Det lyder næsten for godt til at være sandt. For når Aprilfestivalen på søndag går i gang, tilbyder den det årligt tilbagevendende festivalpublikum at komme med til årets bedste og mest fremadskuende børne- og ungdomsforestillinger, der er hentet ind fra hele Danmark. I år afholdes festivalen i Hjørring, hvor mere end 150 teateroplevelser ser dagens lys og mere end 25.000 fribilletter stilles til rådighed.
Der er noget for alle – uanset alder, smag og temperament – på festivalen. Der er faktisk så meget at vælge i mellem, at det svarer til 22 dages non-stop teater, hvis forestillingerne blev spillet i forlængelse af hinanden. Det kan derfor være noget af en udfordring at skulle vælge mellem alle tilbuddene, der vises i teatersale, på gaden, i klasseværelser, i gymnastiksale og idrætshaller overalt i kommunen – og faktisk spilles der også teater på udvalgte steder i nabokommunen Frederikshavn.
Du kan se programmet og bestille gratis billetter her: www.aprilfestival.dk
Aprilfestivalen afholdes i år i Hjørring Kommune i dagene 31. marts – 7. april.