Del

TeaterBattle skal samle og hylde ildsjæle og teateraspiranter. Nu genopstår konkurrencen med de to teaterdirektører Anna Malzer og Pelle Koppel i juryen.

Sidste år blev Teaterhuset Danmarks største vækstlagsteater med etableringen af XENON, og i efteråret 2019 går foreningen og platformen ind til 15-årsjubilæum med profilerede og anerkendte teaterfolk i ryggen, med ambitionen om på ny at være et samlende socialt knudepunkt for unge teatermagere i hjertet af København.

Konkurrencen er enkel

Mungo Park overdrager TeaterBattle fuldstændigt til foreningen og dermed vækstlagets brug, og tidl. teaterdirektør for Mungo Park og initiativtageren til Mungo Park TeaterBattle 2009-2015, Martin Lyngbo, er glad for overdragelsen. Han udtaler:

”TeaterBattle har altid været en falsk konkurrence. Vi lader som om, at vi konkurrerer på teater, mens vi i virkeligheden forsøger at hjælpe hinanden til at blive dygtigere og stærkere. Nu er styrken nået dertil, at TeaterBattle kan bære sig selv og rejse videre i nye rammer. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre udvikling. Jeg kaster al min kærlighed til projektet og glæder mig til at komme på besøg!”

TeaterBattle-konkurrence

Konkurrencen er enkel: man tilmelder sig med en nyudviklet forestilling/performance af max 10 min. varighed og viser den foran publikum, de andre deltagere og en garvet jury. Juryen giver alle feedback og udvælger herefter tre finalister samt nominerede til en række priser. Vinderen, finalisterne og prismodtagerne præmieres på forskellig vis ved finaleshowet. Håbet er, at TeaterBattle kan være med til at samle og hylde ildsjæle og teateraspiranter under ét tag og inspirere til nye samarbejder og projekter.

Bedre rammer for vækstlag

Samarbejde og brobygning er essentielt for hele vækstlagskonceptet, som formanden for Teaterhusets nye bestyrelse, Emil H. Christiansen, siger:

”Med Anna og Pelle i juryen til selve arrangementet, såvel som brobyggere i den nye bestyrelse, tror jeg på, at det er muligt at opdyrke et struktureret og ansvarligt tænkende vækstlagsmiljø, der kan gå i dialog med, samt konstruktivt kritisere, branchen som en samlet stemme”

”Det skal ikke kun være de etablerede teatre og skoler, der sætter rammerne og dagsordenen for aspiranter i scenekunst- og teaterfaget, for de polerer og former aspiranternes stemmer mere end de skaber dem. Teaterhuset skal være der, hvor du selv leder efter, afprøver og skaber lige præcis din egen stemme – og den vil altid være god nok til at have plads hos os”

Publikum TeaterBattle 2014. Pressefoto

Jurymedlem Anna Malzer, instruktør og nuværende teaterdirektør på Mungo Park, mener, at vækstlaget er essentielt for udviklingen af dansk scenekunst. Hun siger:

”Det er et alt for undervurderet stykke arbejde Teaterhuset gør for teaterbranchen – jeg havde min allerførste forestilling herinde, så det betyder meget at kunne give noget tilbage. Hvis ikke man har fået teater ind med modermælken, er teaterhuset afgørende. Det skal rådhuset og branchen være langt bedre til at se.”

Det understøtter skuespiller og teaterdirektør på Teater V, Pelle Koppel:

”Det er enormt positivt for dansk teater, at Teaterhuset insisterer på deres plads og funktion i branchen. Så hvis jeg kan hjælpe med at skabe mere synlighed og velvilje over for ildsjælene bag, både som bestyrelsesmedlem og nu jurymedlem til Teaterbattle 2019, gør jeg det med stolthed. I sidste ende vil det gavne hele scenekunstområdet og alle, der elsker teater. Jeg glæder mig i al fald til at se, hvad det unge vækstlag byder ind med til Teaterbattle.”

Fakta:  TeaterBattle finder sted i uge 43 med finalefest lørdag d. 26. oktober. Nyoprettede som eksisterende teater- og performancegrupper indenfor vækstlaget kan tilmelde sig fra august i kølvandet på Teaterhusets VILDSKUD-festival, der finder sted d. 6.-10. august.

TeaterBattle blev afholdt fem gange mellem 2009-2015 med Mungo Park som afsender og instruktør og tidl. teaterdirektør Martin Lyngbo og hans tidligere projektleder Line Hauger som initiativtager.