Teater, der ændrede mit liv

<strong>Teater,</strong> der ændrede mit liv

Foto: Oliver Hoffmeyer

ISCENE har spurgt to tilfældige teatergængere hvilken teateroplevelse, der har påvirket dem mest – hvor, hvornår og hvorfor.

David Nielsen, 43 år, Vanløse, teamleder

Hvilken teateroplevelse ”ændrede dit liv”?

Cafeteatrets opsætning af Philip Ridleys debut The Pitchfork Disney i 1993. Det er nok lidt stort at sige, at denne oplevelse ændrede mit liv, men forestillingen var markant anderledes end de teateroplevelser, jeg hidtil havde haft. Denne forestilling var meget direkte i sit sprog og sin billedlige fremstilling. Sproget var meget beskrivende og lagde ikke fingre imellem. Forestillingen udfordrede og rørte mig følelsesmæssigt.

Foto: Oliver Hoffmeyer

Hvem var du sammen med?

Jeg så forestillingen i forbindelse med drama-undervisning på HF. Så vi var en flok unge mennesker, der havde denne intime oplevelse sammen på Cafeteatrets lille scene.

Hvad gjorde så stort indtryk på dig?

Forestillingen var i et drømmende, nærmest urealistisk univers – måske en drøm – hvor de to søskende Haley og Presley (Elisabeth von Rosen og Lars Kaalund), bor isoleret sammen og har skabt et barnligt fantasiunivers. De fortæller hinanden historier, mens de spiser chokolade. Stykkets tema er frygt for det uvisse, det ukendte og verden udenfor. Jeg tror, stykket gjorde særligt indtryk, fordi jeg selv som 19-årig for alvor var ved at træde ind i en voksenverden og fx skulle træffe valg om uddannelse og andre afgørende ting. Den frygt, som meget eksplicit kom til udtryk på scenen, talte til mig, tror jeg.

Hvilken oplevelse tror du, de andre i publikum fik?

Jeg tror, vi alle havde en meget intens oplevelse. Samtidigt var der tale om en forestilling, der talte individuelt til den enkelte der, hvor man var i sit liv. Forestillingen stillede nogle ret eksistentielle spørgsmål – til en selv og omverden, om hvor man kom fra, og hvad man frygter. Det gjorde nok, at vi hver især kunne relatere til forestillingen ud fra forskellige vinkler.

Hvad betød den nye indsigt for dig?

Retrospektivt tror jeg, at forestillingen fik sat ord og billeder på den livssituation, jeg stod midt i, og måske var den med til at sætte en refleksion i gang, så jeg kunne tage stilling til de spørgsmål og valg, jeg stod overfor.

Jeppe Garly, 18 år, Valby, går i 2.G på Falkonergården

Hvilken teateroplevelse ”ændrede dit liv”?

Da jeg var 15 år, så jeg Ungdom (2015) på Teater Republique. Stykket gav mig helt sikkert en ny vinkel på, hvordan man kan være ung i Danmark i dag.

Hvem var du sammen med?

Jeg så stykket med min mor og storebror, men det, som var helt nyt og meget udfordrende ved stykket, var, at jeg blev løsrevet fra min familie og på den måde oplevede stykket på egen hånd – altså jeg blev udfordret individuelt som mig selv. Selve stykket gik ud på, at man blev taget ind i en isoleret alder, hvor man, uanset om man var ung eller gammel, fik lov til at genopleve eller opdage ungdommen på egen krop. For mig var det, som om jeg gik gennem en portal og landede lige midt i Roskilde Festivalen.

Foto: Oliver Hoffmeyer

Hvad gjorde så stort indtryk på dig?

Idet jeg kun var 15 år og aldrig havde oplevet en sådan form for social omvæltning, som dette stykke smed mig ind i, forlod jeg “scenen” med en helt ny form for tankegang. Jeg oplevede, hvordan teaterkunsten gennem både sanser og ord kan formidle følelser og indsigter, jeg ikke havde før.

Hvilken oplevelse tror du, de andre i publikum fik?

Det var en meget individuel oplevelse. Man blev sat fri i det sociale vildnis og ført rundt af forskellige skuespillere. Det var svært at se forskel på skuespillere og deltagere, man måtte i hvert fald kigge nærmere på deres tøj, da deltagerne ikke var helt så sommerklædte som skuespillerne. Efter forestillingen sammenlignede vi vores oplevelser og opdagede, at der var et dramaturgisk mønster, men alligevel var samtalerne, historierne og handlingerne ret forskellige. Ens egen tilgang til forestillingen, fx ens alder, spillede nok også en rolle.

Hvorfor tror du, at netop denne forestilling ramte så stærk på det pågældende tidspunkt?

På det tidspunkt var min egen hverdag ret splittet, fordi jeg var i en sammenhæng med flere grupperinger, som jeg flød lidt rundt imellem uden helt at høre til et bestemt sted. Da jeg deltog i Ungdom oplevede jeg en ny form for interaktion mellem mennesker, som jeg ikke havde set før. I stedet for grupperinger, blev der dannet et fællesskab, hvor alle kunne være sammen på kryds og tværs. Det gav mig inspiration til, hvordan jeg selv kunne påvirke de sociale sammenhænge, jeg var i på det tidspunkt.

Del artiklen

'Teater, der ændrede mit liv'

Facebook