Del

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det samme gør julegaveindkøbet. Hvad skal man finde på? Glem alt om den gode, gamle materialistiske og miljøbelastende jul i år, hvor indpakkede striktrøjer, elpiskere og ubrugelige plasticdimser fylder under træet. Giv i stedet en god oplevelse til dig selv og dine nærmeste. ISCENE guider dig til de perfekte teateroplevelser sammen med dine kære i det nye år.

Til mor og far

Tag dine forældre med til en musikalsk aften på Nørrebro Teater, hvor I sammen kan nynne med på Bent Fabricius-Bjerre og Klaus Rifbjergs uforglemmelige hits til folkekomedien Jeg er sgu min egen. Historien om den fandenivoldske Annie, som har det svært med regler, og bare gerne vil sætte sin hat, som hun vil, kan med garanti bringe et smil på læben hos dig og dine forældre.
Jeg er sgu min egen, Nørrebro Teater, 28. februar – 13. april 2019. Læs mere her

På Aarhus Teater kan du og dine forældre opleve Carl Erik Soyas giftige komedieklassiker Parasitterne, om den skruppelløse Hr. Gruesen og hans kone, Oline, der forgifter deres logerende i forsøget på at gafle den million, hun angiveligt skulle have bragt med sig fra Amerika. Med Bodil Jørgensen og Kim Veisgaard i rollerne som det grådige ægtepar, får du og dine forældre helt sikkert en underholdende aften sammen i Aarhus.
Parasitterne, Aarhus Teater, 8. februar – 13. marts 2019. Læs mere her

Invitér dine forældre med til en storslået musicaloplevelse med Odense Teaters nyskrevne forestilling Leonora Christina. Oplev den virkelige historie om kongedatteren Leonora Christina, der gik målrettet efter magten, men endte med at tilbringe næsten 22 ensomme år i fangenskab i Blåtårn. Musicalens musik leveres af et 70 mand stort symfoniorkester, og rollelisten er spækket med musikalske skuespilstjerner såsom Xenia Lach-Nielsen, Troels Lyby, Stig Rossen og Lars Simonsen.
Leonora Christina, Odense Teater, 22. januar – 15. februar 2019. Læs mere her

Til dine allerbedste bedsteforældre

På Aalborg Teater mener de, at de unge og deres bedsteforældre ser for lidt til hinanden. Tag dine bedsteforældre med til Borgerscene-forestillingen Spotify og Radio Luxembourg og vær med til at ændre dén tendens. Med udgangspunkt i musikken dengang og nu, inviterer Borgerscenen på Aalborg Teater indenfor til en aften, hvor musikalske, nordjyske borgere i alderen 16-25 år og 60+ fortæller om deres liv ud fra og med musik.
Spotify og Radio Luxembourg, Aalborg Teater, 2. februar – 6. marts 2019. Læs mere her

Sangene fra den kendte danske musicalfilm Mød mig på Cassiopeia fra dine bedsteforældres yngre dage, vil med garanti vække genklang hos både dem og dig. På Folketeatret kan I nu opleve den elskede operette-komedie om den inspirationsforladte komponist, Berger, der får besøg af musikkens muse og sætter gang i både inspiration, intriger og kosmisk kærlighed. Et stjernespækket cast, der blandt andre tæller Amalie Dollerup, Trine Gadeberg, Carsten Svendsen, Lone Hertz og Asger Reher, vil sørge for en festlig aften for fuld musik.
Mød mig på Cassiopeia, Folketeatret, 31. januar – 3. marts 2019 (derefter turné i hele landet). Læs mere her

Jagten på det grå guld kan du og dine bedsteforældre opleve den fysiske teatergruppe Don Gnus fortælling om at blive ældre. I en kamp mod tiden kaster Don Gnu sig ud i en hæsblæsende akrobatisk jagt efter det grå guld, og for at finde det smukke i tidens forfald. Med halsbrækkende krumspring, musikalsk poesi og humoristisk selverkendelse vil forestillingen med sikkerhed både underholde og skabe stof til eftertanke hos unge og gamle.
Jagten på det grå guld, Den Fynske Opera, 6. april – 7. april 2019. Lære mere her

Til din søde kæreste

Tag din kæreste med på en rejse ind i parforholdet med kunstnerkollektivet Sort Samvittighed. Forestillingen er baseret på en række litterære tekster om parforholdet – ukendte såvel som velkendte – der får et helt nyt liv på scenen på Betty Nansen Teatret. Bevæg jer sammen ind i parforholdets anatomi i alle dets afskygninger og afkroge fra den søde forelskelse til det benhårde arbejde.
I et forhold med Sort Samvittighed, Betty Nansen Teatret, 8. marts – 6. april 2019. Læs mere her

Er du og din kæreste til lige dele romantik og tragik, skal I helt sikkert opleve operaklassikeren La Bohème. Den Fynske Opera står bag en ny kammeropsætning på dansk, hvor et salonorkester på syv musikere og unge sangere fremtryller ægte pariserstemning. I kender garanteret historien om bohemen Rodolfo og syersken Mimi, der ved første øjekast forelsker sig i hinanden. Romancen får dog en brat slutning på grund af Mimis sygdom, som selv ikke kærligheden er stærk nok til at fordrive.
La Bohéme, Den Fynske Opera, 1. marts – 13. marts 2019. Læs mere her

På Aarhus Teater har du og din kæreste chancen for at opleve en anderledes kærlighedshistorie, når parret Brad og Janet farer vild i en stormfuld skov og strander på et slot i kultmusicalen The Rocky Horror Show. Nyd et sexet udstyrsstykke af en forestilling, der svømmer i seksuel flertydighed og legendariske glamrockhits.
The Rocky Horror Show, Aarhus Teater, 3. maj – 15. juni 2019. Læs mere her

Til din all time BFF

I kan uden tvivl huske Anders Matthesens animationsfilm fra 00’erne om den uheldige Terkel og hans tid i 6.A på Kastanjevangen Skole. Nu kan du og din allerbedste ven få et glædeligt gensyn med historien, de velkendte karakterer, de ikoniske replikker og de udødelige sange – som musical! Forestillingen spilles af en herlig blanding af skuespillere, komikere og sangere og rollelisten tæller blandt andre Ruben Søltoft, Martin Brygmann, Clemens og Thomas Bo Larsen.
Terkel – The Motherfårking Musical, Tivolis Koncertsal, 14. februar – 24. marts 2019. Læs mere her

Tag din BFF i hånden og kom med til casting i forestillingen Audition på Aarhus Teater, som udforsker de magtstrukturer, der findes mellem arbejdsgiver og ansat. En håbefuld kvinde med stjernedrømme går til casting på en film, og kommer samtidig ud på virkelig dybt vand. Lad dig forføre og skræmme sammen med din ’bestie’, når Aarhus Teater tager jer med ind i filmens hemmelige rum.
Audition, Aarhus Teater, 12. april – 11. maj 2019. Læs mere her

Invitér din samfundsengagerede bedste ven med på Teater Momentum og få én på tænkeren i dokumentarforestillingen Fake News. Her udforsker journalisten Zach og skuespilleren Henriette journalistens rolle i dag, og sammen skaber de masser af ’fake news’ i en parodisk gennemgang af journalistens genrer og virkemidler.
Fake News, Teater Momentum, 3. februar – 4. februar 2019. Læs mere her

Til din lille nevø/niece

Befinder du dig i Nordjylland, så tag din lille nevø eller niece med på en rejse under havets overflade i Vendsyssel Teaters dukketeaterforestilling Havfruen fra Hirtshals. Oplev en historie om venskab og de farer, der lurer ud fra Hirtshals’ kyst – tilsat et stænk af havfrueskønhed.
Havfruen fra Hirtshals, Vendsyssel Teater, 23. marts – 13. april 2019. Læs mere her

Tag dine kæreste små med på Nørregaards Teater i Odense og oplev den sørgmuntre, musikalske forestilling 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10. En engel og en mand i et slidt jakkesæt sidder på en trappe. Englen vil gerne hjælpe manden, som har meget på sin samvittighed. Hun beslutter sig for at bruge de 10 bud. Men er det vigtigste at følge dem, eller sit hjerte?
1-2-3-4-5-6-7-8-9-10, Nørregaards Teater, 29. januar – 22. februar 2019. Læs mere her

Oplev Halfdan Rasmussens finurlige digte og rim på scenen med din nevø eller niece i Halfdans Hokus Pokus på Det Kongelige Teater. Glæd jer til at træde ind i en verden af teatermaskineri og teatertricks, hvor fantasien får frit spil.
Halfdans Hokus Pokus, Det Kongelige Teater, 9. februar – 16 marts 2019. Læs mere her

Alle forestillinger

Jylland
Parasitterne, Aarhus Teater, 8. februar – 13. marts 2019.
Spotify og Radio Luxembourg, Aalborg Teater, 2. februar – 6. marts 2019.
The Rocky Horror Show, Aarhus Teater, 3. maj – 15. juni 2019.
Audition, Aarhus Teater, 12. april – 11. maj 2019.
Havfruen fra Hirtshals, Vendsyssel Teater, 23. marts – 13. april 2019.

Fyn
Leonora Christina, Odense Teater, 22. januar – 15. februar 2019.
Jagten på det grå guld, Den Fynske Opera, 6. april – 7. april 2019.
La Bohéme, Den Fynske Opera, 1. marts – 13. marts 2019.
Fake News, Teater Momentum, 3. februar – 4. februar 2019.
1-2-3-4-5-6-7-8-9-10, Nørregaards Teater, 29. januar – 22. februar 2019.

Sjælland
Jeg er sgu min egen, Nørrebro Teater, 28. februar – 13. april 2019.
Mød mig på Cassiopeia, Folketeatret, 31. januar – 3. marts 2019 (derefter turné i hele landet).
I et forhold med Sort Samvittighed, Betty Nansen Teatret, 8. marts – 6. april 2019.
Terkel – The Motherfårking Musical, Tivolis Koncertsal, 14. februar – 24. marts 2019.
Halfdans Hokus Pokus, Det Kongelige Teater, 9. februar – 16 marts 2019.