Udviklingsplatformen har udvalgt ti nye mentees og matchet dem med anerkendte fagfolk fra både ind- og udland. Mentorprogrammet skal opkvalificere producenter og selvproducerende scenekunstnere særligt inden for det frie felt og være med til at løfte vidensniveauet i branchen.
I denne uge skydes Udviklingsplatformens mentorprogram for 2019/20 i gang, når de ti nye mentor-mentee par mødes for første gang på Udviklingsplatformen til et fagligt kick-off event.
Det er anden gang, at Udviklingsplatformen udbyder et gratis, skræddersyet mentorforløb til branchens producenter og selvproducerende scenekunstnere. Første mentorprogram, der blev udbudt i 2018/19, er netop afsluttet og var en succes for de ti mentees. Projektleder for mentorprogrammet Gitte Nielsen siger: “Mentorprogrammet har vist sig at være en fantastisk udviklingsmulighed – ligegyldigt hvor du befinder dig i din karriere som producent. Flere mentees fra sidste års program har udtalt, at de har taget et kvantespring i deres faglighed, fordi de så intenst er blevet udfordret på sine arbejdsrutiner og tankemønstre af en mentor, som befinder sig på et andet stadie i sin karriere. Jeg glæder mig til, at de nye par kommer i gang; det er utroligt spændende at følge folks udvikling.”
Det er igen i år lykkedes at samle et hold af stærkt faglige og anerkendte mentorer fra både ind- og udland. Bl.a. filmproducent og tidligere teaterdirektør for Betty Nansen Teatret Vibeke Windeløv, som skal være mentor for scenograf Charlotte Calberg, samt tidligere skuespilchef på Det Kgl. Teater Mikkel Harder Munck-Hansen, der skal være mentor for Kreativ producent og dramaturg i Vontrapp Astrid Hansen Holm.
Mikkel Harder Munck-Hansen siger: ”For 19 år siden fik jeg tilbud om at få en mentor og blive en del af et udviklingsprogram. Jeg var lidt skeptisk, da jeg fik en mentor fra en helt anden verden end min egen. Men jeg blev utrolig glad for de samtaler vi havde, som jeg ikke kunne have med andre. For nogle år tilbage, var jeg selv mentor for én, som var i en helt anden branche end min egen, og det var inspirerende både for mig og min mentee. Så jeg ved, hvor givende det kan være både for mentor og mentee. Derfor går jeg glad ind i dette nye forløb og glæder mig til at lære et menneske at kende og forsøge at understøtte hans/hendes udvikling.”
Blandt de internationale mentorer kan nævnes Ragnheiður Skúladóttir (IS), manager af Iceland Dance Company og fra 2019 den nye leder af Festspillene i Nord-Norge. Cathie Boyd (SCO), international anerkendt producer, kurator og grundlægger af Cryptic. Eileen Evans (UK) administrerende direktør for Forced Entertainment, samt Sari Lakso (HI) anerkendt danser og freelance producent for pt. Kallo Collective og Alpo Aaltokoski Company og tidligere for Race Horse Company.