Del

LINDE & BREINHOLT – EN SLAGS FORESTILLING
jan - mar 2020
Aveny-T

Sofie Linde og Anders Breinholt er næste år klar med showet ’Linde & Breinholt – En slags forestilling’. Begge er kendt af millioner af danskere fra radio og tv, men endnu ikke fra teaterscenen.

De to tv-værter Anders Breinholt og Sofie Linde, der blandt venner kendes som ’Flammen og Frikadellen’, har slået det røde hår og madkassefiguren sammen for at skabe showet ’Linde & Breinholt – En slags forestilling’, der har premiere torsdag den 9. januar 2020 på Aveny-T.

”Jeg glæder mig så meget til at opleve Sofie og Anders live på Aveny-T – jeg er kæmpe fan af dem. Med En slags forestilling viser vi et kæmpe publikum – også de unge – nye sider af, hvad teater også er,” siger teaterchef Jon Stephensen.

Showet er stadig under udvikling, men det er helt sikkert, at det bliver en slags forestilling. Følgende dialog udspillede sig mellem de to hovedpersoner, da de blev bedt om at forklare, hvad publikum kan vente sig af det kommende show:

Sofie: ”Man kan forvente to skriveborde, en mand, en kvinde og et shitload af dårlig humor og uvidenhed.”

Anders: ”Man skal se frem til en samfundskritisk forestilling, hvor man roligt kan læne sig tilbage og åbne den mentale kuffert og forvente viden til lagring deri. Man går derfra som et nyt og klogere menneske.”

Sofie: ”Det er løgn… Det skal man ikke se frem til. Men vi har gjort os umage for, at folk bliver underholdt og får en god aften i vores selskab.”

Anders: ”Ja okay, det er måske rigtigt nok. Men jeg har tænkt mig at sige mange kloge ting – så lidt kan man tage med sig videre fra forestillingen.”

Sofie: ”Den hæfter du selv for, Anders…”

Tilbage i 1960erne var Aveny Teatret stedet for morskabsteater, grin og latter, anført af de største fra Dirch Passer og Kjeld Petersen til mange flere – nu vender humoren tilbage!

Det er indtil videre planen, at ’Linde & Breinholt – En slags forestilling’ spiller frem til marts 2020 på Aveny-T.

PROFILER

Sofie Linde

Sofie Linde Ingversen (f. 1989) er autodidakt tv-vært og forfatter. Mange kender hende som vært for underholdningsprogrammet X Factor, hvor hun er vært for fjerde år i træk. Inden da har hun blandt andet været vært for en lang række programmer på DR, herunder DR Ultra-talkshowet Sofie Linde Show, sommerprogrammet Sommer Summarum og børnenes MGP. Hun har desuden medvirket i Niels Malmros’ spillefilm ‘Kærestesorger’ (2009).
I oktober udgav hun sin første bog med titlen ‘Fårking gravid – En fremmed flytter ind’ om sin graviditet med datteren Trine.

Anders Breinholt

Anders Breinholt (f. 1972) er autodidakt radio- og tv-vært samt tidligere Falck-redder. Anders var i 2010 med til at starte late night talkshowet Natholdet, der netop nu kører på 18. sæson – alle sæsonerne med Anders Breinholt som vært.
Ved siden af tv-programmet er Anders vært på podcasten Anders & Anders Podcast sammen med sin faste radiomakker Anders Lund Madsen. Det var også sammen med Lund Madsen, at Breinholt fik sit brede, folkelige gennembrud, da de var værter på det prisvindende musikalske radiotalkshow De Sorte Spejdere på DR P3.

Showet har premiere den 9. januar 2020 på Aveny-T på Frederiksberg.

OM LINDE & BREINHOLT – EN SLAGS FORESTILLING:
Medvirkende: Sofie Linde og Anders Breinholt
Sted: Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg
Spilleperiode: januar 2020 til marts 2020
Premieredato: 9. januar 2020
Billetsalg: Billetten.dk (åbner torsdag den 28. februar kl. 10)