Skal du være en gennemført robot til fastelavn, iføre dig Lisbeth Balslevs sølvkjole fra Wagners Ringen eller give den gas til gallafest i perler og flæser?
Det er nogle af mulighederne, når Den Jyske Opera for første gang sælger ud fra kostumelageret lørdag den 2. marts kl. 10.00-13.00 i Musikhuset Aarhus.
Arrangementet sker i samarbejde med Musikhuset Aarhus og på 2. balkon i Foyeren vil der være kostumer og effekter til salg for enhver pengepung.
Her er kostumer i alle former og farver lige fra kjolerne fra La Traviata (2018), Nibelungens Ring (1995) og Papagenos kostume fra Tryllefløjten (2009).