Queer-teori eller forvekslingskomedie? Grønnegårds Teatrets Helligtrekongersaften flirter med det første, men er nok mest det sidste – og det er jo faktisk også nok!
Shakespeare er efter fem år tilbage på Grønnegårds Teatret i Designmuseum Danmarks stemningsfulde have, hvor den populære forvekslingskomedie Helligtrekongersaften har fået et vrid med queer-håndtaget. Var det nu også nødvendigt, kan man spørge, men lad os først ridse intrigen op.
Den skønne Viola skyller efter et skibbrud op på Illyriens kyst, forklæder sig som ungersvenden Cesario og tænder ild i hjerterne på både fyrst Orsino, som hun tjener, og hans udkårne grevinde Olivia. Omkring dem huserer et shakespeareansk sammenrend af officielle og uofficielle narre og tosser, der med egne intriger sætter yderligere blus under kærlighedsforviklingerne. Da Violas tabte bror Sebastian dukker op, går kærlighedskabalen også op – kun Olivias hovmodige hushovmester Malvolia står afklædt tilbage som fjolset med knust hjerte.
Mere kompliceret er det ikke, og spilles det med et gunstigt mix af ynde og frivolitet kan dramaet fortsat forføre og fortælle os om kærlighedens væsen, om menneskets dårskab og identitetsdannelse. Christoffer Berdals iscenesættelse har fint fat i letheden og markerer også elegant den distance til Orsinos kønschauvinistiske replikker, som en nutidig opførelse må have med. Helt rytmisk flød dynamikken mellem de elskendes scener og de mere brovtende karakterer ikke på premiereaftenen, men potentialet til at fungere var til stede, så det falder nok på plads.
Mere undrende må jeg stille mig over for queer-grebet, eller hvad man nu skal kalde det, når folk af samme køn kysser dybt, og rollen som Malvolio ændres til Malvolia. Ann Eleonora Jørgensen gør en herlig figur som den elskovsgrasserende hushovmester i skriggult påskekylling-skrud, fordi hun er narret til at tro, at den udkårne Olivia ønsker at se hende i netop den farve. Men bibringer det fortællingen noget, at hun er en hun og ikke en han? Jeg synes det ikke. Det bliver en lige så udvendig markering som Lila Nobels Othello i Elisa Kragerups opsætning på Det Kongelige Teater i forrige sæson. Vi skal se kærlighed og mennesker af alle slags på scenen, men i dette tilfælde har jeg svært ved at se pointen med kønsskiftet.
Ann Eleonora Jørgensens Malvolia greb mig om hjertet af helt andre grunde end hendes køn. Lige skøn i sin naragtige selvforførelse som i det til perfektion præcise glimt af smerte, da hun indser bedraget – og kærlighedstabet. Katrine Greis-Rosenthals Viola/Cesario klinger uskyldsrent og tindrende klart med sit nedtonede greb om versefødderne, hvorpå Troels Lybys drævende Orsino og ikke mindst Julie Agnethe Vangs koket-eksalterede Olivia kan springe badut i kærlighedskarrusellen. Anton Hjejle rammer sin sødt-fimset-fimrende Andreas Blegnæb lige på kornet, mens Niels Ellegaard, Asbjørn Krogh Nissen og Laura Bro som Olivias hof trods fine momenter hænger lidt til tørre i karikaturland.
Peter Schultz bølgescenografi fungerer som billede på forelskelsens omskiftelige væsen og Nicolas Nybros funky, flossede og farverige kostumer – kun brudt af Viola/Cesarios og Sebastians klassisk-stringente dragter – er inspireret af det virkelige Illyrien, et historisk område på Balkan. De er fjollede, opulente og faktisk ikke særlig kønne, men hej, det er en komedie og der er noget charmant over at give gas på klædeskabet i denne florlette forvekslingskomedie, der trods alle queer-teoretiske overbygninger måske bare er – og skal have lov til at være det.
Kan man abstrahere fra den fortænkte – og lidt samtids-leflende – overbygning, byder Helligtrekongersaften på fine øjeblikke, gode fnis, Brunse-legesyge replikker og pang for øjet.
Læs ISCENEs artikel om Shakespeare-opsætninger i vor tid
