Del

Vores sommeranbefalinger byder bl.a. på et morbidt kik på en berygtet skørtejægers klamme bedrifter, kærlighedskaos og cross-dressing a la Shakespeare, en eventyrlig og fuglefri nattergal og en fritstillet sopran, som nægter at flette næbbet.

Tartuffe

Moliéres ætsende komedie kan opleves under åben himmel på Kunstens amfiscene i Aalborg og på Odense slot. Teksten er fra 1664, men holdet bag bedyrer, at de fordomsfrit går i kødet på den og giver ordene en moderne krop.
Den velhavende og naive pariserborger Orgon har alt, hvad man kan ønske sig: en smuk og dejlig familie og en i øvrigt ubekymret tilværelse. Orgon har en drøm om at blive et fromt og gudfrygtigt menneske, og han håber, at hans store idol Tartuffe kan hjælpe ham til at opfylde denne drøm.
Med løfter om at kunne frelse Orgons sjæl, har Tartuffe, som er en kamæleonagtige og charmerende hykler, fuldstændig fordrejet hovedet på den stakkels Orgon, og bliver derfor hans rådgiver i religiøse og moralske anliggender. Tartuffe får dog med sin ankomst til Orgons hjem hurtigt skabt uro i den ellers så fredelige familieidyl…

Tarfuffe. Teatret Slotsgården i Odense i samarbejde med Aalborg Teater og KUNSTEN i Aalborg. KUNSTEN: 29. jul. – 2. aug. Slotsgården v. Odense Slot: 20. jul-17. aug. Læs mere her

Tarfuffe. Aalborg Teater/Kunsten. Pressefoto

Don Juan

“Ej blot til lyst” er et diktum, som Christian Lollike må siges at have skrevet sig bag begge ører. Fra den 4. august kan du se, hvad den kontroversielle dramatiker i operaform får ud af Don Juan, der som bekendt vidste ikke så lidt om lyst. Men nu er legen forbi: Lollike tager sig nemlig den betragtelige kunstneriske frihed at aflive den store skørtejæger, og forestillingen har derfor karakter af “en dødsmesse blottet for god skik, et liderligt og lidelsesfuldt gravbal”. Den sættes desuden op som totalteater for at suge publikum dybere ind i hele det univers, der knytter – eller måske snarere knyttede – sig til den herostratisk berømte libertiner og liderbuk.
Heller ikke på musikfronten skal man forvente blind loyalitet overfor originalen, for Mads Brauer bruger både synthesizer, minimalisme og humor i sin fortolkning af Mozarts toner.

Don Juan. Sort/Hvid i samarbejde med CPH Opera Festival. 4. aug.-17. aug. Læs mere her

Kostumetegning til Don Juan af Ida Grarup og David Gehrt

Helligtrekongers aften

En rundtur i alle kærlighedens følelser. Det er, hvad folkene bag opsætningen af dette klassiske Shakespeare-stykke stiller i udsigt: Fra spirende forelskelse over indestængt begær til sviende jalousi. Læg dertil forviklinger, forelskelser, forklædninger, begær, intriger og komik.
I eventyrlandet Illyrien skilles tvillingerne Viola og Sebastian ad efter et skæbnesvangert skibbrud. Da Viola forklæder sig som mand, begynder intrigerne: I sin stormende forelskelse sætter hun hjerterne i brand hos både Fyrst Orsino og den sørgende grevinde Olivia. Dette opildner resten af Olivias husstand – der tæller den drikfældige Tobias Hikke, den hævntørstige kammerpige Maria, den melankolske nar Feste og den forfængelige hushovmester Malvolia – til at tage sagerne i egen hånd.

Helligtrekongers aften. Grønnegårds Teatret. 27. jun. – 24. aug. (dog ikke i perioden 8. jul. til og med 14. jul.). Læs mere her

Helligtrekongersaften, Grønnegårds Teatret. Foto: Bjarne Stæhr

Ulysses von Ithacia

I 2022 er det 300 år siden, at dansk teater for første gang blev vist udenfor hoffets snævre kredse – og den første folkelige teaterforestilling var af Ludvig Holberg. Derfor tager Holberg Teatret forskud på fejringen med en opsætning af Ulysses von Ithacia, der er et af den store mands mindre kendte værker.
Det handler om Penelope og Ulysses (også kendt som Odysseus) og om erobringen af Troja for 2500 år siden, men skildrer samtidig krigens evigt aktuelle brutalitet. Forvent en overlevelseskamp garneret med ramsaltet satire og ironi. Og forresten er Holbergs stykke her sat op som en western!

Ulysses von Ithacia. Holberg Teatret, Sorø. 1. jul. – 6. jul. Læs mere her

Michael Kohlhaas

Grænsen mellem at være revolutionær eller terrorist er undertiden hårfin, og det er det tematiske udgangspunkt for Den Jyske Operas næste store opsætning: Michael Kohlhaas.
Titelpersonen er en almindelig mand, en hestehandler, som føler sig uretfærdigt behandlet af systemet. Han samler en hær og hærger en hel landsdel i jagten på retfærdighed. Skønt han mister først sine heste og derefter, én for én, sine kære, slipper han aldrig sine værdier. Er han en helt eller en skurk?
Michael Kohlhaas er fra 1933, men er aldrig tidligere blevet opført i Skandinavien.

Michael Kohlhaas. Musikhuset, Aarhus. 21., 22. og 24. aug. Læs mere her

Michael Kohlhaas. Pressefoto.

Har du hørt en fugl synge?

H.C. Andersens Nattergalen  er en tidløs fortælling om at være en fri fugl og om sangens livgivende kraft: I eventyret bliver kejseren af Kina, som alle andre der hører den, fortryllet af nattergalens sang. Han ønsker sig brændende at eje den lille skabning, men må nøjes med en mekanisk fugl gjort af kostbare materialer. Senere må kejseren imidlertid sande, at intet kan gøre det ud for den ægte vare.
Forestillingen er for seks-årige og opefter.

Har du hørt en fugl synge? Grønnegårds Teatret. 4. jul. – 11. aug. Læs mere her

Italienske opera-arier v. Julie Fuchs

Repertoiret er udvalgt af Julie Fuchs selv og består af både kendte og mindre kendte arier. Som rød, tematisk tråd er et fokus på kvinder, der på forskellig vis søger en anden skæbne, end den de oprindelig var tiltænkt. Kvindekampen er da også lidt af en hjertesag for Julie Fuchs selv: Sidste år blev hun således genstand for en international mediestorm, da hun blev fyret fra Hamborgs Staatsoper i rollen som Pamina i Tryllefløjten på grund af graviditet. Det fandt hun sig ikke stiltiende i, og Fuchs brugte sit personlige karrieretilbageslag til at fremme debatten om kønsroller og kvinders rettigheder i operaverdenen.

Tivolis Koncertsal, 29. juni. Læs mere her

Sopranen Julie Fuchs. Foto: Soléne Ballesta