Del

Der er endnu en weekend i sigte med masser af spændende scenekunst på programmet. Her er ISCENEs fire forslag til fantastiske formeksperimenter, overset opera, japansk dans og en forestilling, der tager os med bagom danskernes høflighed for at finde ud af, om vi er så frie og lykkelige, som vi selv tror.

Kleopatra

Med operaen Kleopatra udfolder og fejrer Den Jyske Opera rigdommen i dansk kultur med en række forestillinger af oversete danske komponister. Komponisten August Enna skrev operaen, der ikke har været opført i Danmark i 125 år siden premieren på Det Kongelige Teater i 1894, hvor den fik en begejstret modtagelse. Nu vækkes forestillingen til live igen og folkene bag lover skøn musik med dramatisk kraft i nærmest Wagnersk stil, og så er der skruet op for de storslåede kostumer, der er Egyptens dronning værdig.

Kleopatra, Den Jyske Opera på turné: 15. marts i Hillerød og 16. marts i Albertslund. Læs mere her

Shinpai shinaide

I Odense kan du opleve den japanske danseform Butoh, der betyder ‘mørkets dans’ i forestillingen Shinpai shinaide. Dans og video blandes sammen i en forestilling, der er inspireret af en helt speciel telefonboks. Telefonboksen, der kaldes ‘Vindens telefon’ står på en bakke med udsigt over havet i en lille by i Japan, der blev hårdt ramt af tsunamien i 2011. Den er ikke forbundet til noget, men folk kommer der for at snakke med de familiemedlemmer og venner, de har mistet. Shinpai shinaide er bygget op omkring de poetiske ord, som de sørgende har betroet ‘Vindens telefon’ og forestillingen tager os med ind i den menneskelige skrøbelighed, kærlighed, tab, håb og accept.

Shinpai shinaide, Teater Momentum, 15.-16. marts, Odense. Læs mere her

FRIHED.SEX.LÆNGSEL

Danskerne kaldes verdens lykkeligste folk, og vi render rundt som små velfærdsællinger i vores lille, trygge, stabile velfærdsandedam. Men er vi så frie og lykkelige, som vi ser os selv som? Det spørgsmål stiller folkene bag FRIHED.SEX.LÆNGSEL, der gennem en collage af scener fra verdens lykkeligste folk undersøger, hvad der gemmer sig under overfladen og bag høfligheden hos os danskere. Forestillingen er en række korte portrætter af menneskers livtag med sig selv.

FRIHED.SEX.LÆNGSEL, Teater Grob, 15. marts – 11. april. Læs mere om forestillingen her

MY CUNTRY

CuntsCollective er et punk/queer feministisk kunstkollektiv bestående af et internationalt LGBTQ+-cast fra Danmark, Norge, Frankrig, England og Brasilien. I forestillingen MY CUNTRY afsøger de queer-identitet, følelsen af rodløshed og ensomhed, alt imens de blander klassisk dans, butoh, fysisk teater og haute couture og udfordrer deres og vores opfattelse af alt det, der hører hjemmet til.

Forestillingen er en del af Det Frie Felts Festival. Se hele programmet her

MY CUNTRY, Det Kongelige Teaters Gamle scene A-Salen, 15. marts 2019. Anbefales fra 14 år. Læs mere her

Læs også: nyheden om Det Frie Felts Festival

MY CUNTRY af CuntsCollective. Pressefoto.