internationale samarbejder og inviterede til teater-samtale, hvor panelet af svenske og tyske scenekunstnere debatterede, hvordan et internationalt samarbejde både udfordrer og gavner de medvirkende i mødet mellem forskellige teatertraditioner.
Samtalen udspringer af den aktuelle Ingmar Bergman-forestilling Persona, som Malmö Stadsteater har skabt i samarbejde med Deutches Theater Berlin. Bergmans psykologiske drama handler om to kvinder, hvoraf den ene taler og den anden er tavs. Når forestillingen spiller i Malmø spiller den tyske skuespiller Corinna Harfouch rollen som den tavse Elisabet, og når holdet rykker til Berlin, overtager den svenske skuespiller Karin Lithman, rollen som den stumme kvindefigur, hvilket er et genialt træk, mener moderator for dagens samtale, teaterdirektør Kitte Wagner.
I panelet sidder den tyske instruktør Anna Bergmann sammen med skuespillerne Karin Lithman fra Sverige og tyske Corinna Harfouch.
Corinna Harfouch var ikke i tvivl, da hun blev spurgt, om hun ville medvirke i Persona. Hun voksede op i DDR, hvor der generelt var en stor fascinationen af Ingmar Bergman, men for Corinna var det derudover også lige dele begejstring for udsigten til at arbejde med instruktøren på denne opsætning, nemlig Anna Bergmann, hvis farverige og inspirerende teater fangede hendes opmærksomhed. Samtidig, fortæller Corinna, skyldtes hendes begejstring også, at hun aldrig tidligere har arbejdet med en kvindelig instruktør – trods sine mange år i branchen.
Netop denne pointe tager instruktør Anna Bergmann også fat på og forklarer, at hun på Badisches State Theater i Karlsruhe, som hun leder, har taget konsekvensen af den mandsdominerede branche og kun ansat kvindelige instruktører i denne sæson. Det gør hun for at sætte fokus på den skævvridning i kønsbalancen, hun mener, er generel for tysk teater. Ifølge en artikel i The New York Times fremgår det, at der i de seneste to årtier kun har været en stigning på 3 procent i antallet af kvindelige teaterchefer, hvilket i alt giver 22 procent i det tyske teaterlandskab. Derudover tjener mandlige skuespillere stadig i gennemsnit tæt på en tredjedel mere end deres kvindelige kollegaer, viser samme artikel. Mens Sverige har opnået en lige fordeling af mandlige og kvindelige teaterchefer, er over 70 procent af lederstillingerne på de danske teatre besat af mænd, viser tal fra 2017.
Helt generelt er der flere strukturelle forskelle mellem det tyske og det svenske, der bliver fremhævet på dagen. Anna Bergmann beretter om væsentlige forskelle i arbejdskultur og miljø. Hvor de tyske skuespillere ofte spiller mellem fire-fem forskellige forestillinger om ugen, kun har én fridag hver tolvte dag og må lære teksten om aftenen, da det ikke er medregnet i prøveperioden, så har svenskerne langt mere privilegerede arbejdsforhold. Men kulturforskellene kommer også frem i andet end arbejdsvilkår, forklarer Karin Lithman. Hun fremhæver blandt andet de meget forskellige tilgange til arbejdet med karaktererne.
Den legende tilgang
Hvor det, for den svenske skuespiller, er vigtigt at vide, hvorfor hendes karakter agerer eller siger, som hun gør, lægger den tyske instruktion op til det mere umiddelbare. Her søger den tyske tradition, ifølge Harfouch, det, der opstår når man bare slår hovedet fra og spiller, som hun kalder en mere irrationel eller legende tilgang. Karin Lithman fortæller, at hun var udfordret af ikke at vide, hvad der skulle ske, men at den åbne form også giver en frihed, og en fornemmelse af at alting er mere i proces. Karaktererne udvikler sig hele vejen gennem prøveperioden på samme måde som lyd, video og kostumer gør det, forklarer hun.
Anna Bergmann tilføjer, at det netop er kvaliteten ved teatret, at vi kan blive ved med at udvikle karaktererne, vi kan skabe noget i dette specifikke øjeblik, og det er dét, der skaber energien og spændingen, mener hun. Kitte Wagner fremhæver, at den tyske teatertradition også gør sig bemærket ved ikke at forsøge at “please” sit publikum – altså at give dem, hvad de forventer. Corinna tilføjer at netop det med at bryde konventionerne, som Anna Bergmann gør i sin instruktion, bliver en form for frigørelse. Et godt eksempel er, at publikum eksempelvis bliver i tvivl om, hvornår stykket er slut. Skal de klappe eller lade være? Vi søger en sikkerhed i konventionerne, mener Harfouch, der dog godt kan forstå den angst, man kan have for det ukendte. Dog er det her i det uvisse, hvor der opstår noget andet og mere spændende, mener hun.
Læs også ISCENEs store interview med Corinna Harfouch her
