Del

Danske scenekunstnere brager ud i verden. Ikke mindst til Asien, som har fået øjnene op for dansk scenekunst. Statens Kunstfond giver igen tilskud til internationale aktiviteter til bl.a. koreografer, instruktører, cirkusartister og dramatikere.

På vej til Asien

Mange danske scenekunstnere tager til Asien – heraf også de mere grænsesøgende teatertrupper. Bl.a. er det danske verdensnavn Mette Ingvartsens kropslige performances inviteret til Taiwan og Korea, og queer-kritiske CuntsCollective skal til Kina, hvor også Nydanskeren Jimbuts Kulturforening er partner i en workshop om dramatiske skriveprocesser.

Koreansk-nordisk samarbejde

Kunstfonden har desuden udpeget SVALHOLM Danish Cultural Exchange & Performing Art som dansk repræsentant i et koreansk-nordisk scenekunstudvekslingsprogram med fokus på inklusion og mangfoldighed. Projektet kulminerer i oktober på Performing Arts Market Seoul, hvor også en række andre danske scenekunstnere deltager. 

Europas storbyer

Også i Europa er danske scenekunstnere stærkt repræsenteret. Bl.a. inviterer Nordwind Festival i Berlin Madame Nielsen og Sort Samvittighed til feministisk debat, Fix & Foxy’s Landet uden drømme skal til Gate Theatre i London, og Limfjordsteatret tager ligeledes til England for at samarbejde med den britiske kulturmastodont Tate om en installationsforestilling om naturen og klimaforandringer med barnets oplevelse i centrum.

Om uddelingen

Statens Kunstfond gav i denne omgang 38 tilskud på i alt 2.591.000 kr. til internationale aktiviteter.

Se alle tildelinger her