På Odense Havnekulturfestival kan du opleve Nycirkus på Nordisk Vand, en cirkusforestilling for børn og voksne med livemusik af den svenske electronica-artist Jenny Nilsson. Det sker på Odense Havnekulturfestival d. 24.-26. maj.
Som titlen antyder, udspiller forestillingen sig ikke i en klassisk circusarena, men derimod på den 70 år gamle gaffelrig, Johanne – ja, faktisk er Nycircus på Nordisk Vand skabt specifikt til dette skib.
Forestillingen – hvis handling udspiller sig i en nær fremtid – fokuserer da også på en gruppe artister, som er stukket til søs. Det skyldes, at de vil udenfor rækkevidde af de ekstremt konservative magthavere, som ser skævt til kunstneriske og drømmende sjæle.
På skibet kan de skabe deres eget lille samfund – medmindre isolationen på det åbne hav gør dem vanvittige, før de når så langt!
Nycircus på Nordisk Vand er et svensk-dansk samarbejde: Idé og koncept er af svenske Spinning Compass Performance, mens odenseanske DYNAMO Workspace har stået for kunstnerisk vejledning og iscenesættelse.
LÆS OGSÅ: Cirkusfestival tager fat om branchens problematikker i udvidet festivalprogram
Cirkus-båden Johanne ligger dog i havn, når forestillingen spiller, så publikum betragter altså løjerne fra havnekajen.
Efter premieren på Odense Havnekulturfestival stævner Johanne ud med kurs mod den jyske østkyst og kan opleves i blandt andet Vejle og Fredericia.
Læs mere om Odense Havnekulturfestival her