Projektteateret HiLS DiN MOR laver teater, der skal fremme accepten af LGBT+ personer i Danmark. Senest er de blevet nomineret til en Reumert for forestillingen Fucking Åmål i kategorien bedste børne/ungdomsteater. Men hvordan får man formidling og kunstnerisk kvalitet til at gå op i en højere enhed? Og er det egentlig stadig relevant at lave den type af teater i 2018? ISCENE har sat skuespiller René Benjamin Hansen stævne.
Først fik de Lauritzen-prisen, så blev de en del af highlight-programmet ved teaterfestivalen CPH Stage, og senest blev forestillingen Fucking Åmål, der er baseret på filmen af samme navn fra 1998, nomineret til en Reumert i kategorien bedste børne/ungdomsforestilling.
Det københavnske teater HiLS DiN MOR har flere forestillinger bag sig, der alle kredser om temaer som homoseksualitet, hate crime og identitet, men de er dog ikke vant til nationalt spotlight af den kaliber i forbindelse med deres forestillinger: ”Vi har spillet Fucking Åmål 128 gange i denne sæson, og efter CPH Stage skal vi spille på Teater Vestvolden og Folketeatret. Det har været ret hæsblæsende, at vi har fået så meget opmærksomhed, og vi er dybt taknemmelige,” forklarer skuespiller i gruppen René Benjamin Hansen.
Selve forestillingen er en fortælling om to unge piger i den lille by Åmål i Sverige, som kæmper med en fælles følelse af at være anderledes, mens de længes væk efter noget andet. I mødet med hinanden finder de både kærligheden og modet til at være sig selv.
Hvorfor teater om homoseksuelle?
Selvom LGBT+ personer har fået mange flere rettigheder og opmærksomhed i Danmark anno 2018, er der stadig noget at kæmpe for, mener René Benjamin Hansen. Det har han mærket på egen krop, og det oplever han også, når teatret er ude på skoler og på scener i hele landet med deres forestillinger. ”Jeg vidste selv, at jeg var homo, da jeg var 10 år, men jeg turde først sige det offentligt, da jeg blev 18-19 år. Det kan være en hård proces, og jeg er også blevet kaldt bøsserøv i skolegården. Det påvirker selvfølgelig en som person, at man ikke kan vise omverdenen, hvem man er i så mange år, og derfor taler man i dag i miljøet meget om de følgevirkninger, som de fleste af os har med. For mit eget vedkommende var det en lettelse at springe ud, og i dag er jeg kommet videre. Men der er stadig brug for, at vi taler om seksualitet med unge mennesker, og der er brug for rollemodeller og muligheden for at se historier om LGBT+ personer på de danske scener,” understreger René Benjamin Hansen.
I forbindelse med forestillingerne Fucking Åmål og Hate Crime – en kærlighedshistorie har HiLS DiN MOR fået mange henvendelser fra tilskuere, der er blevet personligt berørte af forestillingen. Unge mennesker og lærere er sprunget ud foran en hel skole i forbindelse med stykkets eftersnak, og skuespillerne har modtaget mange personlige takkebreve. Men der har også været negative reaktioner: ”Vi havde en oplevelse, hvor en flok elever sad og hviskede ’bøsserøv’ gennem hele forestillingen. Til sidst rejste en elev sig op og råbte ’bøssesvin’, mens vi blev truet med blandt andet indblanding fra forældrene. Det var en ret speciel situation, fordi vi skulle forsøge at vende stemningen i en hel sal. Så på den måde kan man sige, at vi er udsat for den samme type af diskrimination som mange andre unge mennesker, og det var ret voldsomt. Men det fortæller mig også, at det er vigtigt, at vi kommer ud til alle med det her tema. Og det kan være både unge i Esbjerg og på Vesterbro, der reagerer voldsomt på forestillingen,” påpeger René Benjamin Hansen.
At løse opgaven kunstnerisk
Én ting er at ville ud med et budskab – noget andet er at gøre det i en kunstnerisk form, så fortællingen ikke bliver reduceret til reelt formidlingsteater og stadig kan stå alene som et kunstnerisk værk. Hvordan håndterer man den proces?
”Vi arbejder som et professionelt teater, og vi går først og fremmest efter at skabe en vellykket teaterforestilling.”
Modsat et teaterstykke som Skam på Aveny-T i denne sæson, som er baseret på en TV-serie, som målgruppen havde frisk i erindringen og nærmest kunne replikkerne til, er filmen Fucking Åmål faktisk ikke kendt af ret mange af de unge mennesker i salen.
”Typisk kender de voksne filmen, og man kan mærke, at de har et personligt forhold til den. Det har jeg også selv, for det var banebrydende dengang, at man kunne lave en film om to unge pigers kærlighed. I dag har vores unge publikum kun set filmen, hvis deres lærer har vist den i undervisningen,” forklarer René Benjamin Hansen.
I arbejdet med at transformere fortællingen fra film til teater har HiLS DiN MOR fokuseret på at indarbejde et hurtigt tempo med mange sceneskift, der også rummer sekvenser, hvor de standser fortællingen for at tale direkte til publikum. Og den faglige vurdering fortæller, at projektet har ramt noget rigtigt:
”Film på teater er en af årets store trends, og her får du en særlig vellykket version af slagsen. For mere hjertevarm, lattermild, følsom og sjælestærk fortolkning af ungdomsdramaet Fucking Åmål er vist aldrig set før,” lød en del af vurderingen blandt andet fra highlight-udvalget ved teaterfestivalen CPH Stage.
”Reaktionerne på forestillingen fortæller mig, at vi er nået langt, men der er stadig fordomme derude. Nu har jeg lavet teater i over 20 år, og det her er noget af det vigtigste, jeg har været med til,” afslutter René Benjamin Hansen.
