Eksplosioner byder på et energifyldt indblik i ungdommen. Her er fortællinger fra et virkeligt liv baseret på de unges egne beretninger og fortalt med fængende visuals og dunkende DJ-beats.
”Jeg kan eksplodere når min far slukker for nettet midt i et spil” raser den unge knøs (Andreas Berg Nielsen), mens pigen (Mia Lerdam) står mut tilbage og føler alle fniser af hende, fordi hun har første skoledag. Hun savner sin mobil til at gemme sig bag, efter hun er flyttet fra venner og alt det kendte – og det er noget møg. Når man er 15 år og har rigeligt at holde rede på i forhold til følelser, familieliv, sociale medier og venskaber, er usikre rammer det sidste, man har brug for.
Teksterne er baseret på fortællinger fra virkelighedens unge og formidles i små tematiske brudstykker af to skuespillere. Her er fx fokus på karakterræs og konflikter, for hvad skal blive af en selv, når man nu ikke har fået det krævede 2-tal, der skal til for at blive tømrer, mens scenen symbolsk og effektfuldt med-fortællende farves mørk af store digitale tal, der løber over gulv og vægge.
Ungdommen lever i en visuel verden og derfor er det både forfriskende og spot on til målgruppen at lade så meget af scenografien og fortællingen benytte sig af visuals og lyd. Her er fx en DJ-pult hvorfra dunkende rytmer driver fortællingens stemninger frem, der er videoklip af youtuberne ”Kongen og Kevin, der nosse-dasker hinanden med en hård porre”, bloggeren Marie-Louise med de smalle briller og stramme stemmeføring blæses op på bagvæggen, og bare er dødtræt af alle dem, der har de samme meninger som de voksne og monologer projekteres som talking-heads visuals på kasser, som skuespillerne holder foran deres ansigter og siden bygger et fundament op omkring.
Universet er en støtte til fortællingen, for de unge søger jo netop at sætte en ramme for dem selv og fremtiden, formet af uddannelse, venskaber, familie og samfundsinput. Og nok er de på vej mod voksenalderen, men barndommens liv er knap sluppet, så sandkassen nederst på scenegulvet er et dejlig konkret og sanseligt billede på mødet mellem de to livsstadier, hvor de unge forpjusket putter sig når virkelighedens konflikter synes for store.
Funker det så for de unge? Ja, det må man sige. Jeg så en forestilling, der i den grad tager de unge og deres liv alvorligt og med stor omsorg og glimt i øjet, tør fortælle om dét, der optager dem netop nu. Her sad en sal stopfyldt med energifulde unge og deres hvirvlende hormoner, som syntes tryllebundet af fortællingen og af de mange effekter, musik og visuals. For os andre – og ældre – publikum var det et forfriskende indblik i ungdommens liv og tanker i en flot og fængende visuel oplevelse og en skræmmende viden om et uddannelsessystem som næsten tager pusten fra de unge. “Så pas dog på dem” – har man lyst til at råbe.
Læs også: Hvad de unge synes om forestillingen
Læs mere om forestillingen her
