Amfiteatret Hedeland danner smuk ramme om ny opsætning af The Sound of Music, der ikke helt når bjergets top. Måske fordi de mange hits ikke helt kan kompensere for musicalens bedagede verdensbillede?
The Sound of Music, der havde Broadway-premiere i 1959 og fandt vej til filmen seks år senere er uomtvisteligt en populær fortælling fyldt med ørehængere. Hele fem af musicalens sange kom på DR’s Top50-liste over musicalhits ved en lytterafstemning så sent som i 2017, kan man læse i den aktuelle opsætnings pressemateriale.
Historien var vel nærmest allerede ved sin fødsel en anakronisme med sit bedagede køns- og børnesyn, og man kan undre sig over, hvorfor vi atter skal nynne Do-Re-Mi med de marcherende Trapp-børn, sukke henført over deres patriarkalske og principfaste far, hovere over de kluntede nazi-sympatisører og heppe på de syngende nonner. Verden ser vel lidt anderledes ud i 2019?
Instruktør Frank Rubæk og produktionsselskabet bag, Miolto Arts & Music ApS, har dog valgt at gå loyalt til værket uden forsøg på at bibringe karakterer og fortælling mere nutidige nuancer – og retfærdigvis skal siges, at de rammer det fremmødte publikum et par dage efter premieren rent. Så lad os da gå med på legen og honorere selskabets bidrag til udendørsscenen i den danske sommeraften. Hedeland er jo først og fremmest kendt som arena for Opera Hedeland, der siden 2002 med succes har opført både klassikere og mere oversete værker i det fine amfiteater. Operaen spiller i år Carmen i august, men det er forfriskende velkomment, at en ny spiller afprøver musical-genren i de velegnede rammer.
Amfiteatrets skrånende positur forærer et blændende åbningsbillede til The Sound of Music. Mens abbedisserne synger ”Hvordan får vi løst problemet med Maria?”, tripper selvsamme novice i Isabel Schwartzbachs skønt syngende skikkelse helt oppe på toppen af publikumsområdet. Bjergene kommer i sandhed til live gennem musikken. Derefter foregår det meste på scenen, men vi har mærket rummets kraft. Det kan vækkes til live en anden gang.
Den sangglade Maria sendes ud af klosteret for at finde sin vej til Gud, og vinder med sit melodiøse væsen både børn og far Trapps hjerter. Isabel Schwartzbach er overbevisende henrivende og skaber fine scener med de syv dygtige børnespillere anført af Juliette Schaufuss som forelsket-dansende storesøster Liesl. Der er virkelig mange børnesange – der tilmed alle gentages – i denne næsten tre timer lange forestilling. Personligt kunne jeg snildt have undværet et par stykker, men er man som her tro mod forlægget, er der ingen vej udenom. Morten Hemmingsen fik først mod slutningen kød på sin Kaptajn von Trapp. Han er en dygtig sanger, men måske klangligt ikke helt det rette cast her? Eller er det bare rollens stive tåbelighed, der først giver mulighed for en form for indlevelse i slutningens opgør med de nazister, hvis trussel langsomt trækker tættere på familien?
Tommy Kenter kører sit eget onkelhumor-show i showet iklædt noget, der må være blevet til overs i en Olsenbande-film, og i hvert fald ikke taler sammen med resten af ensemblets fine kostumering. Scenografien er flad, for ikke at sige tudegrim, hvilket dog distraherer lidt mindre end mågekolonien bag scenen, der først fandt ro med mørkets komme i anden akt. Det sidste er et vilkår ved udendørs opsætninger, det første kan man arbejde bedre med.
Ensemblet er ikke voldsomt dygtige til at sige replikker, til gengæld synger de fantastisk. Elsebeth Dreisig brager flot igennem som abbedisse, men også kornumrene står stærkt på skuldrene af et uhyre velspillende orkester under ledelse af Andreas Vetö.
The Sound of Music er ikke blandt ”my favorite things”, dertil er den for sukkersød pompøs, for skematisk og i vor tid vel tæt på ufrivilligt komisk, når man løser ”problemet med Maria” med, at hun bliver gift!
Dog skal der lyde en cadeau til holdet bag for at tro på en sommermusical under åben himmel. Jeg håber, de holder ved og måske tør slå sig lidt mere løs fra klicheerne og den altmodisch iscenesættelse næste gang.
Julie Andrews i den storsælgende filmversion fra 1965:
