Hver uge giver ISCENEs journalister et blik på ugen, der gik i dansk teater – med få afstikkere til udlandet. I denne uge er det skribent Anne Liisberg, som fører pennen.

”De fortællinger, der siger noget om vores tid – dem har vi jo i film og tv-serier. Er det overhovedet nødvendigt at have teatret mere. Kan teatret ikke bare være et sted, hvor man går hen og lærer teaterhistorien at kende og ser klassikerne”, spurgte Ida Herskind fra 24syv Morgen, da hun fredag interviewede Berlingske teaterredaktør Jakob Steen Olsen om Det Kongelige Teaters program for sæson 2019/20.

Det ville være uendeligt trist, om Det Kongelige Teater – eller et hvilket som helst teater – stillede sig tilfreds med at være et sådant teatermuseum. Teatret skal være relevant, både når forestillingen er nyskreven og når det handler om en klassiker. ”Man skal spille klassikere, ikke fordi de er klassikere, men fordi de også siger noget om vores tid”, som Jakob Steen Olsen slog fast.

Hør 24syvs interviews med Jakob Steen Olsen og direktør for Det Kongelige Teater Kasper Holten her

Teatret kan være en stemme i tiden, og man kan bruge teatrets virkemidler politisk til at sætte gang i gaden. Det udnyttede jurist og partileder Rasmus Paludan til det yderste, da han med sine agitprop-inspirerede happenings hen over påsken slog hul til offentligheden og katapulterede sit parti ind på stemmesedlen til Folketingsvalget. Paludan er ikke kunstner, men udnytter kunstens evne til at vække stærk patos. Han får derfor på kort sigt større effekt ud af sine provokationer end sin modsætning – ugens anden, noget mere elegante agitprop-kunstner.

Den franske filosof Bernard-Henri Lévy rejser Europa tyndt med sit one man show Looking for Europe, hvor han med gallisk intellektuel charme hudfletter et Europa, der fortaber sig i migrations-angst, i stedet for at rette ryggen og stå værn om demokratiets værdier i en tid, hvor populister og fascisme er de reelle trusler. Søndag var han nået til Det Kongelige Teater, hvor en fuld sal holdt ørerne stive til en flere timer lang tour de force gennem Europas kulturhistorie formet som en løben i ring, der mimede EU’s aktuelle semi-handlingslammede tilstand. ”Hvad er Europas ansigt? Hvad er EU’s telefonnummer”, spurgte Lévy retorisk i sit show, der trods sin selvironiske tone aldrig udfordrede den globaliserings-arrogance, der også er en del af populismefortællingen. Så nok sympatiserer jeg med Lévys stærke budskab om at bruge kulturen som bolværk, men bliver også en anelse træt i en sal fyldt med klakører, der uforpligtende ler af Lévys skolegårds-mobning af DF, Paludan, Støjberg og co.

Politiske budskaber serveret for de allerede enige bliver blot selvbekræftelse og dermed ikke mindre forudsigelig agitprop end Paludans excesser. Men heldigvis er der masser af politisk teater derude, som formår at skabe tvivl og refleksion i stedet for bekræftelse. Husets Teaters geniale Rocky (2017), der vender vrangen ud på filmforlægget og lader DF komme til orde, turnerer netop nu.  Det gør også Mungo Parks humoristiske Erhard mod monopolet, der forener historiefortælling med aktuel relevans, og lige om lidt er der premiere på CoryDONG, andet kapitel i Ina-Miriam Rosenbaums journalistisk-satiriske Projekt Glemmebogen om politiske møgsager.

Læs mere om Rocky, Bertel Haarders anmeldelse af Erhard mod monopolet og Projekt Glemmebogen

Og lad os så runde af på Det Kongelige Teater med teaterdirektør Kasper Holten, der benyttede sin sæsonpræsentation til en appel til både politikere og scenekunstaktører om at sætte kulturpolitik på agendaen til det kommende Folketingsvalg. Det handler jo ikke kun om alt det, der foregår på scenerne, men også om de vilkår, scenerne arbejder under, og den betydning, scenekunsten har for os som individer og som samfund.

Mon ikke, vi kommer tilbage med mere kulturpolitik, politisk teater og agitprop-tendenser, når valgkampen langt om længe bliver skudt i gang?

Læs mere om Kasper Holtens opfordring i Berlingske her