Tilbud er der nok af, når man kigger på listen over danske scenekunstfestivaler denne sommer. Men de brede, sociale og folkelige hybridkoncepter, som man finder i musikmiljøet, lader alligevel vente på sig. Fanger de danske scenekunstfestivaler ikke tidens tendenser – eller rummer de netop det perfekte miks af traditionsrig fordybelse og scenekunstnerisk nytænkning, spørger ISCENEs skribent.

Det varmere vejr og de lyse nætter fortæller mig, at sommeren venter lige om hjørnet. Og snart kommer juni, juli og august listende med fristende tilbud om masser af festivaler på scenekunstområdet. Og det er ikke kun traditionelle oplevelser i salens mørke, der præger programmet. Kigger man på ISCENEs festival-liste, vil man hurtigt opdage, at her er alt fra gadeteater og nycirkus til performance og operafestivaler i hele landet. Udbuddet virker stigende – som om snart alle, der stiller op på de skrå brædder, efterhånden tilbyder en festivaloplevelse af den ene eller anden art. Men hvad skal der egentlig til, for at man kan karakterisere noget som en festival? Er det nok at sætte tre forestillinger på samme plakat – og vupti så har man en festival?

Ikke helt, påpeger lektor ved kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet Michael Eigtved, da jeg fanger ham i telefonen for at diskutere emnet. Det skal altså lidt mere til:

”Som udgangspunkt er en festival bundet sammen af tre overordnede elementer. Der er tale om en stedslighed, og at noget er begrænset til ét bestemt geografisk område. For det andet foregår det i en begrænset tidsperiode, og endelig er det bundet sammen af et koncept eller en sammenbindende idé,” påpeger han.

Michael Eigtved nikker herudover genkendende til, at der er kommet flere og flere festivaler til over de seneste år. Han mener, at formatet egner sig til vores tid af mange grunde, som både handler om teatrenes produktionsmønstre og publikums interesse for konceptuelle tilbud.

De danske festivaler er oprindelig inspireret af store udenlandske begivenheder som Avignon Festival og Edinburgh Fringe Festival, men det er også sigende for de danske aktiviteter, at de bliver større end før, og det sker blandt andet fordi mange teatre også har projektrettede aktiviteter ud over deres almindelige forestillinger, hvor de har brug for et udstillingsvindue. Michael Eigtved påpeger desuden, at selvom det er positivt, at volumen bliver større i de danske festivaler, så har det også den svaghed, at der aldrig opstår konsensus eller fælles samtale om det, vi har oplevet på festivalen. Folk kan nemlig deltage på den samme festival flere dage i træk, men når programmet er så stort, vil ingen have set det samme.

På festival kan vi fylde os med det, vi kan lide

Men hvorfor går vi overhovedet på festival? Michael Eigtved har et bud:

”Det danske scenekunstlandskab er udfordrende for de teatergængere, som gerne vil følge med, fordi repertoiret er spredt ud over en lang periode og har en stor geografisk spredning. Fidusen ved festivalen er, at det er muligt at fylde sig med den type af teater, som man bedst kan lide. Derfor er det måske også mest feinschmeckere, som dyrker de danske festivaler meget. Men generelt kan man jo sige, at det er muligt at skærpe sin appetit, lave sammenligninger og se tendenserne i forhold til den pågældende festival. Og det er jo typisk sådan noget journalister ringer og spørger mig om. Hvilke tendenser er der nu? Og det kan jo nogen gange være svært at svare konkret på, fordi scenekunsten er spredt sådan ud. Men i en festival, der får du et øjebliksbillede af, hvad der er mest trendy lige nu,” påpeger han.

Herefter er det svært ikke at føle sig som verdens mest uoriginale person. For det er jo netop derfor, jeg har sat Michael Eigtved i stævne. Med opdrag fra min redaktør er jeg på jagt efter netop tendenserne i tidens festivaler.

Personligt har jeg hæftet mig ved, at hvor festivaler som NorthSide, Heartland Festival, Roskilde Festival og sågar Lys over Lolland eksperimenterer med hybrider, der inviterer flere forskellige kunstgenrer indenfor, så virker scenekunstfestivalerne (med enkelte undtagelser som blandt andre CLICK Festivalen, POW Festival og Opps Festival ) egentlig meget traditionelle. Der kommer stadig mange nye festivaler til, men det er kun få, der eksperimenterer seriøst med form og andet indhold end scenekunst.

Samtidig oplever jeg, at især musikfestivalerne har et stort socialt potentiale, hvor fællesskaber, måltidet, nærværet og samtalen står som helt centrale elementer på lige fod med kunsten. Og selvom mange scenekunstfestivaler har inkorporerede talks, workshops og afterparties, står de langt fra som samme sociale oplevelse, som hvis man tager på musikfestival.

Samtidig er det værd at notere sig, at nogen af de store festivaler herhjemme, som Aprilfestivalen til de mindste samt den aktuelle CPH Stage præsenterer mange forestillinger, som har spillet i flere sæsoner. Har vi ikke brug for noget nyt?

Michael Eigtved er delvis uenig – og delvis enig:

”I forhold til dine tanker om det sociale, så vil teatret altid være et socialt rum, fordi vi er sammen om oplevelsen, og fordi vi går derhen med nogen. På en festival, når man ser flere forestillinger, er der som oftes en bar eller et rum, hvor man kan tale sammen mellem forestillingerne. Men det er rigtig, at vi ikke ser de store hybridfestivaler på scenekunstområdet – ikke endnu i hvertfald. Men i takt med at teaterformatet udvikler sig mod en højere grad af deltageraktivitet og interaktion, så kommer vi nok til at se nyere ting i fremtiden,” påpeger han.

Og det er så her, i forhold til det sociale aspekt, at jeg ikke helt kan finde ud af, om jeg egentlig køber mit eget argument. For én af de ting, jeg faktisk altid har holdt af ved teater (samt den siddende koncertoplevelse), er den helt koncenterede kunstoplevelse, hvor man er 100 procent til stede, og hvor man ikke skal orientere sig mod anden social aktivitet, drikkevarer eller tjekke de sociale medier. Men man kan måske ikke altid få det hele?

”Traditionelt teater og klassisk musik har fordybelsen til fælles samt det, at man kan opleve kunst i tavshed. Man kan sige, at de ting måske ikke altid egner sig til et festivalkoncept, der også skal rumme andre elementer samtidig. På den anden side kan nye idéer også opstå. Waves Festival (red. i Vordingborg) har arbejdet med ”stille rum” mellem forestillingerne, hvor man var sammen uden samtale. Så måske kan man godt finde andre interessante formater, uden at man absolut skal mime for eksempel NorthSide,” påpeger Michael Eigtved.

Han fortsætter: ”Man kan sige at musik- og performancefestivaler optager elementer, der er teatrale – men teaterfestivaler inddrager sjældent andre kunst-, musik- eller madoplevelser. Jeg tror, at vi i fremtiden vil se, at genrerne viskes mere ud, men jeg tror ikke, at det vil komme fra teatrene, som nok har et mere traditionelt fokus, hvilket måske også er meget fint,” afslutter han.

Jeg vil under alle omstændigheder se frem til sommerens mange scenekunstfestivaler i hele Danmark – hvad enten de bliver nytænkende, grænseoverskridende eller mere traditionelle oplevelser. Vi kan ikke spå om i morgen, men vi kan nok alligevel med sikkerhed sige: FESTIVALER ER FREMTIDEN!

Du kan se hele ISCENEs store guide til sommerens festivaler her.