”Egentlig ville jeg bare have ligget på sofaen, men jeg havde jo en aftale.” Hvornår gør teaterforestillingen dybt indtryk, og hvad skal der til, så den bliver siddende i kroppen? ISCENE spurgte to tilfældige teatergængere om en særlig teateroplevelse, der stadig rumsterer i dem.
Lene Knudsen, 45 år, psykiatrisk sygeplejerske
En veninde og jeg havde købt årskort til Mungo Park i Allerød og havde derfor booket billetter til alle sæsonens stykker. Så jeg gik ind til gæstespillet Anne Marie gift Carl-Nielsen (Mungo Park Kolding, 2015) uden forventninger. Nogle teaterstykker kan man jo gå og glæde sig til på grund af bestemte skuespillere, gode anmeldelser eller et interessant emne. I dette tilfælde tog jeg afsted med helt åbent sind, dog lidt træt efter en arbejdsdag – egentlig ville jeg helst have ligget på sofaen derhjemme. Men jeg havde jo en aftale med en veninde, så jeg måtte afsted. Jeg tænkte, at bare stykket ikke var for langt – men da forestillingen gik i gang, blev jeg straks fanget.
Det var så nutidigt
Historien gjorde stort indtryk, da jeg intet kendte til de to kunstneres – komponist Carl Nielsen og hans kone billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen – ægteskab og slet ikke Anne Marie Carl-Nielsen og hendes kunst. Det, som virkelig gjorde indtryk, var stykkets nutidige problematik.
Parforholdsproblemerne var meget genkendelige for mig selv. Det, at begge parter vil nogle ting hver især og sammen, skal finde tid til børnene og arbejdet og få det hele til at balancere. Dengang var familiemønstrene selvfølgelig mere opdelte, og derfor var situationen meget svær for Anne Marie. Jeg blev meget imponeret over Anne Maries kamp i forhold til mand, børn og hendes egne kunstneriske ambitioner, og efterfølgende har jeg lagt mere mærke til hendes store statuer rundt omkring i byen.
Jeg blev fælt skuffet
Når jeg blev så ramt af lige netop dette stykke, var det nok, fordi jeg havde set en del dårlige teaterstykker inden. Forestillinger, jeg havde store forventninger til, men som skuffede fælt. Jeg havde gennemset kataloget og nøje udvalgt stykker efter skuespillere og temaer. Ofte synes jeg ikke, at beskrivelserne holder stik – min oplevelse af stykket og katalogets tekst er i alt fald sjældent den samme.
Forestillingen Anne Marie gift Carl-Nielsen kunne det hele. Den havde en forførende kærlighedshistorie og var informativ og lærerig.
Jeg lærte en ny kunstner at kende og oplevede to skuespillere, som jeg ikke havde set før, der spillede meget overbevisende og indfølt. Efter stykket fik jeg tanken, at min generation har fået mange ting forærende af kvindefrigørelsen. Stykket foregår i slutningen af 1800-tallet længe før kvindefrigørelsen, og Anne Marie var meget alene med sin kamp, men formåede alligevel at brænde igennem med sin passion og at blive accepteret. Dog havde det store konsekvenser for hende. I lange perioder havde hun fx ikke kontakt med sine børn. Så livet med hendes kunst havde en høj pris. I dag skal kvinder stadig kæmpe for mange ting, men vi er kommet meget videre, og livet er blevet lettere i forhold til job og uddannelse.
Inge Bæremtzen, 53 år, skolelærer og musikskoleleder
Den var lige noget for os
Forestillingen Cell (Musicart og Republique, 2017) er nok den forestilling, der har gjort størst indtryk på mig inden for de sidste par år. Jeg så den sammen med min mand, efter at vi havde fået den varmt anbefalet. Det er sjældent, at vi når at se de forestillinger, vi får anbefalet, enten fordi de er udsolgt eller ikke spiller mere, når jeg endelig får taget mig sammen. Men denne gang lykkedes det! Vi havde fået at vide, at Cell var lige noget for os og havde derfor ret høje forventninger. Det faktum, at det var en danseforestilling, havde vi nok ikke helt fattet. Vi var mere fokuserede på musikken, som lød ret spændende i programmet.
Jeg forstår ikke moderne dans – men fascineres af bevægelser og stemninger
Normalt ser jeg ikke moderne dans, jeg forstår det simpelthen ikke! Men jeg fascineres alligevel af danseteater pga. dansernes bevægelser og de sindsstemninger, de udtrykker. Jeg synes, det er vildt, hvor meget der kan siges uden ord. Selvom jeg ikke forstår sproget, kan jeg godt opfatte enkelte stemninger.
Publikum skulle selv være med
I Cell var det samspillet mellem musikken, dansen og rummet, der gav mig en særlig oplevelse. Man fik åbnet alle sanser: Vi kom ind i en slags puppe, et stort særligt fremstillet telt, hvor publikum sad på to rækker i en firkant rundt om scenen og så på hinanden. Puppen var lavet af stof – med samme ’celle- mønster’ som dansernes dragter – og den kunne illustrere, hvordan vi ser ud indeni. Publikum blev fra start inddraget i forestillingen, da der blev viklet nogle lange, tynde plasticrør hen over scenen og rundt om ryggen på os. Der blev ’spillet’ på rørene, som gav lyd, når man hev i dem og kradsede på dem – og dét, at vi blev delagtiggjort i forestillingen, gjorde det særligt interessant. Der var ingen risiko for, at man kom til at kede sig. På et tidspunkt blev alle rørene viklet fuldstændig sammen, og en danser udførte en akrobatisk dans, hvor hun til sidst var helt viklet ind i og ét med klumpen af rør! Man fik virkelig associationer til nogle af de kæmpeforstørrelser, man har set af celler, der bevæger sig, deler sig eller smelter sammen på mirakuløs vis. Det gik lige i hjertet, og man fik gåsehud over hele kroppen!
Samtidig satte forestillingen en masse tanker i gang. Musiker Birgit Løkke (og flere andre med hende) havde gjort et stort forarbejde med at undersøge cellers bevægelser, lyd og udseende, så man gik ud af teatret med en følelse af, at vores krop er forunderlig. Tænk, at den består af ca. 37.000 milliarder celler! Det er ufatteligt og fascinerende.
Jeg ville være blevet endnu mere berørt …
Havde jeg set forestillingen en måned senere, hvor jeg vidste, at jeg skulle være farmor, så var jeg helt sikkert blevet endnu mere berørt af alle de flotte illustrationer af levende celler, som kunne ende med at blive et vidunderligt lille barn!
