Del

Parasitterne

8. feb - 13. mar 2019

Aarhus Teater

”Kan vi stole på de mennesker, vi elsker højt og hvornår bliver vi snydt af vores nærmeste?” Det er store spørgsmål, der ligger til grund for instruktør Sargun Oshanas satiriske fortolkning af Soyas klassiker Parasitterne, som Oshanas selv fortæller om tilblivelsen af her.

Aarhus Teaters prisbelønnede husinstruktør Sargun Oshana er aktuel med Soyas klassiker Parasitterne. Det er en satirisk fortælling, som instruktøren selv håber: ”vækker noget i folk, uanset om de tænker: ”jeg skal aldrig i teatret igen,” eller de tænker: ”det er derfor, jeg går i teatret,”.
Men hvordan kan satire forblive spidden på tværs af årtier og hvad skal der til for, at en klassiker får form som moderne fortælling.

Hvad er dit personlige greb på forestillingen og hvad vil du fortælle med din iscenesættelse af Parasitterne?

“Det mest markante i mit greb på forestillingen er, at vi har taget et kammerspils-univers og ført det ind i et dukkehus, som karaktererne bevæger sig i. For mig er dukkehusets mikrokosmos et billede på, hvordan de her parasitmennesker lever inde i deres egen verden – men de tror selv, at det er virkeligheden, de lever i. Dukkehuset er det plastiske univers, hvori mennesket har løjet så meget at alt er blevet fake, på en måde. Fra Soyas hånd er karaktererne meget skarpt tegnede, så jeg har gjort dem mere flerdimensionelle for ikke at gøre dem til karikaturer af sig selv.”

Parasitterne på Aarhus Teater. Foto: Anna Marìn

Parasitterne blev skrevet som satire i 1929 – hvordan gør du den aktuel og spiddende i dag?

“Satiren har været den samme til alle tider. Det er ikke satirens formgreb eller funktion, der har ændret sig, det er samtiden og de briller, vi ser satiren med. I vores tid har ord og den platform ord udkommer på en magt. En talehandling som fx en joke har konsekvenser, fordi den kan udkomme i hele verden, noget vi så med eksempelvis Muhammed-tegningerne, der havde kæmpestore konsekvenser i samtiden, fordi tegningerne rykkede sig ud af den kontekst, de blev skabt i. Derfor er jeg enormt bevidst om, hvordan man bruger satiren, og hvilken magt humor har i vores tid.

Humor kan virke som en politisk bølge, og jeg bruger den til at lave spejlinger af samtiden gennem Soyas tekst, altså ved at have en Trump-lignende hybrid som Gruesen, mens den bedrageriske millionær Miss Olson, har en Britta-agtig undertone (Britta Nielsen er pt anklaget for at have svindlet statskassen for 111 mio. kr. red.). “

Hvem driver forestillingen, og hvad skal vi med de personer i dag?

“Det er Hr. Gruesen (Kim Veisgaard), der er den drivende karakter i forestillingen. Han er et arbejdende menneske, der lever sparsomt fra dag til dag, indtil han møder millionæren Miss Olson (Hanne Windfeldt) og lugter penge. Herefter bliver han opslugt af en grådighedslavine, som fører til at han svindler alle omkring sig inklusiv hans egen kone (Bodil Jørgensen).”

Parasitterne på Aarhus Teater. Foto: Anna Marìn

“Det interessant er, at ingen går fri i Soyas fortælling. Han skildrer almindelige mennesker; arbejdermennesket, familiefaren, den studerende, overklassefruen og viser, at vi alle har en gnist i os, der kan få os til at bedrage vores omverden for egen vindings skyld. En gnist, der tændes, når vi pludselig lugter magt eller penge. Når man kigger på vores samtid og ser på Britta, som har snydt for en svimlende sum millioner, så er hun et almindeligt hverdagsmenneske altså ikke en figur, man tænker på, som har kæmpe politisk magt som eksempelvis Trump. Eller når Danske Bank, en institution vi burde kunne stole på, viser sig at have hvidvasket penge – så er det, der pludselig bliver en diskrepans mellem den omverden, vi er opdraget til at tro på, og den, som er virkelighed. Det skubber til vores verdens- og virkelighedsopfattelse, og det er med til at sætte spørgsmålstegn ved vores egen position i samfundet. En mistillids-problematik, der også findes i ægteskab og blandt venskaber: kan vi stole på de mennesker, som vi elsker højt? Og hvor lidt skal der til, før vores nærmeste snyder os?”

Hvad er det særlige en klassiker kan tilbyde dig som instruktør i forhold til et stykke ny dansk dramatik?

“Jeg bliver inspireret af alle værker, der grundlæggende vil fortælle en god historie eller har et emne, jeg brænder for. Inspirationen i Parasitterne kom i kraft af den arketypiske grundhistorie, som jeg også finder hos Shakespeare, der handler om grådighed og vejen til magt. Rent personligt er det et nyt landskab for mig at arbejde med en klassiker i det her format – med ni karakterer og fem akter, og det udfordrer mig, fordi jeg ofte har arbejdet med moderne dramatikere. Men for mig som instruktør er det vigtigste at finde ud af, hvad jeg vil fortælle i den her historie – uanset om det er en klassiker eller telefonbogen, jeg iscenesætter.”

Parasitterne på Aarhus Teater. Foto: Anna Marìn

Hvad har været det sværeste at få til at lykkes i din fortolkning?

“Det mest udfordrende ved denne fortolkning er, at vi har spændt det ret stort og ekspressionistisk op ved at have et dukkehusunivers med hele den tilhørende æstetik omkring forestillingen. Det vil sige, at de eksempelvis har garnparykker på, og det skaber et stort udtryk. Der indgår i forvejen et stort farce-element i forestillingen, så jeg har skulle holde fokus på at dirigere forestillingen, så den ikke bliver plat eller forceret, men havde en solid bund. Grebet går også igen i spillestilen, så arbejdet med skuespillerne har handlet meget om at skabe ægte figurer, midt i det ekspressionistiske univers.”

Hvad er du mest spændt på at se om lykkes?

“Jeg er meget spændt på at se, om publikum bliver berørt og kan genkende sig selv i fortællingen og universet. Jeg har prøvet at gå efter den idé, at sulten efter mere er et grundstof i os alle, bevidst eller ubevidst, og jeg er spændt på at se, om jeg får ram på det.
Jeg håber, det kan skabe debat om tillid, og spørge ind til, hvad gør det ved os, når vi mister tilliden til vores omverden, og hvordan vi kan stole på hinanden!”

Hvad er du mest nervøs for om lykkes?

“Jeg er ikke nervøs for om forestillingen lykkes, for jeg sætter ikke stykket op for at lykkes med noget. Der er nogen, der vil synes, at det er en forfærdelig forestilling, mens nogen vil forlade teatersalen med en kæmpe oplevelse, og jeg er meget åben for, at Parasitterne rummer begge parametre. Jeg ønsker, at mine forestillinger appellerer til samtale og debat og får folk til at mærke oplevelsen i kroppen. Det er det, som teater modsat en artikel eller en dokumentar kan gøre: i teatret mærker vi det i vores krop, fordi vi er i rummet sammen med en flok skuespillere og oplever forestillingen live. Så jeg håber, at det vækker noget i folk, uanset om de så tænker: ”jeg skal aldrig i teatret igen,” eller får oplevelsen af, at: ”det er derfor, jeg går i teatret.”

Parasitterne på Aarhus Teater. Foto: Anna Marìn

Sargun Oshana f. 1984

Uddannelse: Instruktør fra Den Danske Scenekunstskole København 2016, og Skuespiller fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2012. Huskunstner på Aarhus Teater med ønske om at udvikle selve teaterformatet.

Priser: Modtog i 2018 Teaterkatten, foreningen af Danske teaterjournalister, med begrundelsen: ”Han er en mester ud i teatereksperimenter, han skaber scenekunst, der trækker ungdommen ind i teatersalene og han er – som han selv sagde, da vores formand Jakob Steen Olsen ringede til ham – ”den første araber, der modtager prisen”.” Læs hele talen her

Instruktion Bl.a.: Psychosis 4.48 (Aarhus Teater, 2018), Misery (Østerbro Teater, 2018), Anekdoter (Aarhus Teater, afholdt på Lokalcenter Møllestien 2018)

Carl Erik Soya, 1896-1983. Dansk forfatter og dramatiker. Soya kaldte sig udelukkende Soya, når han publicerede, og publikum var ikke bekendt med hans fornavne. Hans første skuespil, Parasitterne (1929, opf. 1931), er en skræmmende karikatur af småborgerlighed, misundelse og gemenhed. Læs mere her