Del

Aarhus Teater er i fuld gang med at digitalisere sine 350 hyldemeter arkivalier fra teatrets fødsel i år 1900 til i dag. Nu inviterer de alle teaterinteresserede borgere og fagfolk ind i det nye digitale teaterarkiv, der rummer over 119 års kulturhistorie.

Online-arkivet er en skattekiste med en kulturarv, som spejler talrige aspekter af scenekunstens, men også bymiljøets og kulturens historie. Både i samspil med byen og med resten af Danmark. Over 7.000 af teatrets omkring 25.000 billeder fra hundredvis af teaterforestillinger kan nu ses online – og mange flere er på vej. Alle teatrets forestillinger, sæsoner og skuespillere er beskrevet – hvad blev spillet, hvem spillede i hvad og hvornår? Og hvordan så de ud, da de gjorde det.

Unikt projekt

Der er ikke længere andre teatre i Danmark med en decideret arkivfunktion og en bevaret retrospektiv og løbende opdateret samling. Aarhus Teaters nye digitale – og offentligt tilgængelige – arkiv er med andre ord enestående i Danmark og har en relevans, der rækker langt ud over Aarhus Teaters matrikel, by- og landegrænse.

Niels Ellegaard og Kim Veisgaard i Ulysses fra Ithaca, 1999. Foto: Jan Jul

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen er stolt over teatrets nye, digitale teaterarkiv:

“Jeg er rigtig stolt over, at det er lykkedes os – og i særdeleshed vores arkivar Marianne Philipsen i samarbejde med Aarhus Stadsaarkiv – at etablere et enestående digitalt teaterarkiv, der ikke kun er til glæde for os, som hele tiden bruger det i vores arbejde, men også for den omverden, der har interesse i teater- og kulturhistorien. Teatrets kunst eksisterer i nuet, men vores digitale teaterakiv er med til at puste liv i fortidens forestillinger, både den 100 år gamle og den fra i går aftes. Arkivet rummer vores – teatrets og publikums – minder og kortlægger teaterhistoriens traditioner. Det synes jeg er en smuk og vigtig mission.”

Jacob Steen Olsen, teaterredaktør, Berlingske og formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, udtaler om projektet:

“Projektet kan med sin gennemtænkte og fyldestgørende opbygning fungere som en glimrende model til efterfølgelse for andre kulturhistoriske samlinger.” (…)
“Jeg oplever gang på gang, hvor besværligt det kan være at skaffe sig den viden, man søger til sit formidlingsarbejde, fordi værdifuldt historisk materiale ikke er tilgængeligt eller tilfældigt rubriceret i de samlinger, man opsøger. … Aarhus Teaters arkivale digitaliseringsprojekt vil demokratisere teatrets righoldige, kulturhistoriske materiale og og give alle umiddelbar adgang til det – uanset hvor i landet, man måtte befinde sig.”

Prinsessen på ærten 1900-01.

Se onlinearkivet her

FAKTA OM AARHUS TEATERS ARKIV Aarhus Teaters arkivsamling rummer mere end 350 hyldemeter arkivalier om Aarhus Teater fra 1896 og frem til i dag. Arkivet er beliggende i Aarhus Teaters bygninger i Skolegade 9.


Blandt de tusindvis af arkivalier finder man bla. manuskripter, fotografier, programmer, plakater, scene- og kostumetegninger, breve, dagbøger og meget andet.


ONLINE-ARKIVET Her kan man søge på en forestilling, person, personaletype, rolle eller sæson og herigennem komme på en rundtur i hele teatrets historie. Eller få specifikke oplysninger om enkelte forestillinger og skuespillere.


Teatret opdaterer løbende sitet med nye billeder, forestillingsprogrammer o.lign.

Online-arkivet findes herwww.aarhusteater.dk/arkivonline

Online-arkivet er blevet til i samarbejde med Aarhus Stadsarkiv.