Populært lige nu

Annonce

Tyske anbefalinger: I Amerika med Kafka og gennem Berlin med robot-guide

Er du nysgerrig efter at høre 13 muslimske kvinders svar på typiske spørgsmål om islam? Så grib chancen i stykket med den ligefremme titel Ich bin Muslima, haben Sie fragen? Eller har du altid drømt om at lade dig guide gennem Berlin af en robot? Så lad forestillingen Remote Mitte opfylde den. I den mindre sci-fi-agtige afdeling vidner to opsætninger om, at teksterne Siddhartha og Amerika – af henholdsvis Hermann Hesse og Franz Kafka – stadig holder efter næsten 100 år, og så kan særligt tekstinteresserede teaterentusiaster nå at få slutspurten af festivalen Autoren-Theatertage med.

Annonce

Siddhartha

Hvis man funderede nærmere over det, kunne man måske komme til den konklusion, at samtlige vor tids selvudviklingsbøger kunne erstattes af én eneste en af slagsen, nemlig Hermann Hesses Siddhartha fra 1922. Historien om den unge bramins rejse gennem Indien i sin søgen efter den oplyste tilstand har, for at slå det indlysende fast, på ingen måde mistet sin relevans i 2019, omend det nu er mere håndgribelige resultater, vi jagter. Hesses livtag med at finde fodfæste mellem Vestens rationalitet og materialisme og sine spirituelle længsler inspireret af østlig filosofi, som han bearbejdede i mange værker, sættes for tiden i scene på skuespilhuset i Frankfurt. Instruktøren er den roste Lisa Nielebock, der har flere fortolkninger af tyske mestre som Kleist, Lessing – og altså Hesse – på CV’et. Fortællingen om Siddhartha er med sine filosofiske og monologagtige passager oplagt for teatret, og er da også flere gange blevet adopteret. Nielebocks iscenesættelse er befriende tro mod romanen, hvor Siddhartha til slut finder fred i flodens flerstemmige løfte om altings forbundethed. Helt uden brug af selvhjælpslitteratur.

På tysk.

Siddhartha, Schauspiel Frankfurt, 6., 13., 14., 24. & 26. juni. Læs mere her

Ich bin Muslima, haben Sie fragen?

Staatsschauspiel Dresden er på mærkerne, når det gælder tidens identitetspolitiske tendenser. Byen har til mange indbyggeres rædsel siden 2015 udviklet sig til arnested for højrenationalistiske kræfter med ugentlige demonstrationer mod ”islamiseringen af Tyskland”. Som modsvar mobiliserer kulturparnasset sig til kunstnerisk kamp, og skuespilhuset lægger mere end gerne scene hertil. Det seneste skud på stammen af stykker, som skal slå et slag for integrationen og en åben holdning til mennesker udefra er Ich bin Muslima, haben Sie fragen?, hvor 13 muslimske kvinder besvarer og diskuterer de spørgsmål, mange nok går rundt med: Hvordan er det at leve som flygtning i Europa?  Er der ligestilling mellem mænd og kvinder i islam? Og hvad er det lige, der er med det tørklæde? Den yngste af kvinderne er 11, den ældste 67, og iblandt dem er der en ingeniør, en husmor, en lærerinde og en studerende. Præmissen er simpel: At lade en gruppe mennesker som er på alles læber, men som sjældent virkelig kommer til orde i offentligheden indvie os i deres tanker og følelser. Ich bin Muslima, haben Sie fragen? har spillet siden april, og er man i eller omkring Dresden, bør man tage turen og se dette vigtige stykke. Hvis man da kan bane sig vej gennem demoen.

Annonce

Ich bin Muslima, haben Sie fragen?, Staatsschauspiel Dresden, 7., 18. & 29. juni. Læs mere her

LÆS OGSÅ: Tysk teater er lig med queerness i alle afskygninger

Ich bin Muslima, haben Sie fragen?, Staatsschauspiel Dresden. Foto: Sebastian Hoppe

Autoren-Theatertage

En lillebrorfestival til det hypede Theatertreffen – Tysklands svar på CPH STAGE – er Autoren-Theatertage på Deutsches Theater, hvor der lægges vægt på traditionen for nyskrevet dramatik og teksten som kunstnerisk omdrejningspunkt. I år spænder festivalen af fra 24. maj til 8. juni, så man kan stadig nå at få en række forestillinger med, der stikker i alle retninger og alligevel siger noget om, hvad der optager tyske dramatikere for tiden. Ligesom Theatertreffen har en jury udvalgt ti produktioner ud af i alt 113 fra Tyskland, Østrig og Schweiz, der har raget særligt højt op i teaterlandskabet det sidste år. Ikke overraskende er Elfriede Jelinek at finde i programmet med sit MeToo-bidrag Schnee Weiss om kvindelige østrigske skiløbere. Men også yngre skribenter har fundet vej til Autoren-Theatertage, blandt andre skuespiller og debuterende dramatiker Nora Abdel-Maksoud med forestillingen Café Populaire, der tager pulsen på menneskers individuelle ansvar for planeten i et gennemkapitalistisk samfund. Miljøspørgsmålet berøres også i Let them eat money – Welche Zukunf?! af instruktøren Andreas Veiel. Programmet perspektiveres af kunstnersamtaler om den skrevne dramatiks vilkår og udvikling med opsamling i selskab med Dramaturgische Gesellschaft på festivalens sidste dag. Autoren-Theatertage kan varmt anbefales til tekstinteresserede klima – undskyld – TEATERtosser.

Autoren-Theatertage, Deutsches Theater, Berlin 24. maj-8. juni. Læs mere her

Remote Mitte

Det prisbelønnede performance-kollektiv RIMINI PROTOKOLL vender igen og igen tilbage til spørgsmålet om kunstig intelligens og dets indflydelse på vores liv. Er man, som dem, bidt af en gal fremtidsutopi, vil den aktuelle site specifik-forestilling Remote Mitte måske falde i smag. Mød op på et startpunkt i den tyske hovedstad, træk i et par hovedtelefoner og lad dig guide gennem byen af en robot. Turen er baseret på online-eventyrspil og skattejagter og lover en filmisk og musikalsk rejse gennem Berlin. Om man får svar på RIMINI PROTOKOLLS mere overordnede abstrakt-filosofiske spørgsmål, der knytter sig til produktionen – nemlig hvad kunstig intelligens er i forhold til mennesket, og hvordan det kan bruges kunstnerisk – tillader denne skribent sig at tvivle på. Men spørgsmålene er valide og svarene på dem presserende. Om ikke andet er Remote Mitte en sjov og anderledes måde at opleve den tyske hovedstad på.

Remote Mitte, Maxim Gorki, Berlin, 3, 5, 11, &12 juni. Læs mere her

Remote Mitte, Berlin, foto: Esra Rotthoff.

Amerika

Franz Kafkas roman Amerika – Den Borteblevne fra 1927 spiller for tiden som monolog på Hamborgs Thalia Theater. Og det er noget, der klæder den snart 100 gamle tekst om den unge Karl Rossmann, der af sine forældre sendes til det forjættede land Amerika efter at have gjort en tjenestepige med rogn. Amerika, landet Kafka aldrig selv besøgte, men hvis absurde modsætninger og bureaukratiske blindgyder han alligevel formåede at skildre i et feberagtigt billede på modernitetens fremmedgørende effekt, der stadig holder vand i dag. I Thalia Theaters opsætning er fokusset på ”flygtningen” eller ”den fordrevne” som figur, og skuespiller Phillip Hochmair har fået lutter ros for sin fremstilling af den unge mand, der rejser længere og længere ind i Amerika og længere og længere væk fra sig selv. Her går tekst, skuespil og den ret uhyggelige glas og stål-kreerede scenografi op i en højere enhed. Så er man på de nordtyske kanter, skal man unde sig selv en billet til en af de bare to spilledatoer.

Amerika, Thalia Theater, Hamborg, 22 & 23 juni. Læs mere her

Amerika, Thalia Theater, Hamborg. Pressefoto

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Nina Branner
Nina Branner
Uddannet i litteraturvidenskab og kulturjournalistik fra Universität der Künste i Berlin, og skriver om kultur og samfundsstof for blandt andre Dagbladet Information, Weekendavisen og Berlingske Medier.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...