Del

Det Åbne Hjerte
30. aug-29. sep 2019
Det gamle Aarhus Amtssygehus

Den internationalt anerkendte performance-gruppe SIGNA besøger Aarhus for første gang nogensinde med det nye værk Det Åbne Hjerte.

Gruppen, ledet af Signa og Arthur Köstler, har siden årtusindskiftet skabt en lang række banebrydende og debatskabende værker, som har begejstret anmeldere og publikum både herhjemme og i udlandet. Nu er turen endelig kommet til Signas fødeby, Aarhus, hvor de, med et hold på over 50 danske og internationale performere, omdanner en etage på det tidligere Aarhus Amtssygehus til et fascinerende parallelunivers gennemført ned i mindste detalje.

Det Åbne Hjerte er en 12 timer lang interaktiv oplevelse (fra syv aften til syv morgen), der udforsker magtbalancen i grænselandet mellem godhed og selvgodhed.

60 personer pr. aften inviteres indenfor til et ”kursus i empati” arrangeret af den fiktive forening Det Åbne Hjerte. Grundlagt af de såkaldte “Medlidende” som gennem en årrække har indkvarteret og studeret mennesker fra kanten af samfundet, “De Lidende”, i foreningens lokaler.

Som kursist får hvert publikumsmedlem tildelt en seng, et skab og sin egen mentor fra “De Lidendes” rækker. Publikum vil under forestillingen bære mentorens navn og tøj og opleve dennes verden indefra.

“Det er først i mødet med publikum, at vores forestillinger virkelig begynder at leve, og vi bliver gang på gang overraskede over publikums evne og vilje til at indleve og engagere sig. Egentlig handler alle vores værker om de udfordringer og faldgruber, fælleskabet stiller os overfor som mennesker – derfor er stykkerne også udfordrende. Men publikum kan og vil så meget mere end bare at kigge på,” siger Signa Köstler.

Pioner inden for det publikumsinvolverende

SIGNA regnes som pionerer inden for den publikumsinvolverende scenekunst og har med deres altomsluttende paralleluniverser etableret sig som et af de største navne på performance-scenen både herhjemme og internationalt.

Det Åbne Hjerte er gruppens første danske værk siden 2015 (Feberhavnen med Den Kongelige Ballet). Direktør for Aarhus Festuge Rikke Øxner glæder sig over at have dem med i programmet:

“Det er en fantastisk mulighed for Festugen at præsentere teater af så høj kaliber som SIGNA. Festugens gæster kan se frem til en oplevelse, der sætter sig i både krop og sjæl, og jeg er sikker på, at denne forestilling bliver noget, man husker dette års Festuge for mange år fremover,” siger hun.

30. august-29. september (ikke alle dage er spilledage) kl. 19.00-07.00
Sted: Det gamle Aarhus Amtssygehus, Tage-Hansens Gade 2, 8000 Aarhus C
Arrangeret af Aarhus Festuge

Læs mere her