Del

Scenograf Peter Schultz skabte et næsten rekvisit-tomt rum til forestillingen Anna Sophie Hedvig. Men hvorfor det? Og hvad gav det skuespillerne og publikum?

Hvad var det for et univers, du ville skabe – og hvorfor så tomt et rum?

Historien udspiller sig i slutningen af 1930’erne, hvor Hitler var blevet demokratisk valgt og var på vej ind i Polen. Danmark forholdt sig neutralt. Ideen var at skabe en slags borgerskabets bunker. Et stort, lyst og smukt rum, men uden vinduer. Et modernistisk beskyttelsesrum, hvor de rige kunne stikke hovedet i jorden, når virkelighedens rædsler kom for tæt på. Ved at fjerne alle rekvisitter fik karakterernes handlinger eller fraværet af samme meget stor betydning.

Hvad sker der i scenen på billedet?

I scenen bladrer de to personer ordløst igennem hver sin avis. Dette gøres på en stiliseret og næsten staccato-agtig facon, hvilket indikerer, at det er vigtigt at læse avisen. For det gør man jo som kultiveret og dannet person. Men alligevel foregår det med en kølig og afslappet distance. Men hvad står der så i den avis? Det er jo så det store spørgsmål, som vi alle venter på at få besvaret. Hvornår stopper de op og stirrer ned i avisen med åben mund? For noget må jo ske. Da vi fik vendt skuespiller Lea Baastrup Rønne om, så hun sad med ryggen til, skete der pludselig noget med denne scene. Det hele blev meget mere mystisk, og man rettede sig lidt op i sædet. Hvad læser de om? Da hun senere løftede fødderne fra gulvet, var det, som om hele salen løftede tæerne nede i skoene og holdt vejret.

Hvad blev du overrasket over ved scenografien i mødet med skuespillerne?

Det mest forbløffende ved denne meget monumentale scenografi var i virkeligheden, hvor gavmildt den bistod med fokus til spillerne. Hvordan den mindste bevægelse fik kolossal betydning.

Hvad blev du overrasket over ved scenografien i mødet med publikum?

Det vidunderlige ved at skabe et visuelt univers, som er så enkelt, er, at man hele tiden konfronteres med den der nysgerrighed, vi alle har. Vi vil så gerne høre en historie. Se noget ske, samle spor og stykke et eller andet sammen. Anna Sophie Hedvig er jo i virkeligheden en gammel thriller, så man kan godt være lidt nærig med information. Ellers bliver det for kedeligt og forudsigeligt. Rummet, set med vore dages briller, er jo relativt neutralt. Det bidrager ikke på et fortællemæssigt plan til historien med tunge møbler og gardiner. Men til gengæld kender rummet til alle de begivenheder fra 1939 til 2017. Jeg har i hvert fald forsøgt at indlejre en slags historisk bevidsthed i min formgivning. Stykket handler for øvrigt om, hvornår man bør gribe til selvtægt og dræbe en tyran, selvom denne er valgt på lovlig og demokratisk vis.

PETER SCHULTZ, f. 1984. Scenograf fra Statens Teaterskole i 2012. Han har bl.a. lavet scenografi til de to Reumertvindende forestillinger Lad den rette komme ind (Odense Teater, 2016) og Rocky (Husets Teater, 2017).