Del

Flere og flere af teatrets skuespillere indtager revyscenerne i år, hør hvad debuterende revy-skuespiller Anette Støvelbæk mener, revyen kan.  

Flere og flere skuespiller tager springet fra teater, film og tv til revy, og Sønderborg sommerrevys Leif Maibom, ser en klar fremgang i tendensen: ”Jeg synes, der er langt flere end tidligere, der melder sig på banen til revy. I midt-1990’erne var holdningen lidt: ‘Revy? Nej tak!’ Da ville alle lave ’vigtigt’ teater. Men nu har jeg oplevet flere skuespillere, der ringer mig op og siger, at de godt kunne tænke sig at være med”.
En af de skuespillere som debuterer i år, er Anette Støvelbæk, der ellers er kendt for en alsidig karriere indenfor film, teater og tv. Anette Støvelbæk fortæller selv, at hun aldrig har været i tvivl om, at hun skulle spille revy på et eller andet tidspunkt, men det kræver sit at stå på revyscenen, som Støvelbæk siger:

 ”Den her genre, den kræver virkelig noget af sin skuespiller. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Den spænder jo fra poesi til satire, til totalt gak og til små, meget hurtige spillescener blandet med mimiske indslag. Og så skal man jo også helst have kridtet skoene i forhold til musik og dans,” forklarer hun.  

Du kan møde flere af landets skuespillere kendt fra teatret og tv, fx:

Joakim Lind Tranberg, der spillede rollen som Rasmus Seebach i Fredericia Teaters musicalversion af Seebach-familiens historie, står på scenen i Bornholms sommerrevy. 

Tina Gylling Mortensen, som står på scenen i  Græsted Revyen  og kan opleves på Nørrebro Teater i den nye sæson i revolutionskomedien Mysteriet.

Lise Baastrup, der fik sit folkelige gennembrud i tv-serien Rita og spillede den morderisk fan i Misery er med i årets Cirkusrevy, læs anmeldelse her.

Anette Støvelbæk, der spiller i årets Kerteminde revy, læs anmeldelse her, kan bl.a. ses på Teater Grob i København i forestillingen Solformørkelse fra 1. september.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Revy Danmark

Fun Fact: Vidste du, at Kerteminde Revyen sidste år blev beskyldt for at have en racistisk revyplakat? Årsagen var fire revyskuespillere, der var sminket med referencer til stereotype racer med forskellig social baggrund - og det vakte hos nogle så stor harme, at flere af Kerteminde Revyens sponsorer blev opfordret til at trække støtten, hvis ikke plakaten blev ændret.