Del

Vendsyssel og Aalborg Teater er begge aktuelle med opsætningen af Ibsens Et dukkehjem. Spørgsmålet er, hvad forestillingen kan fortælle os i dag?
ISCENE tog en snak med de to instruktører, Kaspar Rostrup og Hans Henriksen.

Der er ingen tvivl om, at det er to vidt forskellige fortolkninger, som publikum kan opleve, når den prisbelønnede personinstruktør Kaspar Rostrup sætter i scene på Vendsyssel Teater, mens direktør Hans Henriksen står for instruktionen af Et dukkehjem på Aalborg Teater.

Kaspar Rostrup. Foto: Miklos Szabo

Spørger man Kaspar Rostrup om, hvad han vil med Ibsens klassiker, er det ”at fortælle en historie om, hvordan mennesker har det med hinanden. Hvordan de tror, at de kender hinanden – og hvordan en løgn imellem dem pludselig bliver afsløret og ændrer alt. Det kan fortælle os noget om, at vi ikke altid kender os selv – og at vi ikke altid kender vores partner. Vi tror bare, at vi gør det. Derfor er stykket tidløst.”.

Hans Henriksen. Foto: Allan Toft

På Aalborg Teater går instruktør Hans Henriksen, ofte mere eksperimenterende til værks, og det er også en modernisering af Ibsens drama, som publikum kommer til at se. Her har Henriksen mistillid som et centralt tema, og sætter fokus på samfundsstrukturer og værdihierarki, som han siger:

”Manglen på tillid er en tendens i tiden, som gennemsyrer hele vores relation til mange af samfundets vigtigste institutioner som fx pressen og politikerne.”

Han spørger retorisk: ”Hvad er fx vigtigst – dit forhold til banken eller forholdet til dine nærmeste? Og hvor ligger det største ”fald”? At miste kreditværdighed eller miste din familie ved fx skilsmisse?”.

Et dukkehjem på Vendsyssel Teater, 2019. Foto: Jacob Stage

De to instruktører arbejder ud fra forskellige vinklinger af Ibsens tekst. For Kaspar Rostrup handler det om: ”…en kvinde, der står under sin mand – og om et samfund, hvor manden som udgangspunkt står over kvinden. Den ubalance prøver jeg at skildre i forestillingen. Også helt konkret. Helmer går for eksempel op ad en trappe til sit kontor, mens Nora sidder med sine julegaver på stuens gulv.

Vi har rykket det ud af naturalismen. Selv om vi holder os nogenlunde til kostumerne fra dengang, er udtrykket ikke realistisk. Vi har stiliseret det. Jeg vil næsten kalde det ’grotesk’. Vi har skabt et univers i familien Helmers lejlighed, sådan som det er krævet hos Ibsen. Men i stedet for et almindeligt firkantet rum som på et almindeligt ’kukkasseteater’, så er vores dagligstue helt rund. Vi har valgt at skabe forestillingen som ’theatre in the round’ på den store runde scene. Da jeg var instruktør på Gladsaxe Teater i 1970’erne, indførte jeg totalteatret i Danmark. Teatrets runde sal kan alle mulige ting, så min iscenesættelse af Et dukkehjem bygger selvfølgelig på mine erfaringer med at skabe totalteater.”

Hans Henriksen har derimod vægtet et mere moderne udtryk, og fortæller: ”Vores univers tager udgangspunkt i 2019 og bærer præg af både realisme og drøm. Grundlæggende er der noget absurd over hele stykkets dramaturgi og udvikling. Se fx på forholdet mellem Krogstad og Fru Linde. Det er både psykologisk realistisk og “fantastisk” på samme tid, det tilhører denne verden og gør det ikke. It’s too much to be true. Man skal aldrig glemme at Ibsen var symbolist.

Et dukkehjem på Aalborg Teater. Foto: Alan Toft

Da Ibsen skrev stykket, var selve det at forlade familie-institution, en revolution. Sådan er det ikke mere. Men det at bryde loven, fordi man er uenig med dens principper, er stadig revolutionerende. Nora erkender at hun ikke kan leve i en situation, hvor hun tvinges til at opretholde illusionen. Det er ikke familieinstitutionen hun forlader, men samfundets værdier, hun ikke kan leve med. Hendes oplevelse af rigtigt og forkert, stemmer ikke overens med de eksisterende samfundsværdier, hvor hun sætter medmenneskelighed og kærlighed højest på værdiskalaen og dét, hun kan fortælle os i dag, er, at vi har et samfund, som bygger på umenneskelige værdier.”

Kaspar Rostrup fortolker Noras opgør som et mere psykologisk funderet projekt og forklarer: ”Nora er en stærk og begavet kvinde, der bare aldrig har fået lov til at stå på egne ben. Men undervejs i stykket får hun indsigt og mod nok til at handle. Som rolle har Nora været meget betydningsfuld. Kvinder i hele Europa identificerede sig med Nora, og der kom en hel skilsmissebølge i kølvandet på Et dukkehjem i slutningen af 1800-tallet. Der findes middagsinvitationer fra samtiden, hvor der stod, at det var forbudt at diskutere Et dukkehjem under middagen. Det fortæller, hvor rystende stykket var dengang. Det, Nora skal fortælle os, er, at vi bliver nødt til at se os selv i øjnene. At vi ikke kan leve på en løgn. At vi bliver nødt til at sætte ord på vores følelser – og gøre, sådan som vi føler er rigtigt.”

Et dukkehjem på Vendsyssel Teater, 2019. Foto: Jacob Stage

Men hvad så med Helmer? Hvad skal Nora med ham, og hvem er han i dag?

”Helmer er en mand, der har det fantastisk. Han har en yndig hustru og nogle dejlige børn, og han har lige fået drømmejobbet som bankdirektør. Han har bare glemt at tage Nora alvorligt. Så da hun præsenterer ham for fortiden, går han i stykker. Han har ikke kendt sig selv, men han har heller ikke kendt sin partner.” siger Kaspar Rostrup, mens Hans Henriksen oplever Helmer som en frygtsom mand, i kontrast til den stærke Nora, og siger: ”Helmer er bange, det er Nora ikke. Helmer klamrer sig fast til status quo, når det afsløres at systemet, de lever under, er baserer på løgn. Han elsker Nora, men er bange for at falde igennem og miste status. Han kan ikke leve uden sin tro (på samfundet som bestående orden). Nora kan ikke leve med en løgn. Det kan Helmer. Han lyver hellere end at gå i opposition – og derfor går Nora til slut.”

Hvor går Nora hen? Spørges der som ofte i de moderne opsætninger, for nok var det et oprør i fortiden at kvinden forlod ægteskabet, men i dag er det langt fra en revolution.

Hans Henriksen siger:
”Hun går i affekt, og hun går, fordi hun intuitivt ved, hun ikke kan leve i løgnen. Nora kan trække sig helt tilbage og tie om tingenes tilstand, eller hun kan blive progressiv i kraft af hendes indsigter.”

Mens Rostrup er mere hemmelighedsfuld og udtaler:
”Det må publikum opleve, når de kommer og ser forestillingen! Men hun bevæger sig et sted hen, hvor hun kan opnå samme respekt som mænd.”

Begge forestillinger kan opleves dette forår:
Vendsyssel Teater, Et dukkehjem, 20. februar - 20. marts. Læs mere her
Aalborg Teater, Et dukkehjem, 9. marts - 2. april. Læs mere her